Der findes strømninger inden for den katolske kirke, som jeg synes, der er lige så lidt plads til i Danmark, som jeg synes, der er plads til Hizb-ut-Tahrirs idéer

OK! Jamen selvfølgelig, kunne man jo sige. Såvel autoritære og intolerante katolikker som muslimer må vel være naturlige modstandere for demokratiske, frisindede socialister? Selvfølgelig!

Men hvad er relevansen, for hulen! Hvad i himlens navn er den umiddelbare sammenhæng mellem eventuelle politiske ubehageligheder i den katolske verden i almindelighed eller Østeuropa i særdeleshed og den indvandring Danmark i øjeblikket modtager fra Østeuropa.

Eventuelle sociale, økonomiske, uddannelsesmæssige, boligpolitiske problemer i den forbindelse har da i udgangspunktet meget lidt at gøre med at en vis andel af disse indvandrere eventuelt skulle nære mere eller mindre ubehagelige sympatier i sammenhæng med deres religion, nøjagtig som man for eksempel ikke lader det indgå som et væsentlig element i dansk socialpolitik at ca. en femtedel af danskerne går ind for dødsstraf.

I et læserbrev i Politiken samt indlæg på sin blog søger Krag da også fornuftigvis at nedtone den ‘kulturalisering’ eller ‘religionisering’ af østarbejderne, som lå lige for med tanke på hendes udtalelelser til Politiken.

Men spørgsmålet er jo om skaden ikke er sket? Krags første ‘udfald mod katolikkerne’ vil blive det der huskes. De efterfølgende ganske fornuftige nuanceringer fanges givetvis af færre. På denne måde opnår SF  at tale både til de vælgere der tiltales af idéen om den overlegne dansk-protestantiske kultur og sekundært at lappe på partiets forhold til de vælgere, der ikke er begejstrede for denne ‘kulturalistiske’ tankegang, men i øvrigt nærer sympati for SF.

Det er ikke uproblematisk. For selvom Astrid Krag ikke er nogen Morten Messerschmidt - det hedder for eksempel ikke: “Vi har ikke et østarbejderproblem, vi har et katolikproblem” – taler hun altså om problemet ‘østarbejderne’ på en måde der alt for let forstås i den retning. Uanset hvad der er hensigten, bliver Astrid Krag fanget ind i en måde at strukturere et problemfelt af denne type på, som ikke er i overensstemmelse med hvad der burde være Socialistisk Folkepartis ideologi.

Man kan i den forbindelse stille to spørgsmål:

1. Er dette emne overhovedet noget som et ledende medlem af Socialistisk Folkeparti bør sætte på dagsordenen? Er det væsentligt i saglig forstand samt ud fra en socialistisk politisk vinkel?

2. Hvis 1. kan besvares bekræftende: hvordan kan et sådan emne sættes på dagsordenen på en stærk måde, der markant adskiller sig fra den ubehagelige måde højrefløjen aktuelt er tilbøjelig til at behandle integrationspolitiske emner på (dansk-kristen kulturs overlegenhed, hele befolkningsgruppers identifikation med ekstremisme etc.)?

Socialistisk Folkeparti, samt hele venstrefløjen har al mulig grund til at tænke grundigt over denne og lignende problemstillinger, da der kan stilles tilsvarende spørgmål i forbindelse med SF’s håndtering af mange andre emner indenfor det der med en problematisk term kaldes ‘værdipolitikken’.

Jeg har især hæftet mig ved at SF i forbindelse med emner som retspolitik, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed har været tilbøjelig til at komme med meget skarpe udmeldinger, der ligner skud fra hoften.

Men partiet skal vogte sig for ikke at komme til at spille med på de moralske panikker, som plager tidens politiske klima og afleder opmærksomheden fra emner der fra en socialistisk vinkel udgår langt mere væsentlige og overordnede politisk-økonomiske problemer.

