Er vold i nattelivet, eller vold i det hele taget et stigende problem? Næ. Der anmeldes vist nok flere voldsforbrydelser, men det skyldes efter alt at dømme at folk accepterer voldsforbrydelser i mindre grad end tidligere. Det er altså for så vidt et indicium på at samfundet er blevet mindre voldeligt, eller i hvert fald netop mindre tolerant overfor vold.

Alt det taget i betragtning er det temmelig mærkeligt at et par tragiske knivoverfald i den grad kan piske stemningen op ikke alene i pressen, men også i det politiske liv.

Det er netop sådan en oppisket stemning, som gerne går forud for de retspolitiske hovsaløsninger, som tiden er så fuld af.

Gad vide hvad vi nu får. Hårdere straffe? Lynjustits? Et unødvendigt totalforbud? Videoovervågning eller permanente visitationszoner?

Min personlige favorit er de ungborgerliges fantastiske forslag om automatisk livstid for tredje knivoverfald. Det er så tosset at man dårligt ved hvor man skal begynde og slutte.

Et knivoverfald skal altså under visse omstændigheder straffes hårdere end mange drab? Skal der slet ikke levnes domstolene nogen mulighed for skøn straks en kniv er involveret?

Jeg lod mig i går lokke til at købe Ekstra-Bladet som averterede med en “Voldens top ti: Så farlig er din by!”

Farlig? Hvis man synes danske byer er farlige så trænger man godt nok til at få udvidet sin horisont. Hvis der endeligt skulle være noget som skulle være farligt så skulle det da være faren for at kede sig i hjel over trafikkens monotoni, remouladen og regnvejret.

Inde i Ekstra-Bladet, som jo i øvrigt er langt bedre end sit rygte, kunne man læse at man i Odense havde opnået gode resultater med at komme volden til livs ved en målrettet politiindsats. I Jyllands-Posten maner en ledende politimand til besindighed og afviser at ordensmagten skulle have behov for flere beføjelser:

“Vi har haft en del isolerede hændelser over en kort periode, men det betyder ikke, at udviklingen går i en helt forkert retning. Jeg får nok bank for at sige det, men det er, som om der har sneget sig en tendens ind blandt politikerne til at lovgive på baggrund af enkeltsager,” siger informationschef i Københavns Politi Flemming Steen Munch.

Netop. Folketingspolitikere får kløe i stemmefingeren fordi de partout gerne vil se handlekraftige ud, selvom det bedste de kan gøre er, well, ingenting.

Her er en idé: hvorfor ikke bare lade politiet, domstolene samt kommunerne, foreninger og andre organer der arbejder kriminalpræventivt passe deres arbejde?

Alle fire eksperter afviser justitsministerens argument om ‘den tikkende bombe’ som irrelevant.

“Du kan ikke lave etik på ekstremer,” siger Peter Kemp. “Man laver nogle normer, og så kan der være ganske særlige tilfælde, hvor man bryder med de normer. Men det betyder jo ikke, at normerne ikke gælder længere.”

Når højtstående politikere – justits- og statsministeren – udtaler at danske myndigheder bør benytte sig af oplysninger som er fremkommet ved hjælp af tortur i forbindelse med terrorbekæmpelse er det selvfølgelig i høj grad symbolpolitik.

For det er vel lidet overraskende at danske myndigheder samarbejder med lande som benytter sig af tortur i forbindelse med terror. Man kunne nævne Egypten og USA.

Peter Øvig Knudsen – forfatter af den fremragende bog om Blekingegadebanden – fortæller i Nyhedsavisen fra i går om det yderst nære samarbejde der tidligere var mellem Mossad og PET. Israelerne er vist heller ikke så ømskindede med den slags, vel?

Og i et vist omfang er det jo også i orden. Selvom folk i visse henseender er røvere kan man ikke altid afbryde enhver forbindelse med dem. Men disse udmeldninger fremstår jo nærmest som støtterklæringer til anvendelsen af tortur – der er i hvert fald en betydelig risiko for at diverse torturregimer vil opfatte dem som sådan.

