For cirka to år siden afleverede jeg en opgave i faget litteraturhistorie om Hans Kirks Fiskerne. Det var et ganske fornøjeligt arbejde og jeg anskaffede mig naturligt nok et par bøger i den forbindelse. Et par andre er på min ønskeliste - det gælder især Carsten Jensens Folkelighed og utopi - et værk som jeg vil tro det er oplagt at have i baghovedet hvis man skulle få lyst til at give sig i lag med Carsten Jensens seneste roman, Vi, de druknede, som jeg for nylig har fået tilsendt fra Samlerens Bogklub.
En af hovedpointerne i min opgave var at Carsten Jensen i sin kritik af de dogmatiske og fantasiforladte træk ved den marxistiske / ideologikritiske litteraturvidenskab, trods det at Folkelighed og utopi tager udgangspunkt i Fiskerne, ikke griber fat i Ralf Pittelkows arbejder* om samme roman, som selvom der findes værre eksempler, dog med rette kan anklages for at være om ikke - i hvert fald ikke stærkt - dogmatiske så dog præget af et noget fantasiforladt litteratursyn samt en problematisk historieopfattelse.
Noget af det kritisable ved Pittelkows læsemåde er at han opfatter romanen som sekundær i forhold til Hans Kirks kritiske artikler om de religiøse forhold i landbrugslandet Danmark. Romanen opfattes blot som en anskueliggørende illustration af Kirks religionskritiske artikler.
Dermed ikke være sagt at disse artikler er uinteressante - heller ikke i forhold til Kirks roman. Tankerne i “Religion og Hartkorn” som først blev udgivet i tidsskriftet Clarté har fået en bemærkelsesværdig indflydelse på danskernes historieopfattelse. Denne og flere andre artikler og essays finder man udvalgt og med forord af den legendariske Børge Houmann i Det borgerlige frisinds endeligt - det er denne bog som er udgangspunkt for dette udsædvanlig fyldige reolgennemgangs-indlæg.
I “Religion og Hartkorn” fremsætter Kirk med stor skråsikkerhed den tese at udbredelsen af grundtvigianismen henholdsvis Indre Mission skal forstås i sammenhæng med de økonomiske forhold på landet, idet områder med dårlige jorder bliver missionske, mens mere velhavende områder bliver grundtvigianske. Denne tese fik blandt andet gennem kirkehistorikeren P.G. Lindhardt betydelig indflydelse i det 20. århundredes danske kirkesociologi og -historie.
Den stemte bare ikke. Et grundigt forskningsprojekt ledet af Anders Pontoppidan Thyssen (Vækkelsernes Frembrud i Danmark i første Halvdel af det 19. Århundrede) har vidst at den simple sammenhæng mellem økonomi og vækkelsesretning som Kirk og Lindhardt arbejdede med ikke holder vand. Ikke desto mindre tror jeg stadig Kirks opfattelse er ret almindeligt udbredt i en folkelig/populær sammenhæng - det har så blandt andet noget med Fiskernes (både romanen og tv-serien fra 1977) popularitet at gøre.
Jeg har altså når det kom til Kirks journalistiske forfatterskab især interesseret mig for hans religionskritik - og den fylder da også noget i Det borgerlige frisinds endeligt. Og på mange måder må jeg sige at jeg foretrækker Kirks klassekæmpende og bevidst partiske religionskritik fremfor meget af vor tids moralistiske og fladt liberalistiske religionskritik. Kirk har ikke samme afsky for de primitive og forhutlede troende masser som jeg fornemmer hos mange af nutidens aktivistiske ateister og ‘rationalister’. Kirk har en delvist ubevidst forståelse for de behov som religionen opfylder hos de troende - og den styrke som troen kan give dem.
Hos mange af vor tids ‘kulturradikale’ og ‘oplysningsfolk’ er denne forståelse erstattet af ren og skær væmmelse og forargelse - fordømmende følelser som dybest set udspringer af en uhyre snæversynet og ahistorisk selvhævdelse: jeg er topmålet af menneskelig udvikling - enhver tanke tænkt før mig må være ubrugelig, mærket som den er med tidligere tiders primitivitet. I Carsten Jensens læsning af Kirk - som står i stor gæld til den marxistiske tænker Ernst Bloch - finder man en anden respekt for de overleverede historiske former.