Er vold i nattelivet, eller vold i det hele taget et stigende problem? Næ. Der anmeldes vist nok flere voldsforbrydelser, men det skyldes efter alt at dømme at folk accepterer voldsforbrydelser i mindre grad end tidligere. Det er altså for så vidt et indicium på at samfundet er blevet mindre voldeligt, eller i hvert fald netop mindre tolerant overfor vold.

Alt det taget i betragtning er det temmelig mærkeligt at et par tragiske knivoverfald i den grad kan piske stemningen op ikke alene i pressen, men også i det politiske liv.

Det er netop sådan en oppisket stemning, som gerne går forud for de retspolitiske hovsaløsninger, som tiden er så fuld af.

Gad vide hvad vi nu får. Hårdere straffe? Lynjustits? Et unødvendigt totalforbud? Videoovervågning eller permanente visitationszoner?

Min personlige favorit er de ungborgerliges fantastiske forslag om automatisk livstid for tredje knivoverfald. Det er så tosset at man dårligt ved hvor man skal begynde og slutte.

Et knivoverfald skal altså under visse omstændigheder straffes hårdere end mange drab? Skal der slet ikke levnes domstolene nogen mulighed for skøn straks en kniv er involveret?

Jeg lod mig i går lokke til at købe Ekstra-Bladet som averterede med en “Voldens top ti: Så farlig er din by!”

Farlig? Hvis man synes danske byer er farlige så trænger man godt nok til at få udvidet sin horisont. Hvis der endeligt skulle være noget som skulle være farligt så skulle det da være faren for at kede sig i hjel over trafikkens monotoni, remouladen og regnvejret.

Inde i Ekstra-Bladet, som jo i øvrigt er langt bedre end sit rygte, kunne man læse at man i Odense havde opnået gode resultater med at komme volden til livs ved en målrettet politiindsats. I Jyllands-Posten maner en ledende politimand til besindighed og afviser at ordensmagten skulle have behov for flere beføjelser:

“Vi har haft en del isolerede hændelser over en kort periode, men det betyder ikke, at udviklingen går i en helt forkert retning. Jeg får nok bank for at sige det, men det er, som om der har sneget sig en tendens ind blandt politikerne til at lovgive på baggrund af enkeltsager,” siger informationschef i Københavns Politi Flemming Steen Munch.

Netop. Folketingspolitikere får kløe i stemmefingeren fordi de partout gerne vil se handlekraftige ud, selvom det bedste de kan gøre er, well, ingenting.

Her er en idé: hvorfor ikke bare lade politiet, domstolene samt kommunerne, foreninger og andre organer der arbejder kriminalpræventivt passe deres arbejde?

Så var det jeg kom i tanke om et dansk eksempel på blogning der spillede en rolle i forbindelse med en politiske beslutning. Var der ikke noget med socialdemokraten Kasper Hyllesteds blog i forbindelse med kampagnen for at få valgt Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet?

Det væsentlige i den forbindelse var jo at hr. Hyllested ikke er nogen hr. hvemsomhelst, men en mand med gode forbindelser til ledende kredse i partiet.

Det til side ville jeg da gerne svare på hans spørgsmål vedr. den danske politiske blog-verden, men som det er min skik først så sent at hans historie var skrevet. Men når man er privatpublicist kan man selvfølgelig lappe lidt på skaden ved i det mindste at udbasunere sine tanker for sin egen lille skrumpende læserskare.

Bent Blüdnikow skrev:

Jeg er ved at lave en serie om bloggere til Berlingske Tidende. Såvidt jeg kan se er næsten alle de mest populære bloggere (dem der får flest hits) borgerlig-liberale. Jeg vil derfor meget gerne have en vurdering fra en blogger fra vensfløjen (og jeg har fået anbefalet dig) til at vurdere, hvorfor det er sådan?
Er de borgerlig-liberale bedre? Mere i overenstemmelse med tidsånden ? Eller er de venstreorienteret ude af trit med tidsånden eller for dårligt skrivende? Eller hvad er forklaringen??

