Her skriver Bent Jensen blandt andet om behandlingen af det speciale som ligger til grund for Møllers bog:

Det er værre for universiteterne. Hvis de mener, at begavede og kritiske studenter skal trynes og bortjages, går de deres egen undergang i møde.

De ord klinger temmelig hult i Bent Jensens mund, når man tænker på hans engagement i sagen om et andet speciale. Man kan blandt andet læse om sagen i Forskeren (pdf).

Det er selvsagt skadeligt for samfundsdebatten hvis politikerne søger at begrænse andres adkomst til at udtale sig om politiske emner, fx. ved mere eller mindre direkte at true folk på deres levebrød. Det skal selvfølgelig ikke forhindre politikerne i at foretage sagligt begrundede prioriteringer af de offentlige forskningsmidler. Men hver enkelt forsker skal bedømmes som forsker, ikke primært på sine udtalelser til pressen, men på sin forskning.

Det er i øvrigt naivt at tro at forskere indenfor de humanistiske og socialvidenskabelige felter agerer objektivt eller fuldstændig uhildet, i særdeleshed når disse udtaler sig til pressen om aktuelle emner. Forskningsformidling i pressen er en kilden sag – og det kan sagtens gå galt, fordi journalister ofte tænker på en ganske anden måde end forskere gør (jeg har tidligere omtalt et interessant eksempel).

Men forskningen kan altså som antydet ofte på sin vis ligesom pressen siges at være mere eller mindre ‘vinklet’ – og i hvert fald kommer en del forskere i kraft af deres ‘medieprofiler’ til at virke som egentlige politiske agenter – om det er bevidst eller ubevidst kan man ind i mellem være i tvivl om, men det er et fænomen man gør klogt i at være opmærksom på som offentlig figur. Selvom forskning med holdning ikke nødvendigvis er dårlig forskning – så skal det forskningsmæssige jo under alle omstændigheder være i orden.

Pressen kan muligvis i nogen sammenhænge kritiseres for til stadighed at vælge de samme ‘ekspertvidner’ – eller for at anvende eksperterne på en forkert måde. Værst går det vist gerne med pressehistorier af typen “En ny undersøgelse viser” – ofte viser undersøgelsen ikke helt det journalisterne vil have den til, eller den viser det i hvert fald ikke med den styrke de tillægger den.

Og der er da sikkert også en forsker eller to som har sagt mere eller mindre tåbelige ting til diverse medier – det berører som nævnt ikke nødvendigvis kvaliteten af samme forskeres forskning.

Men at politikere eller andre offentlige personer, som bliver stødt på manchetterne over en forskers udtalelser til et medie henvender sig til samme forskers overordnede, rektor, institutleder eller lign. med henblik på at få berigtiget vedkommendes udtalelser eller bare i almindelighed chikanere vedkommende – det har jeg ærlig talt svært ved at indse rimeligheden af.

Offentlig debat bør klares i offentligheden – og hvis man i den grad føler sig stødt over noget, nogen i offentligheden har sagt om én, kan man vel klare det i al mindelighed ved en høflig personlig henvendelse.

Forskere skal ikke trues på deres levebrød, fordi magtfulde mennesker er uenige med deres vurderinger. Det samme gælder i øvrigt journalister, sygeplejersker eller rengøringsassistenter.

S: Taberuddannelser skal have mere prestige.