Kristendommen er med sine ca. 300 sider og sine mange fine sort-hvide illustrationer en rigtig indbydende bog. Man får her et godt overblik over kristendommens historiske indre udvikling og undervejs også en del oplysninger om religionens vekselvirkning med især det europæiske samfunds historie.

Det er lang tid siden jeg har været så optaget af illustrationerne i en lignende udgivelse. Samlet set er de simpelthen fremragende! Denne bog er ikke som mange tilsvarende historiske fremstillinger fyldt med intetsigende portrætter – her er illustrationerne med til at fortælle historien.

Især et foto af en Mariafigur udskåret i træ, under hvis skjørter hele folket, som en flok bekymrede nisser søger ly, er jeg helt fortryllet af. Bedende middelalderfolk under gudsmoderens beskyttelse – rørende!

Mindre rørende, men illustrativt for disciplinerings- og individualiseringsprocessens mere ubehagelige sider er et billede af kvindefængselskirken på Christianshavn, hvor kirkebænkene var opdelt i celler, kun åbne i prædikestolens retning. Fra den foruroligende ledsagende tekst fra 1893:

Man mene om Cellesystemet hvad man vil – med Kirkegangens Formaal stemmer det i den Grad, at det ubetinget burde indføres ogsaa ude i det frie Liv.

Balling beskriver naturligvis de historiske brudflader, men han er også opmærksom på den historiske kontinuitet. Det udtrykkes for eksempel sådan (på s. 249):

I en religion der er historisk i alle dette ords betydninger, er der ingenting der rigtig dør, og alt nyt der bliver til, må søge at komme til rette med det gamle der ikke dør

Jeg har stor sympati for denne forsigtige og nænsomme tilgang til historien, hvor man ikke stirrer sig blind på en snæver forståelse af ‘udviklingen’, men forstår at historiske omvæltninger sjældent fuldt ud destruerer de hidtidige former.

Når det er snart, så er det selvfølgelig klart at man i en så kort fremstilling af et så omfattende stof må koncentrere sig om nogle overordnede hovedtendenser.  Således savnede jeg undervejs en smule flere oplysninger om to vigtige grænsefænomener, henholdsvis en indre og en ydre: diverse kættere, mystikere etc. og kristendommens forhold til fremmede religioner især i middelalderen og nyere tid.

Dette savn blev dog i nogen grad afhjulpet af et rigtigt godt afsluttende og sammenfattende afsnit under den for religionshistorien som sådan sigende overskrift Én ting – mange ting, hvor man blandt andet kan læse følgende om jødedommen, kristendommen og islams fællestræk:

På disse præmisser udfolder de tre religioners konkret fællesudtryk sig. De taler alle om Guds lov: påbud og forbud, som ikke ligger i “tingenes natur”, men udspringer af guddommelige viljesakter. De taler om folkets ordninger: de politiske og retslige former, som verdens skabelse fortsættes i. De taler om udgang, overgang og vandring [..]. De taler om fortidserindring og fremtidsforventning, samlet i den nutid Gud taler i. Deres hellige handlinger aktualiserer historie, idet de indoptager fortiden og foregriber fremtiden, således som først og fremmest de jødiske og kristne påskeriter viser det. De tænker materielt: kød og blod er hellighedens og guddomsviljens bærere; mennesket lever af brød.

På baggrund af alle disse slægtskabstræk er det ikke overraskende, at det, der adskiller dem, har ført dem til forbitret indbyrdes afvisning. Det er ikke tilfældigt, at jøder og muslimer altid har været sværest påvirkelige for kristen mission.

Derefter peger Balling på Kristusbegivenheden, inkarnationen, “Guds selvafsløring i mennesket Jesus”, som det centrale særpræg ved kristendommen – et særpræg der bevirker en nedrivning af alle religiøse rangforskelle mellem mennesker – “Hvis nemlig Guds selvfornedrelse på én gang er total dom og total befrielse, så har det ene menneske ikke noget at lade det andet høre”. Desuden kommer kristendommen på grund af tanken om Jesu’ korsoffer i særlig grad til at ligge lægge vægt på tro og modtagelse, som den rette religiøse indstilling.

Retorikken rummer altså en del stof man kunne kalde social-psykologi. Men den handler selvfølgelig også om det retoriske håndværk – de teknikker man bruger til at overbevise andre mennesker om dette eller hint.

Et centralt afsnit af Svend Bjergs bog om de fire store teologer P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Johs. Sløk og Regin Prenter, handler om prædikenen – om de fires syn på og praktiske arbejder i den genre.

Svend Bjerg skriver:

Dette topos, at præsten ikke råder for virkningen af sine ord – Gud alene råd – er fast inventar i århusteologernes dialektiske homiletik. De har både ret og uret. Ret, fordi vore ord, både de der forløser, og de der frustrerer, kan bevirke ting, vi ikke har magt over, og samtidig er det selvindlysende, at vi ikke kan tvinge nogen, slet ikke Gud, til at give vore ord opbakning. Uret har de, fordi de er blinde for deres egen, måske ubevidste retorik, men de gør alle brug af et større arsenal af overtalelsesmidler.