Gad vide hvem der har anbefalet min simple person til den slags, tænkte jeg. Og gad vide om  vedkommende har haft det i mente at min forkærlighed for kritisk tænkning kun overgås af min forkærlighed for selvkritik - det kan ind i mellem blive næsten helt flagellantisk. Nå men efter nogen dages gumlerier forfatterede jeg så Blüdnikow dette svar:

Korte svar:
 
Er de borgerlig-liberale bedre? Som du forhåbentlig kan se findes der gode og dårlige blogs både til højre og til venstre.
 
Mere i overenstemmelse med tidsånden ? Selvfølgelig – men blogs er et medie som giver plads for modstrømninger, så det kan såmænd virke begge veje. Jeg har en ide om at visse af de højrevendte blogs er meget læste fordi deres læseres holdninger er så langt ude til højre at de opfatter ‘pressedækning’ som ikke lyder som læserbrevene i JP som venstredrejet hjernevask. Og det er jo for så vidt et udtryk for at de er en slags modkultur. En modkultur med en vis indflydelse.
 
Eller er de venstreorienteret ude af trit med tidsånden eller for dårligt skrivende?

Selvfølgelig findes der gode ‘venstredrejede’ blogs. Og der findes jo også venstrebevægelser i tiden. Måske er de venstreorienteredes medieforbrug simpelthen anderledes – de har ikke på samme måde behov for blogs? Selv begyndte jeg for eksempel først at læse blogs da jeg startede min egen. Før det læste jeg papir-aviser, og på nettet mest sider som http://www.kritiskdebat.dk/ og http://www.modkraft.dk/. Jeg prøver såmænd lidt på at vænne mig af med at bruge for meget tid på navnlig de danske polit-bloggere. Jeg har mine betænkeligheder både ved niveauet og den politiske vinkling – det sidste gælder i øvrigt både højre- og venstrebloggerne. Jeg gider simpelthen ikke høre mere om islam – i hvert fald ikke de samme gamle plader.
 
En lidt længere udredning:
 
Lad mig først sige at enhver vurdering af kvalitet, såvelsom popularitet af div. blogs naturligvis bør tage udgangspunkt i hver enkelt blogs egenskaber. I den politiske blogverden findes der en del selvpromeverende råbehoveder, som har det med at påstå at deres politiske modstanderne over en kam er mere eller mindre analfabetiske fjolser.
 
Så det er kun med visse betænkeligheder og alle mulige forbehold at jeg vil foretage vurderinger af den type du spørger efter.
 
Dernæst et par ord om de politiske skel. I blogverdenen går de værste polemiske skudvekslinger ikke hen over fronten mellem ‘venstrefløjen’ og de ‘borgerligt-liberale’. Du vil fx. finde få opgør mellem undertegnede og Raapil, som har symptati for de Radikales højrefløj eller Citizen Dane, som vel er en slags skuffet konservativ. De store opgør drejer sig oftest om ‘det muslimske spørgsmål’.

Når det kommer til populære ‘borgerligt-liberale’ blogs er der i hovedsagen to grupper: de ‘islamkritiske’ eller ‘nationalkonservative’ – Uriasposten, Minut, Polemiken, Hodja – og de radikale liberalister – især Punditokraterne.
 
Så er der selvfølgelig visse overlap rent holdningsmæssigt. Men islamkritikerne og liberalisternes arbejde er meget forskelligt.
 
Punditokraterne er i mine øjne ligesom Liberator.dk, Copenhagen Institue etc. vor tids udgave af venstrefløjens gamle bogstavssuppe. Det er en slags tænketanke og sandkasser for tidens ideologiske frontløbere. Her kan en relativt snæver kreds akademikere (hovedsageligt) eksperimentere med ekstreme udgaver af politisk-økonomiske og filosofiske synspunkter som i øvrigt florerer mere bredt.
 