Denne overdrevne selvhævdelse udspringer kanske til dels af den indre tomhed som følger af den mangel på ubetinget kærlighed som kapitalismens konstante krav om individuelle præstationer skaber.
Jeg plejer jo at bringe et citat - Kirk gengiver i essayet “Den sociale ønskedrøm” et morsomt folkeeventyr og analyserer det (fremhævelserne er mine):
Tre fattige karle skal ud at tjene. Den ældste går først ud for at søge plads og møder en venlig mand, som netop skal fæste tyende og byder en skæppe sølvdalere i halvårsløn. Men han forlanger, at karlen skal op af sin seng, når hanen galer, og at han skal altid lystre, hvad der end bliver sagt til ham. Og der er endnu en lille bestemmelse: den, som først bliver vred, har brudt aftalen, og der skal skæres en rem af hans bag og en rem af hans bug, og salt og peber strøs i.
Karlen tager pladsen og står op ved hanegal og udretter, hvad der bliver ham befalet. Men han får ikke mad hverken den første dag eller den anden dag; den tredje dag blive han knotten og giver ondt af sig, og husbonden - trolden, som han jo er - skærer en rem af hans bug og en rem af hans bag og strør salt og peber i. Så går karlen hjem til sine forældre for at pleje sine vunder, og den næste broder prøver sin lykke. Det går ham på same måde.
Den tredje søn, eventyrets Hans, tager derefter plads hos trolden. Og han lystrer til punkt og prikke. Hvert ord, der udgår af husbondens mund, tager Hans i den bogstaveligste forstand, og inden lang tid er troldens landbrug lagt øde, hans kvæg dræbt, gården brændt, hans børn slagtede og hans kvinde slået for panden. Da trolden ser sin kone død, bliver han alligevel noget utålmodig og skælder ud, og så er det ham, der bliver flået og prøver, hvordan salt og peber svider i sårene. Hans drager bort med sin skæppe sølvpenge.
Eventyret, som nok ikke er meget gammelt, må ses på baggrund af tyendeforholdende på landet i ældre tid. Det var ikke noget herreliv - hårdt arbejde og ringe kost, og tabte karlen besindelsen og gav ondt af sig, blev han jaget af pladsen, og der blev skåret en rem af hans bag og hans bug. Kniven var tyendelovgivningen, som tog nok så meget hensyn til husbondens interesser som til tyendets. Bag den muntre form skjuler sig en ætsende ondskab, og meningen er ikke til at tage fejl af. Klassehadet lyser ud af fortællingen. Har man ikke kunnet ændre virkeligheden, har man til gengæld gjort sig betalt i ønskedrømmen.
Spørgsmålet om diverse kulturelle former og udtryks - det være sig litterære, humoristiske, religiøse etc. - forhold til den politiske kamp for et bedre samfund er i høj grad aktuelle.
Er satire et vigtigt politisk kampmiddel eller medvirker satiren i virkeligheden til at opretholde den herskende orden ?
Kan religiøse følelelser eller ideer ‘bruges’ i og af progressive politiske bevægelser eller er de med nødvendighed reaktionære?
Man kan finde Det borgerlige frisinds endeligt, som er en Uglebog, hos mange antikvariater.
Læs mere om min reolgennemgang.
_____________________________
*Pittelkow, Ralf, »Religionen, arbejdet og naturen. En analyse af Hans Kirk: ‘Fiskerne’«. I: Analyser af danske romaner II, 1977, s. 102-233
Holmgaard, Jørgen & Ralf Pittelkow, »Samfundskritik eller sjælepleje? Aage Henriksen og ‘Fiskerne’«. I: *Litteraturvidenskab. 1974. S. 5-43. ( < Poetik, IV:4, 1971, s. 1-39.) (Cf. nr. 748.)>Udgivelsesår: 1974