Som man ser er det ikke en bog man læser ubesværet uden et vist kendskab til teologisk jargon og historie. Hvis man fx. ikke aner hvem Karl Barth er eller hvad dialektisk homiletik kan være for en størrelse er Århusteologerne ikke stedet at starte. For læsere, der som undertegnede kender lidt til teologihistorie, og gerne vil vide mere om den teologiske debat i perioden, er den dog absolut læsværdig, selvom jeg dog mindes i hvert fald et sted hvor den teologiske fagjargon blev mig lige tæt nok.

Især fandt jeg det interessant at få lidt mere at vide om Regin Prenter, som i dag nok er den mindst kendte af de fire. Prenter er for mig særlig interessant fordi han som barthianer og fortaler for Dansk Samling, såvel teologisk som politisk indtager en position, som er interessant i forhold til Tidehverv. Også P.G. Lindhardt, som jeg kun kender som kirkehistoriker, og for den store debat om ‘det evige liv’, var det interessant at lære mere om. Jeg ser frem til en gang at læse i Lindhardts prædikensamlinger – Lindhardt skulle være en mester i den kunst at prædike.

Svend Bjerg nøjes heldigvis ikke med at referere de fires synspunkter, men sætter dem i forbindelse med hinanden, og forholder sig aktivt og kritisk til dem. På denne måde bliver man klogere på hvorledes og hvordan teologien udvikler sig.

Twinka Thiebaud, som på billedet her ses bag den aldrende Henry Miller, kan man kigge lidt mere på her.

En passage i Twinka Thiebauds forord morede mig så højlydt at jeg blev afkrævet en forklaring hvad der var så sjovt, og herefter på hvad Henry Miller var for en forfatter.

Forklaringen lød sådan cirka: damehistorier og andre anekdoter, (lomme)filosofi, mystik og østens visdom. Rødvinssnak!

En uhøjtidelig men ikke fuldstændig urimelig karakteristik. Min samtalepartner mente det var typisk mig at holde af den slags litteratur. Til det kunne jeg kun smile.

Jeg holder rigtig meget af Henry Miller og deler hans forkærlighed for det eksessive, men jeg tror nu nok jeg er en lidt mere tør og dogmatisk natur end ham. Noget af det spændende ved at læse Miller er netop dette sammenstød – at ikke forstå og dog fascineres. Som når Miller skriver:

Kyskhed er noget selvpålagt, mens uskyld er en tilstand af væren, – man er født med den. Man kan ikke stræbe efter at blive uskyldig, enten er man det, eller man er det ikke. Kyskhed, renhed er, måske den mest betydningsfulde dyd, fordi den kræver hårdt arbejde, disciplin, stræben.

Jeg har i hele mit liv været en uskyldig person. Jeg føler mig ikke skyldig p.gr.a. noget, jeg har foretaget mig, jeg afviser at føle skyld! Jeg påstår ikke, at det er nogen bedrift eller dyd, sådan er jeg bare.

Jeg forstår tanken men rent personligt har jeg overordentligt svært ved at acceptere at nogen på denne måde skulle kunne være uskyldige fordi jeg selv i den grad opfatter mig som skyldig. For mig findes uskyldigheden højst i glimt. Den slags er værd at overveje.

Ganske karakteristisk for det konfliktfyldte og spændstige – nogen ville måske sige overspændte ved Henry Miller – er overskriften på den næste tekst “Hvad der nager mig”! I denne tekst fortæller Miller om sit problemfyldte forhold til sine børn.

Bordmonologer er en herlig let udgivelse. Perfekt til natbordet. En række korte og pointerede tekster, som udgør en fin smagsprøve på Millers forfatterskab.

En af hovedpointerne i min opgave var at Carsten Jensen i sin kritik af de dogmatiske og fantasiforladte træk ved den marxistiske / ideologikritiske litteraturvidenskab, trods det at Folkelighed og utopi tager udgangspunkt i Fiskerne, ikke griber fat i Ralf Pittelkows arbejder* om samme roman, som selvom der findes værre eksempler, dog med rette kan anklages for at være om ikke – i hvert fald ikke stærkt  – dogmatiske så dog præget af et noget fantasiforladt litteratursyn samt en problematisk historieopfattelse.

Noget af det kritisable ved Pittelkows læsemåde er at han opfatter romanen som sekundær i forhold til Hans Kirks kritiske artikler om de religiøse forhold i landbrugslandet Danmark. Romanen opfattes blot som en anskueliggørende illustration af Kirks religionskritiske artikler.

Dermed ikke være sagt at disse artikler er uinteressante – heller ikke i forhold til Kirks roman. Tankerne i “Religion og Hartkorn” som først blev udgivet i tidsskriftet Clarté har fået en bemærkelsesværdig indflydelse på danskernes historieopfattelse. Denne og flere andre artikler og essays finder man udvalgt og med forord af den legendariske Børge Houmann i Det borgerlige frisinds endeligt – det er denne bog som er udgangspunkt for dette udsædvanlig fyldige reolgennemgangs-indlæg.

I “Religion og Hartkorn” fremsætter Kirk med stor skråsikkerhed den tese at udbredelsen af grundtvigianismen henholdsvis Indre Mission skal forstås i sammenhæng med de økonomiske forhold på landet, idet områder med dårlige jorder bliver missionske, mens mere velhavende områder bliver grundtvigianske. Denne tese fik blandt andet gennem kirkehistorikeren P.G. Lindhardt betydelig indflydelse i det 20. århundredes danske kirkesociologi og -historie.