Det forklarer både populæriteten og kvaliteten – som i hvert fald på Punditokraterne tilsyneladende er rimelig fornuftig  – her præsteres selvstændige arbejder, og selv kommentarerne er ofte udførlige og saglige. Det hænger naturligvis også sammen med at Punditokraterne er et gruppeprojekt, der udføres af akademikere som har tid og ressourcer til at skrive. Men man kan sige noget at det samme om de liberalistiske individuelle bloggere, Lars Hvidberg, fx. Her er det altså noget med en art ung akademisk tidsånd. En vis modetænkning, der som sagt på sin vis minder om halvfjerdsermarxismen. Alt dette med forbehold for at jeg læser liberalisterne for lidt. Der er sikkert også kludremikler i dette segment, debatten på liberator.dk er i hvert fald rent blahblah ind i mellem.
 
De islamkritiske blogs produceres især af individer, som dog netværker noget. Bl.a. derfor præsteres der færre længere selvstændige indlæg – i stedet følges ‘nyhedsstrømmen’, med særligt vægt på alt vedr. muslimer og så citeres debatindlæg fra ligesindede ofte, Jyllands-Postens er formodentlig en af storleverandørerne. Men opdateringshastigheden er imponerende. Uriaspostens Kim Møller har bestemt håndelag for at skære en kronik ud i en passende blog-størrelse i en fart.
 
Jævnlige, helst flere daglige opdateringer er alfa og omega for at opnå et højt besøgstal. Noget andet er at disse bloggere er ret ensidige i deres emnevalg. Det er islam, islam, islam. Det giver også læsere. De besøgende ved hvad de får.
 
Og så er der de besøgende – du vil kunne finde faste kommentarskribenter som whodares, Børge etc. som giver udtryk for de rene bølleholdninger. På de islamkritiske blogs kan mennesker som tror sig ‘hjernevasket’ af de kulturradikale forrædere i medierne finde en “nyhedsdækning”, som passer dem – jeg har været inde på det tidligere. Det tror jeg forklarer noget af populariteten.
 
Desuden er der sikkert også nogen som læser disse blogs som en slags freakshow – det samme gælder i øvrigt for den venstresnoede En mavepuster til det officielle Danmark, som jo også er meget velbesøgt (men langtfra altid særligt begavet) – her kan man fx. læse sådan noget med at Bertel Haarder lugter af lort.
 
Så ringe kvalitet udløser altså ikke nødvendigvis lave læsertal. Høj opdateringshastighed og en klar profil er også vigtigt. Hermed ikke være sagt at de islamkritiske blogs som sådan er dårlige. Minut har mange middelmådige skribenter og Hodja er bestemt heller ikke min kop te. Men Uriaspostens Kim Møller er som sagt ikke uden håndelag og selvom hans væbnere Helle Hartmann (Kimplina) og Kim Poulsen (Il Kimpo, Kimporator) har meget mærkelige holdninger – navnlig Kimporatorens verdenssyn er yderst særpræget – skriver de ikke uden en vis charme og karakter.
 
Min egen blog fx. tror jeg har så relativt få læsere fordi der er for få smæk for skillingen, for få opdateringer og et for blandet emnevalg. Det er i en vis forstand mere en personlig end en politisk blog. Det med det personlige gælder for en del andre såkaldte ‘venstrebloggere’. Carsten Agger, hvis  Modspil.dk, jo for øvrigt er ganske populær, skriver fx. en del om indiske film.
 
Men det med de personlige blogs går du måske ikke så meget op i. Jeg heller ikke for den sags skyld, selvom det nok i virkeligheden er ret interessant. Dog funderer jeg ind i mellem lidt på Kim Poulsens lejlighedsvise interaktioner med de såkaldte ‘tøsebloggere’. Kim Poulsens virke er i det hele taget noget der på en helt særlig måde siger noget om den tidlige danske blogosfære, tror jeg, også ud over hvad der følger af hans administration af http://www.polit-blogs.net/. Du skulle virkelig tage og snakke lidt med Kim Poulsen.