På Center For Vild Analyses blog kan man finde en interessant diskussion af samme sag.

Læs historien i den engelske udgave af Le Monde Diplomatique.

Læs mine tidligere beklagelser over den polske regering og Dansk Folkepartis nære forhold til samme her.

Kronikken er skrevet af den fremragende slovenske filosof Slavoj Zizek og er beklageligvis ikke tilgængelig på Informations hjemmeside for ikke-abonnenter. Men man kan læse den engelske udgave af kronikken på Stephen Soldz’ blog.

Og vi ved jo godt i forvejen at de danske soldater i Afghanistan har overgivet fanger til en uvis skæbne. Det samme gør sig formodentlig gældende i Irak.

Når det kommer til den danske regerings medansvar i den forbindelse, så er det jo egentlig kun værd at diskutere hvor stort det er. At stats- og udenrigsministeren i visse sammenhænge har taget afstand fra Guantanamo-lejren kan man ikke give dem meget kredit for. For det ser da ud til at være noget nær det eneste d’herrer har gjort for at modsætte sig de amerikanske forbrydelser.

Vores ledere er medansvarlig, som villige deltagere i “terrorkrigen”, vi er medansvarlige som dem der har valgt og genvalgt disse ledere.

_______________________________

Om den sag, filmen opruller kan bære en rigsretssag er ganske uvist. Under alle omstændigheder vil en sådan næppe blive aktuel – af politiske grunde. Men det juridiske i sagen er sådan set også sekundært. Det vigtigste er regeringens og dens støtters politiske ansvar for den politik Danmark har ført i disse spørgsmål – en politik, som har været alt for ukritisk overfor vores store allierede.

Efterfølgende et program om Nürnberg-processen og Nürnbergprincipperne som Menneskerettighederns vugge. Det var under dette program jeg blev klogere. Nåja – Göringhistoriens detaljer var naturligvis også værd at tænke over. Men historien om menneskeretttighederne indeholdt hele to spændende facts, som jeg ikke tidligere er stødt på.

1. Udover den Internationale Straffedomstol (ICC) eksisterer der to faste menneskerettighedsdomstole. Den europæiske havde jeg naturligvis hørt om, men jeg var ikke klar over at der også fandtes en i OAS‘ regi – OAS er Organisationen af Amerikanske Stater, samarbejdsorganet for staterne i både Syd-, Mellem- og Nordamerika.

Ikke alle staterne i OAS har underlagt sig Den Inter-amerikanske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion, og derfor kan den ikke siges at være så stærk en institution, som sin europæiske fætter. Men den findes dog.

2. Også efter 1. Verdenskrig søgte man at foranstalte et retsopgør med (den tabende sides) krigsforbrydere, bl.a. ved en retssag i Leipzig. Dette forsøg løb dog ud i sandet.

Det er altid spændende at få noget nyt at vide.

Alligevel kan denne nyhed fra BBC (bragt den 21. september i år) nok harme en smule. Ifølge BBC antyder FN’s ledende anti-torturekspert, Manfred Nowak, at det meget vel kan være værre end under Saddam, og at situationen i Irak under alle omstændigheder, med hensyn til tortur og lignende overgreb er “ude af kontrol”.

Jeg faldt over historien hos den britiske gruppe Iraq Analysis, der løbende bringer analyser og nyheder om Irakkrigen.

Som sagt er det meget tænkeligt at hovedparten af disse overgreb begås af grupper der på forskellig vis kæmper mod koalitionsstyrkerne eller den irakiske regering. Selveste præsident Bush har antydet at jihadisterne fra Al-Quaida-inspirerede grupper står for de værste overgreb.

Så kan man vel ikke umiddelbart bebrejde invasionsstyrkerne disse forhold? Selvfølgelig ikke! Men deres øverstkommanderende, selvsamme præsident Bush har i sine taler antydet, at Irak-krigen blandt andet blev indledt for at bekæmpe terroristerne “på deres banehalvdel”, og for på denne måde at forhindre angreb mod Amerikas kerneland. Det trods Irak før invasionen ikke var nogen bastion for islamiske terrorister.