Den stemte bare ikke. Et grundigt forskningsprojekt ledet af Anders Pontoppidan Thyssen (Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede) har vidst at den simple sammenhæng mellem økonomi og vækkelsesretning som Kirk og Lindhardt arbejdede med ikke holder vand. Ikke desto mindre tror jeg stadig Kirks opfattelse er ret almindeligt udbredt i en folkelig/populær sammenhæng – det har så blandt andet noget med Fiskernes (både romanen og tv-serien fra 1977) popularitet at gøre.

Jeg har altså når det kom til Kirks journalistiske forfatterskab især interesseret mig for hans religionskritik – og den fylder da også noget i Det borgerlige frisinds endeligt. Og på mange måder må jeg sige at jeg foretrækker Kirks klassekæmpende og bevidst partiske religionskritik fremfor meget af vor tids moralistiske og fladt liberalistiske religionskritik. Kirk har ikke samme afsky for de primitive og forhutlede troende masser som jeg fornemmer hos mange af nutidens aktivistiske ateister og ‘rationalister’. Kirk har en delvist ubevidst forståelse for de behov som religionen opfylder hos de troende – og den styrke som troen kan give dem.

Hos mange af vor tids ‘kulturradikale’ og ‘oplysningsfolk’ er denne forståelse erstattet af ren og skær væmmelse og forargelse – fordømmende følelser som dybest set udspringer af en uhyre snæversynet og ahistorisk selvhævdelse: jeg er topmålet af menneskelig udvikling – enhver tanke tænkt før mig må være ubrugelig, mærket som den er med tidligere tiders primitivitet. Denne overdrevne selvhævdelse udspringer kanske til dels af den indre tomhed som følger af den mangel på ubetinget kærlighed som kapitalismens konstante krav om individuelle præstationer skaber. I Carsten Jensens læsning af Kirk - som står i stor gæld til den marxistiske tænker Ernst Bloch – finder man en anden respekt for de overleverede historiske former.

Jeg plejer jo at bringe et citat – Kirk gengiver i essayet “Den sociale ønskedrøm” et morsomt folkeeventyr og analyserer det (fremhævelserne er mine):

Tre fattige karle skal ud at tjene. Den ældste går først ud for at søge plads og møder en venlig mand, som netop skal fæste tyende og byder en skæppe sølvdalere i halvårsløn. Men han forlanger, at karlen skal op af sin seng, når hanen galer, og at han skal altid lystre, hvad der end bliver sagt til ham. Og der er endnu en lille bestemmelse: den, som først bliver vred, har brudt aftalen, og der skal skæres en rem af hans bag og en rem af hans bug, og salt og peber strøs i.

Karlen tager pladsen og står op ved hanegal og udretter, hvad der bliver ham befalet. Men han får ikke mad hverken den første dag eller den anden dag; den tredje dag blive han knotten og giver ondt af sig, og husbonden – trolden, som han jo er – skærer en rem af hans bug og en rem af hans bag og strør salt og peber i. Så går karlen hjem til sine forældre for at pleje sine vunder, og den næste broder prøver sin lykke. Det går ham på same måde.

Den tredje søn, eventyrets Hans, tager derefter plads hos trolden. Og han lystrer til punkt og prikke. Hvert ord, der udgår af husbondens mund, tager Hans i den bogstaveligste forstand, og inden lang tid er troldens landbrug lagt øde, hans kvæg dræbt, gården brændt, hans børn slagtede og hans kvinde slået for panden. Da trolden ser sin kone død, bliver han alligevel noget utålmodig og skælder ud, og så er det ham, der bliver flået og prøver, hvordan salt og peber svider i sårene. Hans drager bort med sin skæppe sølvpenge.

Eventyret, som nok ikke er meget gammelt, må ses på baggrund af tyendeforholdende på landet i ældre tid. Det var ikke noget herreliv – hårdt arbejde og ringe kost, og tabte karlen besindelsen og gav ondt af sig, blev han jaget af pladsen, og der blev skåret en rem af hans bag og hans bug. Kniven var tyendelovgivningen, som tog nok så meget hensyn til husbondens interesser som til tyendets. Bag den muntre form skjuler sig en ætsende ondskab, og meningen er ikke til at tage fejl af. Klassehadet lyser ud af fortællingen. Har man ikke kunnet ændre virkeligheden, har man til gengæld gjort sig betalt i ønskedrømmen.

Spørgsmålet om diverse kulturelle former og udtryks – det være sig litterære, humoristiske, religiøse etc.  – forhold til den politiske kamp for et bedre samfund er i høj grad aktuelle.

Er satire et vigtigt politisk kampmiddel eller medvirker satiren i virkeligheden til at opretholde den herskende orden ?

Kan religiøse følelelser eller ideer ‘bruges’ i og af progressive politiske bevægelser eller er de med nødvendighed reaktionære?

Man kan finde Det borgerlige frisinds endeligt, som er en Uglebog, hos mange antikvariater.

Læs mere om min reolgennemgang.