Blüdnikows serie af interviews med danske borgerlige bloggere indledtes i mandags med to historier om bloggens mulige gennemslagskraft i forhold til traditionelle medier og politisk meningsdannelse, eksempelvis op til valg samt den borgerlige overvægt i den danske blogverden, “Det er borgerligt at blogge” og “Ej blog til lyst”. I går kom så det første interview med Uriaspostens Kim Møller, “Web-kriger ser rødt” (det morer mig altid betydeligt, når Møller optræder i pressen, lidt som det jo kan more en at Søren Krarup har fået udgivet talrige bøger på Gyldendal). Er det repressiv tolerance?

Blüdnikow overvurderer formodentlig privatbloggerens evne til at slå i gennem mediemuren og han overdriver da vist også den ‘borgerligt-liberale’ dominans i bloggosfæren en smule – den er til at tage og føle på – dominansens – men som jeg jo også skriver i mit svar til ham er der jo også enkelte ret læste blogs som dårligt kan kaldes ‘borgerligt-liberale’, i hvert fald ikke i Blüdnikows forståelse af ordet..

Den udmærkede Lars Raaby Pilegaard – som man jo også kunne have viet et selvstændigt interview i en serie om politiske bloggere – citeres i Blüdnikows indledende artikel, og uddyber sine synspunkter her. Han skriver her bl.a. at DR objektivt er et centrum-venstre medium… tjoeh.. helt løgn er det måske ikke – men det er sgi mere centrum end det er venstre.

Henrik Føhns, som man måske vil kende fra P1’s harddisken kommenterer Blüdnikows artikler om blogverdenen på sin blog Mondofunza og fremdrager i et kort indlæg om interviewet med Møller et særligt groft eksempel på de bøllekommentarer, som jeg også er inde på. Som man kan se trækker Kim Møller nok engang ytringsfriheden af stalden til sit forsvar. Den er såmænd også en af mine yndlingsheste, meeen… Selvom det såmænd er godt nok at også folk med bølleattituder har mulighed for at give udtryk for dem i al fredelighed - ville det nu alligevel klæde hr. Møller og andre der leverer plads til den slags, om de gjorde bare spæde forsøg på at opdrage lidt på disse voldsfascinerede stakler. Kim Møller bryster sig af at ignorere den slags – det taler ikke til hans ære.

Trine-Maria Kristensen citeres i  ”Det er borgerligt at blogge” for det lidt besynderlige synspunkt at venstreorienterede ikke griber bloggen, fordi de er “maskinstormere”. Ha! Oven på den overvejer jeg såmænd om ikke nærværende blog skulle skrifte navn til noget med maskiner og blæsevejr. Flyverskjulet var der fx. noget rammende over. Samme Kristensen dementerer stort set sine udtalelser på sin blog med den fiffige titel hovedetpaabloggen.dk - her besværer hun sig også over vanskelighederne ved at føre “en afsøgende samtale med en journalist”. Jotak! Undertegnede begynder at glæde sig over sin langsommelighed. Guderne må vide hvad Blüdnikow kunne have fået ud af min “afsøgning”.

Citizen Dane, som i øvrigt er en af de få bloggere der bidrager med indspark man ikke kan få  mindst lige så godt ved at åbne dagens aviser, har en ret bedsk kommentar til Møllers optræden i tanten. (I min mail til Blüdnikow kom jeg i øvrigt til at kalde samme Citizen Dane “skuffet konservativ” – det har jeg vist ikke fuldt belæg for. Dane lyder bestemt borgerlig, men derudover har jeg ingen sikker viden om hans ståsted. Beklager!

Og så skal jeg i øvrigt bestræbe mig på at gøre alvor af det her med at bruge mindre tid på at læse blogs og mere tid på at læse aviser og bøger samt skrive blog.