Invasionen af Irak har altså – om det så var Bush og co.’s planlagte hensigt eller ej – hidkaldt rabiate voldsfascistiske jihadkæmpere fra hele verden til Irak, hvor de nu plager livet af det irakiske folk. Hele balladen fortolkes af samme Bush som led i en strategi der skal beskytte Amerika mod terrorangreb.

Irakerne er formodentlig glade for at slippe for Saddam. Mon de er lige så glade for at blive ofret som kanonføde i USA’s kamp mod Al-Quaida? En kamp som deres land, modsat Afghanistan, ind til invasionen ikke var part i.

Hvad angår tortur som statsligt magtmiddel fremstår USA næppe længere som noget lysende eksempel til efterfølgelse – det hedder sig man vil indføre demokrati i Irak: samtidig undergraver man retsstaten på hjemmefronten, jvf. min foregående postering. Hænger det sammen?

Der er ikke noget skisma mellem at bekæmpe radikal Islam og at opføre sig ordentligt.

Der er ikke noget skisma mellem at ville bekæmpe terrorisme og at opføre sig ordentligt.

Tro det eller lad være: Al Qaeda tvinger os faktisk ikke til hverken at torturere eller forsvinde vores fanger – det er nogle beslutninger, vi selv har taget, og de tjener os ikke til ære. I det hele taget tjener de os slet ikke i nogen henseende – men hold da op, hvor er vi seje og beslutsomme, når vi gør det!

Jeg har ikke fået samlet mig til at skælde ud over den nye amerikanske lovgivning, der så vidt jeg har forstået legaliserer visse former for tortur og indskrænker frihedsrettighederne i terrorkrigens navn. Citizen Dane skriver en del om amerikansk politik, så den ged har han barberet.

Citatet ovenfor stammer fra en postering, hvor the Citizen hudfletter Per Stigs tvivlsomme indstilling til denne amerikanske lovgivning. Citizen Dane er intet mindre end den borgerlige anstændigheds stemme i politblogland.

Læs om selvmordsangrebene her og her.

Jeg har haft flere diskussioner med støtter af den siddende regering, som sammenkæder deres påståede kamp mod islamisk fanatisme og undertrykkelse med den førte stramme udlændingepolitik. Hvordan i alverden kan de få denne påståede anti-totalitære kamp mod undertrykkelse ude i verden til at hænge sammen med en flygtningepolitik, der driver asylansøgere fra et islamisk diktatur til selvmord?

Samme debattører vil sikkert juble hvis en ‘atom’krig mod Iran rykker nærmere. Hvordan vil de mon stille sig til de flygtningestrømme der vil opstå i den forbindelse? Hedder det ‘nærområderne’: Irak!?

Fy for pokker!

(Billedet af en iransk dobbelthenrettelse stammer fra Iranian Students News Agency, ISNA)

Som nogen vil vide faldt der for nylig dom i en sag som omhandlede denne ungdomsuskik. Straffene var i forhold til de straffe der gives for almindelig – ufilmet – vold hårde. Der er selvfølgelig nogen for hvem straffen aldrig kan blive hård nok. Det er jo helt som det plejer.

En mere besindig og kyndig stemme peger på at retten kunne og burde have valgt at bestemme at gerningsmændende skulle udrede en godtgørelse til offeret.

Lidt opfølgning på Ammitzbøll-historien er på sin plads nu, al den stund at hans spørgsmål til justitsministeren nu er blevet besvaret. Af svaret fremgår det jo så at videreformidling af videoer, som indeholder vold mod sagesløse i forvejen under visse omstændigheder kan være strafbart.

Der er således ingen åbenbar grund til at ændre lovgivningen. De radikale vil da forhåbentlig heller ikke som annonceret fremsætte noget forslag herom.

Men hvad vil blive husket af de fleste? Selvfølgelig Ammitzbølls strammerballon… Historien er karakterisk for den sjuskede måde retspolitiske spørgsmål ofte ender med at blive behandlet på i bermudatokanten mellem en sensationslysten presse og kortsigtede politikere.