_____________________________

*Pittelkow, Ralf, »Religionen, arbejdet og naturen. En analyse af Hans Kirk: ‘Fiskerne’«. I: Analyser af danske romaner II, 1977, s. 102-233
Holmgaard, Jørgen & Ralf Pittelkow, »Samfundskritik eller sjælepleje? Aage Henriksen og ‘Fiskerne’«. I: *Litteraturvidenskab. 1974. S. 5-43. ( < Poetik, IV:4, 1971, s. 1-39.) (Cf. nr. 748.)>Udgivelsesår: 1974

Det giver imidlertid ikke meget mening at læse Suzanne Brøggers essays – her samlingen Sejd med et snævert vidensperspektiv for øje. Vistnok kan man blive klogere på mange ting ved at læse Brøggers meget personlige, men også alment orienterede overvejelser over kønslivet, samfundet og moralens veje og vildveje, men her drejer det sig altså i høj grad om at skærpe sanserne. Ind i mellem bliver Brøggers overvejelser mig en smule for kategoriske – som når hun i essayet “En køn historie – et kvart århundrede efter” med henvisning til en eller anden historiker (Gordon Rattray Taylor) påstår at vores samfunds overordnede kønslige tanke- og funktionsmåde er skiftet fra at være patristisk – ikke nødvendigvis mandsdomineretet, men styret af mandlige værdier – til at være matristisk: styret – eller rettere ikke styret – i overensstemmelse med kvindelige værdier.

Jeg er på forhånd dybt skeptisk indstillet overfor den slags uforbeholdne enten-eller diagnoser – nøjagtig som jeg er overfor de fleste konspirationsteorier og forfaldshistorier. Hvorfor er det så til at holde ud at læse alligevel? Jo – for det første er det helt tydeligt at Brøgger ikke er ude efter den store forkromede analyse, men den løbende overvejelse, forsøget på at forstå tiden i flugten, for det andet anvender Brøgger ikke sine forudantagelser, fordomme og begrebsapparater uden en vis nænsomhed. Her er plads til detaljerne, den lille forskel og den slags: det skærper sanserne.

I “Kritik der Giraffe” fortæller Brøgger morsomt om da giraffen kom til Europa:

Tout Paris slog sig løs i eufori over giraffens ankomst. Man inviterede til giraf-baller – bals de girafe – høj og lav var med på den sidste girafmode. Der blev lavet giraf-revyer og bagt giraf-kager. I Wien dansede man giraf-valse og spiste giraf-tærter. Og i England drak man te med girafsmag.

Hun fører også en del samtaler blandt andet med selveste Dronning Magrethe og med den palæstinensiske aktivist Liana Badr, som i 1998 siger følgende om Netanyahus aggressive politik:

[D]et er en meget farlig politik for israelerne. For selvom det på kort sigt vil blokere muligheden for en palæstinensisk stat, så skaber det på længere sigt den demokratiske, ikke religiøse bi-nationale stat, som vi oprindelig kæmpede for under revolutionen. Et Palæstina for to folk!

- Historiens blodige ironi. For selvom de helst ikke vil se os i øjeblikket, ligesom de hvide ikke ville se de sorte under apartheid-styret i Sydafrika, så ender det med, at de bliver tvunget til at se os. [..] Der vil blive mere lidelse de næste ti år, men en dag får vi vores uafhængighed, uanset rammerne – inden for den israelske stat.

Liana Badr sammenligner også Israel/Palæstinas historie med den bibelske historie om kong Salomon om de to kvinder, der ikke kan blive enige om hvem af de to der er moder til et nyfødt barn – Suleiman hedder han på arabisk. Det er en tankevækkende, men måske også lidt forvirrende sammenligning.

Teksten “Røvhullets evangelium” fra 1988 er et opgør med forbrugerismen. Igen er det noget udistinkt, men ganske slagfærdigt:

Hver dag bliver man kaldt “forbruger”. Offentligt. Som om det var en neutral identitet. Men jeg synes, den er skammelig. Injurierende. jeg ville hellere tiltales som forbryder. For kan man overhovedet leve uden at komme til at forbryde sig? Men man må da kunne leve uden at for-bruge. Ligesom det må være muligt at spise, uden at kaste op.

Ikke desto mindre er hele markedet tilrettelagt med at henblik på at få os til både at købe og at have bræk i munden, med et tandpastasmil på.

Suzanne Brøgger er slet ikke dårligt selskab. Vi vender sikkert tilbage til hende.

I dag vil jeg gerne afslutte Erik Bjeragers Gud bevare Danmark som er sjov at læse i forbindelse med Kepel – Bjerager lyder i lange stræk som en af Kepels katolske genrejsningsmænd. Kepel nævner blandt andet kardinal Ratzinger, nu pave Benedict 16. Bjerager og paven deler fx. tanken om at den moderne verden bliver totalitær hvis den vil være gudløs. Sovjetkommunismen er kerneeksemplet.

Bjeragers bog er nu – indtil videre – bedre end jeg havde regnet med ud fra diverse anmeldelser, selvom jeg især godt kan følge Tudvads indvendinger mod Bjerager. For selvom jeg er uenig med Bjerager om mange konkrete ting og  mener han skyder langt over målet når sekularismen mere eller mindre som sådan gøres totalitær, så er det dog rigtigt at der for tiden huserer udgaver af sekularismen, som er villig til at ofre portioner af åndsfriheden for at blive fri for religionen. Jeg har tidligere omtalt den slags som hysterisk sekularisme.

