Og så kan man jo tænke lidt over om det maskuline perspektiv virkelig er så fremherskende i pop/ungdomskulturen? Drejer det meste sig i grunden om at vise man er bedre end de andre fyre så man kan komme til damerne? Sikkert..

Men pigerne er jo også – stadig mere – med?!

Fremmedhad og irrationel og unødvendig vold eller anden chikane mellem forskellige grupper af mennesker kan vokse frem i alle mulige sammenhænge og give sig meget forskellige udslag alt efter situationen.
Særligt sigende er den uhyggelige dreng til sidst i filmen, som har lært at hinduer skal behandles som skadedyr men som svar på spørgsmålet om det også gælder intervieweren, som er hindu, siger: “Du er ikke hindu, du er muslim”.

Vore lokale fremmedhadere kender også ofte rare og flinke muslimer, men de er jo også rare fordi de nærmest ikke er muslimer! Og det er jo i hvert fald ikke dem ‘forkæmperne for dansk kultur’ er ude efter når de spreder deres hadpropaganda?!

Men til den bog vi har for os her: Status Anxiety - “Statusangst”: 

Alain de Bottons antagelse er at bekymringer vedrørende ens status i samfundet (det nære såvelsom ‘det store’) er den vigtigste årsag til at man bliver ulykkelig. Mennesket er et væsen som er højst afhængig af at føle sig værdsat og elsket. Botton sætter sig for at afdække årsager til og løsninger af statusangst i vores samtid. Han antager at den dominerende markør for social status i den vestlige verden siden det liberale gennembrud som han lader begynder i 1776 – året for den amerikanske uafhængighedserklæring og udgivelsen af Adam Smiths The Wealth of Nations. – har været evnen til at gøre karriere og tjene penge.

Særligt smertefuld er statusangsten i dette liberale paradigme, fordi man i dette, modsat i den tidligere feudale orden, selv er ansvarlig for ens placering i det sociale hierarki. Fødsel eller navn betyder intet – kun ens faktiske bedrifter. Vi er gået fra et aristokrati til et meritokrati. Botton anfægter ikke fordelene ved dette, men peger på at også meritokratiet fører til menneskelig ulykke. Det danner grobund for et særligt ondartet snobberi og en betydelig indsnævring af opfattelsen af det værdifulde ved mennesket.

Alt dette underbygger de Botton med en række velargumenterede og fint, omend ind i mellem let anedoktisk, dokumenterede eksempler og ræsonnementer. På sin hjemmeside omtaler de Botton sine arbejder som “philosophy of everyday life” – det er rammende. Nu skriver jeg anekdotisk – et finere og pænere ord kunne være fænomenologisk.

Alle diskussioner om metoden til side vil selv den mest forhærdede liberale næppe helt kunne afvise Bottons kritik af det meritokratiske kapitalistiske samfund socialpsykologiske funktionsmåde. Han da vil sikkert også blot hævde at der ikke findes noget brugbart alternativ. Men som sagt ønsker Botton også at afdække midlerne til at mindske vores statusangst. Dette er efter min opfattelse det kritiske punkt i bogen.

De fem afsnit hvor de Botton antyder løsninger på statusangsten hedder filosofi, kunst, politik, kristendom og boheme. Det er fem ting der falder i min smag, og de Bottons behandling af disse emner er fortsat fremragende, men det synes mig nu at han visse steder mangler lidt af hvad man kunne kalde kritik af kritikken – vi kunne måske godt tåle at høre lidt mere om begrænsningerne ved disse fem ‘løsninger’ uden at blive kyniske eller resignerede.

I øvrigt fremstår afsnittene om filosofi, kunst og boheme som de mest helstøbte. Det hænger formodentlig sammen med at de Botton primært anskuer problemerne i et personligt,  erkendelsesmæssigt og psykologisk perspektiv. Selvom han er en skarp og dygtig betragter af historien og samfundets tendenser er det som om han mangler sans for at man gennem sociale og praktiske bestræbelser kan påvirke disse tendenser. I de Bottons optik er politik således primært et værktøj til at ændre ens syn på verden; Marx’ 11. Feuerbach-tese rinder en i hu: “Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.”.

Afsnittet om kristendommen rummede da fornuftige dele, men også afsnit som jeg ikke helt forstod, hvor de Botton fremsatte en noget ubestemt og ikke særlig velargumenteret hyldest til en vis – også ret vagt bestemt – form for protestantisme, som skulle skabe en særlig egalitær stemning i samfundet.

Alt i alt har Alain de Botton skrevet et fremragende og velafbalanceret kulturkritisk essay, som kan anbefales til enhver ulykkelig bundskraber eller snobbet bjergbestiger, og da også til alle os andre mellemskravl. Hvornår får vi en dansk oversættelse?

Alain de Botton: Status Anxiety,
Hamish Hamilton, London 2004, 314 sider
 

Alain de Bottons hjemmeside
Se forhandlere og priser på Pensum.dk
Artikel om Alain de Botton på Wikipedia (engelsk)
Udmærket interview med de Botton på Spoiled Ink
En lidt fjollet anmeldelse af bogen fra Kommunikationsforum