Så hvad med at gå lidt frisk til sagen og se SF’s store vælgertilslutning som et symptom på, at noget er i gang. Som udgangspunktet for det opgør med den kapitalistiske rationalitets irrationalitet, som så mange sukker efter, i stedet for at bruge al energien på at analysere på, hvad SF ikke er. Det er nemlig ikke Villy Søvndal eller SF, som fremover bør påkalde sig den største interesse, men derimod de tendenser ude i samfundet, som partiet politisk har sat i tale.

Noget mindre positive udlægninger kan man finde på Lars Henrik Carlskovs blog eller fra snart sagt enhver anden stemme med Enhedsliste-sympatier.

Hvad mener undertegnede? Tjaeh…

Der findes strømninger inden for den katolske kirke, som jeg synes, der er lige så lidt plads til i Danmark, som jeg synes, der er plads til Hizb-ut-Tahrirs idéer

OK! Jamen selvfølgelig, kunne man jo sige. Såvel autoritære og intolerante katolikker som muslimer må vel være naturlige modstandere for demokratiske, frisindede socialister? Selvfølgelig!

Men hvad er relevansen, for hulen! Hvad i himlens navn er den umiddelbare sammenhæng mellem eventuelle politiske ubehageligheder i den katolske verden i almindelighed eller Østeuropa i særdeleshed og den indvandring Danmark i øjeblikket modtager fra Østeuropa.

Eventuelle sociale, økonomiske, uddannelsesmæssige, boligpolitiske problemer i den forbindelse har da i udgangspunktet meget lidt at gøre med at en vis andel af disse indvandrere eventuelt skulle nære mere eller mindre ubehagelige sympatier i sammenhæng med deres religion, nøjagtig som man for eksempel ikke lader det indgå som et væsentlig element i dansk socialpolitik at ca. en femtedel af danskerne går ind for dødsstraf.

I et læserbrev i Politiken samt indlæg på sin blog søger Krag da også fornuftigvis at nedtone den ‘kulturalisering’ eller ‘religionisering’ af østarbejderne, som lå lige for med tanke på hendes udtalelelser til Politiken.

Men spørgsmålet er jo om skaden ikke er sket? Krags første ‘udfald mod katolikkerne’ vil blive det der huskes. De efterfølgende ganske fornuftige nuanceringer fanges givetvis af færre. På denne måde opnår SF  at tale både til de vælgere der tiltales af idéen om den overlegne dansk-protestantiske kultur og sekundært at lappe på partiets forhold til de vælgere, der ikke er begejstrede for denne ‘kulturalistiske’ tankegang, men i øvrigt nærer sympati for SF.

Det er ikke uproblematisk. For selvom Astrid Krag ikke er nogen Morten Messerschmidt - det hedder for eksempel ikke: “Vi har ikke et østarbejderproblem, vi har et katolikproblem” – taler hun altså om problemet ‘østarbejderne’ på en måde der alt for let forstås i den retning. Uanset hvad der er hensigten, bliver Astrid Krag fanget ind i en måde at strukturere et problemfelt af denne type på, som ikke er i overensstemmelse med hvad der burde være Socialistisk Folkepartis ideologi.

Man kan i den forbindelse stille to spørgsmål:

1. Er dette emne overhovedet noget som et ledende medlem af Socialistisk Folkeparti bør sætte på dagsordenen? Er det væsentligt i saglig forstand samt ud fra en socialistisk politisk vinkel?

2. Hvis 1. kan besvares bekræftende: hvordan kan et sådan emne sættes på dagsordenen på en stærk måde, der markant adskiller sig fra den ubehagelige måde højrefløjen aktuelt er tilbøjelig til at behandle integrationspolitiske emner på (dansk-kristen kulturs overlegenhed, hele befolkningsgruppers identifikation med ekstremisme etc.)?

Socialistisk Folkeparti, samt hele venstrefløjen har al mulig grund til at tænke grundigt over denne og lignende problemstillinger, da der kan stilles tilsvarende spørgmål i forbindelse med SF’s håndtering af mange andre emner indenfor det der med en problematisk term kaldes ‘værdipolitikken’.

Jeg har især hæftet mig ved at SF i forbindelse med emner som retspolitik, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed har været tilbøjelig til at komme med meget skarpe udmeldinger, der ligner skud fra hoften.

Men partiet skal vogte sig for ikke at komme til at spille med på de moralske panikker, som plager tidens politiske klima og afleder opmærksomheden fra emner der fra en socialistisk vinkel udgår langt mere væsentlige og overordnede politisk-økonomiske problemer.

Udsvingene i meningsmålingerne er netop udsving – og så er der oven i købet den statistiske usikkerhed. Desuden kan der tænkes mange andre årsager til dem end netop balladen om I hvem nok hvem. Henrik nævner bl.a. SF’s aktuelle styrke.

Europapolitikken er formodentlig den afgørende forskel på SF og Enhedslisten, i hvert fald hvis man udelukkende kigger på ‘issues’ og ser bort fra organisationskultur etc. Måske svigter den traditionelle EF-modstand evne til at mobilisere venstrefløjens vælgere med tiden?

Helt personligt er jeg på mange måder enig med Enhedslistens kritik af den politik der føres i EU, men jeg har det svært med listens afvisning af overstatsligt samarbejde.

Ud fra en internationalistisk og demokratisk holdning går det bare ikke at Danmark eller Malta i enhver international beslutningsproces skal ligestilles med Frankrig eller Polen.

Men lad nu det ligge. Under alle omstændigheder er det farligt at gå i panik over hele den her Asmaa-ballade. Hvis man tager den lidt med ro og prøver at holde sig til de aktuelle, praktiske og væsentlige politiske spørgsmål, fremfor at fortabe sig i alle mulige mere eller mindre højtflyvende fejder om den rette marxistiske lære så skal vælgerne nok holde ved.

Jeg gør i hvert fald.