Og så til Wittgenstein. Jeg er ikke den rette til at skrive nogen introduktion til denne fremtrædende østrigske filosof. Jeg kender Heidegger bedre. De er begge født i 1889 – samme år som Hitler – og begge kandidater til titlen som det 20. århundredes vigtigste filosof.

Men som sagt, jeg er ikke den rette til at skrive nogen Wittgenstein-introduktion, jeg kender ham simpelthen alt for dårligt. Desværre. Så i stedet for må det blive ved et par løsrevne citater, passende nok, da Kultur og værdi. Spredte bemærkninger består af mere eller mindre løsrevne tekststykker fra Wittgensteins efterladte papirer.

Tradition er ikke noget, man kan lære. Den er ikke en tråd, man kan tage op efter forgodtbefindende; lige så lidt som det er muligt selv at udvælge sine aner.

Den, der ikke har nogen tradition og gerne vil have en, han er som en ulykkelig forelsket.

(1948)

For filosoffen vokser der bestandigt mere græs i dumhedens dale end på klogskabens nøgne tinder.

(1949)

Dette sted minder mig forresten om noget jeg læste på en blog ved navn Lossepladsen 

Hvordan Gud dømmer mennesket, kan man slet ikke forestille sig. Hvis han virkelig tager fristelsens styrke og naturens svaghed med i betragtningen, hvem kan han da fordømme? Men er det ikke tilfældet, så vil resultanten af disse to kræfter netop være det mål, mennesket var prædestineret til. Mennesket blev altså skabt for enten at sejre ved hjælp af kræfternes sammenspil, eller for at gå under. Og det er overhovedet ikke nogen religiøs tanke, men derimod snarere end videnskabelig hypotese.

Hvis du altså vil forblive i det religøse, så skal du kæmpe.

(1950)

Wittgenstein er bestemt værd at læse, der er meget som er svært at forstå, men alene for den melankolske fornemhed er det det hele værd. Vi vender tilbage til ham senere.

For mig, som for mange andre var Broby-Johansen først og fremmest kunstpædagog. En tid lang havde jeg intet mindre end tre udgaver af hans meget populære Verdenskunst-Hverdagskunst som kort og smukt formidler kunst- og i særdeleshed stilhistorien i meget brede linier fra hulemalerierne til det 20. århundrede. 

I Imprimatur har Broby selv udvalgt diverse skrifter om kunst, kultur, politik m.m. fra alle årene, og forsynet dem med små tilbageskuende kommentarer. Skrifterne er opstillet kronologisk, så man får et indtryk af Brobys udvikling gennem årene. Min udgave er fra 2000 og forsynet med et efterskrift af Morten Thing, som er kilden til mine oplysninger om Brobys liv.

Næstefter Verdenskunst-Hverdagskunst og sit kunstpædagogiske virke er Broby måske mest kendt for den famøse ekspressionistiske digtsamling BLOD, som blev beslaglagt som utugtig – BLOD er også optryk i Imprimatur*.

Brobys historie som politisk menneske er mildest talt broget. Medlem af DKP 1921, smidt ud af partiet pga. uoverstemmelser om linien i det kommunistiske studenterarbejde – partiet havde et tvetydigt forhold til de intellektuelle og krævede i hvert fald at de underordnede sig partiets linie. Efter bruddet dannede Broby sit ‘eget’ parti - Kommunistisk Arbejder- og Husmands-bevægelse, som hurtigt døde ud.

Han deltog i det anti-fascistiske og tværsocialistiske arbejde i Clarté og Monde-gruppen sammen med blandt andre Hartvig Frisch. Dette projekt brød efter en tid sammen på grund af modsætninger mellem kommunister og ikke-kommunister; herefter blev Broby en hadefigur for DKP, bl.a. lader Hans Kirk ham omtræde i nøgleromanen Mørke magter som den groteske figur Jensens-Skævs. Mørke magter skal være en meget ondskabsfuld propagandistisk roman.

En tid flirtede han med Maos Kina og hyldede kulturrevolutionen, men i 1984 – af alle tidspunkter – vendte han tilbage til DKP. Broby var en oprørsk enspænder, men også en værre stalinist. I en kommentar fra 1978 kan man fx. læse om hvordan Moskvaprocessernes grusomheder blev overdrevet af den borgerlige presse og i øvrigt blandt andet var baseret på falske oplysninger fra det amerikanske udenrigsministerium, som Stalin skulle have betvivlet!

I en kommentar til den seneste reolgennemgangspostering om de to samlinger af Brandes-tekster nævnte jeg at de kulturradikale, hvortil Broby med rimelighed kan regnes, modsat Brandes ikke hyldede geniet som kulturens kilde**. Vi ser et eksempel her i en tekst fra 1935 om “Filmens forbandelse og opstandelse”

Men den adskiller sig fra de gamle kunster i det, at den ifølge selve sit væsen er kollektiv. Én mand skriver bogen, én mand maler maleriet. Filmen er et resultat af mange menneskers komplicerede samarbejde. Hvor meget man end propaganderer personligheden, hvor meget man end reklamerer for stjernerne og søger at indbilde publikum, at det er dem det drejer sig om. Det er ikke desmindre åbenbart soleklart, at ingen film er et enkelt genis værk, men en helhed af manges skabende samarbejde.

[..]

Den gamle illusion om den enkeltes overragende betydning, som er en af det bestående systems hovedstøtter, smuldrer for denne sammenhængende afsløring af, at den er et falsum. Og hvis menneskehedens masser opdager at hver enkelt af dem også er et menneske med menneskelige rettigheder, er kapitalismen dømt.

*Bare rolig – jeg vil vende tilbage til BLOD ved en senere lejlighed. Pornografisk lyrik, det er noget for alle kunstbøsser!

**Et af Brandes essays hedder såmænd ”Det store Menneske, Kulturens kilde”: intet mindre.

Dersom vi nu med Ligegyldighed saa paa Slesvigs Fortyskelse, saa vilde i Fremtiden Alt, hvad fremragende Landet frembringer, gaa til det tyske Rige – og vi lide et uoverskueligt Tab. Desuden kan vel intet tænkende Menneske nære saa barnagtig en Tro som den, at Kongeaaen vilde afgive et Skel, der bød Fortyskningen Holdt. Nej Tysken vilde som med tusind Tunger slikke sig op nordpaa, og dansk Sprog snart være et Væsen, hvori der var gaaet galopperende Svindsot.

Jeg forstaar det Standpunkt, hvorfra der siges: Det er allerbedst for saadan en lille gammel ting som Danmark, at det tilintetgøres og gaar op i Tyskland. Hvad gør det, om Kongen hedder Christian eller Wilhelm! Synderlig Fordel har jo dog de Færreste af at være Danske. – Dette er et naturstridigt Standpunkt; men det er Nyttesstandpunktet.

Jeg forstaar derimod ikke, at man opgiver Interessen for Sønderjylland uden samtidigt at opgive Interessen for danmark – og det gør Ungdommen i vore Dage hyppigt.

Hvad her røres ved, er end ikke Spørgsmålet om vor Bestaaen som Stat, men blot som Aandsvæsen. Vi er altfor faa; vi kan ikke slippe et Element, der har tilført os saa meget af vore allerbedste Kultur.

Selvom vi var erobrerede, vilde Spørgsmålet endnu foreligge.

Det vil måske overraske nogen men ordene er Georg Brandes’. Den store radikaler og europæer var tydeligvis ikke blottet for nationalt sindelag. Hans Hauge kalder ham et sted nationalliberal – det er nu nok så meget sagt. I den almindelige historieskrivning refererer betegnelsen nationalliberal til en ret specifik gruppe af borgerlige akademikere som kombinerede økonomisk og politisk liberalisme med nationalisme – i Danmark er de især blevet forbundet med den fejlslagne politik i forhold til Slesvig-Holsten.

Som de nationalliberale har Brandes åndshistorisk sine rødder i det 19. århundrede. Men jeg tror nu det er uretfærdigt at putte ham i den kasse. Nøjagtig ligesom man ikke uden videre kan slå ham i hartkorn ham med de senere kulturradikale.

Jeg har egentlig aldrig interesseret mig synderligt for manden, men har alligevel et par bøger af ham. Citatet ovenfor stammer fra en uglebogsudgave fra 1963 af hans Essays.

Desuden finder vi på dette sted i reolen et tekstudvalg redigeret af Peter Thielst Georg Brandes 1870-1890 – et udvalg. Her kan man bl.a. læse tekster fra den store nordiske sædelighedsfejde, en debat som udspillede sig i 1880′erne om seksualmoral. Givetvis ganske interessant, men det fangede nu ikke min interesse.

Det gjorde til gengæld essayet “Om læsning” hvor Brandes blandt andet skriver følgende:

Der gives i vore Dage en Overtro paa saakaldt almindelig Dannelse – et Ord, jeg er lidt bange for. Man læser for at opnaa almindelig Dannelse. Den bliver let saa almindelig, at der slet ingen Dannelse bliver bliver af. Man læser snart om Hvaler, snart om Kongostaten, snart om Skuespilkunst, snart om Tænder, snart om Socialismen i Baiern, snart om Folkeviserne i Serbien, snart om Revolutionen i 1830 – mellem hverandre for at dannes almindeligt.

Men alle mennesker, der kan Noget, kan noget Særligt. Fra det Særlige aabner sig Vinduer ud mod det Almene. Men der fører langt færre Veje fra det rent Almindelige til Særkundskaben.

[...]

Altsaa: Saasnart en Person eller en Sag interesserer min Læser, saa er Raadet det: Bid dig fast i den fordyb dig i den! Du lærer tusinde Gange mere derved end ved at fordybe dig i tusinde Sager og Personer. Genstanden udvider sig for dit Blik og omspænder efterhaanden en hel Horisont. Men begynd aldrig med Horisonten, det er at stirre ud i det Blaa.

Det kan man så tænke over, apropos mine overvejelser om denne blogs noget blandede indhold. I øvrigt kunne noget nok tyde på at Brandes næppe ville bryde sig meget om det orgie i sporadisk læsning, som reolgennemgangen er. Jeg er i hvert fald ikke sikker på om det er sundt for mig med al den adspredelse. Jeg har svært nok ved at koncentrere mig om ting i forvejen.

I gymnasiet, allerede i 1. g. tror jeg, blev vi indforskrevet til at læse denne på daværende tidspunkt for mig helt ukendte norske forfatters roman om besættelsestiden Mødet ved milepælen. En fremragende roman som ikke bare behandlede nazismen på en interessant måde, men også var en fin historie om en mands ungdom og tidlige voksenår.

Sigurd Hoel nævnes som en af ophavsmændene til begrebet kulturradikalisme og hans indsats såvel i litteraturen som i den kulturpolitiske debat indgår klart i den kulturradikale strømning. Hoel var særligt optaget af Freud og lærte af denne om det irrationelles og følelseslivets betydning for mennesket. Han var derfor opmærksom på farerne ved kun at regne med rationaliteten.

Jeg plukker fra hele to af bogens essay, det første er skrevet i forbindelse med Hamsuns død i 1952. Diskussionen om Hamsuns værkers litterære værdi set i lyset af dennes tyskvenlighed virker muligvis lidt altmodisch, men dengang var den jo stærkt aktuel, og Hoels nuancerede behandling af emnet er eksemplarisk.

Hva så med Hamsuns diktning?

Noen – særlig folk utenfor Norge – vil si: Mannen for seg, diktningen for seg.

Det er bare en flukt fra problemet.

[...]

Andre vil kanskje si: Det er urett å gi en gammel manns handlinger tilbakevisende kraft. Det er sant – og samtidig kan også det bli en flukt fra problemet. Det er og blir et faktum at en manns handlinger i nutiden kan kaste nytt lys over hans virke i fortiden. Det er blant annet det som er skjedd i tilfellet Hamsun.

Skal vi altså blande politikk inn i vurderingen av en stor diktning?

Det er vi pent nødt til å gjøre, hvis vi ikke vil lage kunstige båser og avlukker i vår egen hjerne.

Ut fra dette helhetssynet (som de kaller det) tar i dag mange nordmenn avstand fra hele Knut Hamsuns diktning. De fordømmer den moralsk, om man vil – også de bøkene Hamsun skrev 30-40 år før han hadde hørt Hitlers navn. De sier om bøkene hans, at de var nazisme i dikterisk form.

Men hva da med disse damer og herrer selv? Mange av dem var i tidligere år henførte leser av Hamsun.

Heldigvis, også for dem selv, gjør de seg skyldige i en utilbørlig forenkling.

Det som redder en stor del av Hamsuns diktning, det er at nazismen tross alt bare var en stripe i mannen. Han diktet på helt andre kilder i seg – på følelse og medfølelse, ikke på hårdhed, hovmod og hjerteløshet.

Det er blitt sagt at Hamsun var kunstner i hver fiber. Det er ikke sant. I flere av de romenene som er nevnt ovenfor kan vi se hvordan dikterens politiske meninger og hans agitasjon for disse meningene ligger i bøkene som fremmedlegemer, som stein i åkeren.

Men i en lang rekke av hans bøker finnes det ingen agitasjon overhodet i dette ords grove betydning. De er rett og slett kunstverker, skapt av en langt rikere personlighedt enn den som kom til orde i hans politiske uttalelser de siste årene.

At Hamsun også i disse bøkene ofte gjør seg til talsmann for verdier som ikke var eller er i kurs, er en annen sak. Derav følger ikke at alle disse verdiene er å forakte.

Vi skal vel ikke ha ensrettet litteratur heller.

Det andet essay jeg vil citere fra stammer fra 1952 og hedder “Vår liberale arv”. Det er meget passende at jeg sprang Orwell over tidligere, for han ville formodentlig være enig med mange af Hoels tanker i dette skrift.

Som man vil kunne læse det beskrevet i Morten Things fremragende bog om DKP og de intellektuelle Kommunismens kultur indtog de danske ledende kulturradikalere meget forskellige holdninger til DKP og Sovjetunionen. Nogen, PH fx. bevarede deres uafhængige position, mens andre, som fx. Hans Kirk, blev lydige partisoldater.

For Hoel var det en selvstændig ambition som fri intellektuel at være uafhængig af de politiske partier, men trods essayets skarpe kritik af det norske socialdemokratiske Arbeiderpartiet, fornemmer man nok at Hoels sympati trods alt ligger der. Sovjetunionen har han ikke noget til overs for. Essayet handler om farerne ved den tiltagende statslige kontrol og centralisering. Hoel indrømmer at det naturligvis er langt værre i Sovjet, men afslutter med følgende betragtninger:

Ingen regjering ønsker på forhånd en slik terrorsituation som – blant meget annet – skaper og må skape angst hos alle; angst hos det flertall som blir undertrykt, angst hos det mindretall som undertrykker.

[..]

Enhver regjering ønsker mest av alt å bli elsket. Men kan den ikke bli elsket, så ønsker den undertiden det nest beste – å bli fryktet.

Vi skal frykte og elske Gud, står det i Luthers katekismus.

Selvsagt har Stalin ønsket å bli elsket. Han klarte ikke det. Så har han sørget for å bli fryktet. Og for øvrig er han en fange i sitt eget system.

Er våre regjeringer fullstendig frie i forhold til sine systemer?

Da Koestler for en tid siden kom til Amerika, ble han intervjuet av en gruppe amerikanske journalister. Da brukte han det uttrykket at valget i dag, det står ikke mellom svart og hvitt – de vestlige demokratene bør ikke et øyeblikk innbille seg at de er hvite. Valget står mellom svart og grått.

Vår oppgave i denne tiden må bli, så godt vi kan, å sørge for at valget kommer til å stå mellom svart og lysegrått. Vår plik er å stritte imot når hjulet ruller, eller sleden glir henimot det mørkegrå.

Vi må bevare vår liberale arv. Vi må redde det som reddes kan av den, før den blir totalt beslaglagt ved arveavgift til staten.

Situationen er naturligvis ganske anderledes i dag, men visse grundlæggende indsigter bliver dog stående: at man aldrig skal tro sit eget samfunds sti helt ren og at man altid skal vogte sig over magtens indbyggede faremomenter, uanset magthavernes gode intentioner.

Den næste morgen gik vi hen for at se den berømte “yeti-skalp” som opbevares i Khumjungs gompa. Opsynsmanden havde struma. Fra en aflåst kasse fiskede han en håret læderhue frem, lidt i retning af en mongolsk hjelm, formet i ét stykke og farvet med henna. I underkanten var der boret flere pæne huller, formodentlig til at fastgøre en skygge.

“Det må være en eller anden form for dansehat,” sagde jeg.

“Men hvad er det for noget skind?” hviskede Elizabeth.

“Gammel ged,” hviskede jeg tilbage; for denne “skalp”, og den i Pangboche formodes, efter eksperternes mening, at være lavet af en vildged der hedder serov.

“Men hvad det end er,” fortsatte jeg, “så er det afgjort ikke et falskneri.”

Jeg stak en seddel i opsynsmandens hånd, og vi forlod landsbyen.

En episode fra Bruce Chatwins Hvad gør jeg her, s. 93. Bruce Chatwin er uddannet som arkæolog og i følge bogens omslag specialist i nomader. Han har skrevet både romaner og rejsebøger.

At dømme efter en smule bladren i Hvad gør jeg her er Chatwin både en fin fortæller med sans for detaljen og en vidende, muligvis let melankolsk, iagttager af verdens mangfoldighed.

Og så er I hvalfiskens bug dukket op. Jeg har før læst i dette udvalg af George Orwells essays. Men ikke nok. Særligt ville jeg gerne læse essayet om Henry Miller, som har leveret titlen til hele samlingen. Og så ville jeg i øvrigt også rigtig gerne læse noget mere Henry Miller. Jeg gik i stå midt i Kolossen fra Maroussi for nogen år siden.

Orwell er en meget vigtig stemme fra midten af det 20. århundrede. Hans bog om det idealtypiske totalitære diktatur 1984 er et helt afgørende værk, som på godt og ondt har præget og fortsat præger manges tanker om samfund og politik.

Også hans mindre tekster er værd at læse, både som vidnesbyrd om tiden, men også for Orwells alvorlige, til tider stålsatte, men også åbne diskussioner af diverse litterære, kulturelle og politiske spørgsmål.

Jeg orker ikke at finde en passende passage at citere, for jeg er ved at være rigtig godt træt af midten af det 20. århundrede lige nu. I går Camus, nu Orwell men især DKP’s gamle forlag Tidens udgivelse Marx/Engels: Udvalgte skrifter i to bind. Min udgave er fra 1973, og er forsynet med et rædselsfuldt forord fra 1951, som er udarbejdet af Marx-Engels-Lenin Instituttet ved SUKP(B)s* Centralkomité:

Der er en ubrydelig indre enhed mellem den proletariske socialisme og den dialektiske materialisme, som er det revolutionære proletariats verdensanskuelse: “Marxismen” skrev kammerat Stalin “er ikke blot socialismens teori, den er en helstøbt verdensanskuelse, et filosofisk system, der af sig selv fører til Marx’ proletariske socialisme”

[..]Proletariatet, den revolutionære klasse, der er kaldet til at omforme verden, kan ikke have nogen anden filosofi end den dialektiske materialisme, fordi den er den eneste virkeligt videnskabelige verdensanskuelse.
[..]
To af videnskabens store foregangsmænd, Lenin og kammerat Stalin, løste også denne verdenshistoriske opgave. De videreudviklede Marx’ og Engels’ lære og hævede den op på et nyt trin.
[..]
Lenin-Stalins parti udvikler den marxistiske-leninistiske videnskab ved at berige den med nye teoretiske sætninger og lader sig bestandig lede af den i sin virksomhed.

Ellers rummer første bind Manifestet samt diverse andre politiske skrifter med relation til 1. internationale, uddrag af Kapitalen og andre økonomiske værker samt Marx’ (samtids)historiske skrifter om brydningerne i Frankrig og en tekst om briternes herredømme over Indien. Anden bind er mest skrifter af Engels. Jeg har bladret lidt i Marx’ historiske skrifter, som jeg gerne ville læse, men som er svære at forstå uden lidt frisk viden om perioden.

_______________________

*Sovjetunionens Kommunistiske Parti (Bolsjevikkerne)