I en periode skrev jeg gerne i mine bøger hvor, hvornår og til hvilken pris jeg havde købt dem. Det har jeg desværre ikke gjort i Jakob Ballings korte fremstilling af kristendommens historie. Jeg undrer mig nemlig lidt over hvornår jeg har anskaffet mig den. Det er en skam jeg ikke har læst den før nu.
Kristendommen er med sine ca. 300 sider og sine mange fine sort-hvide illustrationer en rigtig indbydende bog. Man får her et godt overblik over kristendommens historiske indre udvikling og undervejs også en del oplysninger om religionens vekselvirkning med især det europæiske samfunds historie.
Det er lang tid siden jeg har været så optaget af illustrationerne i en lignende udgivelse. Samlet set er de simpelthen fremragende! Denne bog er ikke som mange tilsvarende historiske fremstillinger fyldt med intetsigende portrætter – her er illustrationerne med til at fortælle historien.
Især et foto af en Mariafigur udskåret i træ, under hvis skjørter hele folket, som en flok bekymrede nisser søger ly, er jeg helt fortryllet af. Bedende middelalderfolk under gudsmoderens beskyttelse – rørende!
Mindre rørende, men illustrativt for disciplinerings- og individualiseringsprocessens mere ubehagelige sider er et billede af kvindefængselskirken på Christianshavn, hvor kirkebænkene var opdelt i celler, kun åbne i prædikestolens retning. Fra den foruroligende ledsagende tekst fra 1893:
Man mene om Cellesystemet hvad man vil – med Kirkegangens Formaal stemmer det i den Grad, at det ubetinget burde indføres ogsaa ude i det frie Liv.
Balling beskriver naturligvis de historiske brudflader, men han er også opmærksom på den historiske kontinuitet. Det udtrykkes for eksempel sådan (på s. 249):
I en religion der er historisk i alle dette ords betydninger, er der ingenting der rigtig dør, og alt nyt der bliver til, må søge at komme til rette med det gamle der ikke dør
Jeg har stor sympati for denne forsigtige og nænsomme tilgang til historien, hvor man ikke stirrer sig blind på en snæver forståelse af ‘udviklingen’, men forstår at historiske omvæltninger sjældent fuldt ud destruerer de hidtidige former.
Når det er snart, så er det selvfølgelig klart at man i en så kort fremstilling af et så omfattende stof må koncentrere sig om nogle overordnede hovedtendenser. Således savnede jeg undervejs en smule flere oplysninger om to vigtige grænsefænomener, henholdsvis en indre og en ydre: diverse kættere, mystikere etc. og kristendommens forhold til fremmede religioner især i middelalderen og nyere tid.
Dette savn blev dog i nogen grad afhjulpet af et rigtigt godt afsluttende og sammenfattende afsnit under den for religionshistorien som sådan sigende overskrift Én ting – mange ting, hvor man blandt andet kan læse følgende om jødedommen, kristendommen og islams fællestræk:
På disse præmisser udfolder de tre religioners konkret fællesudtryk sig. De taler alle om Guds lov: påbud og forbud, som ikke ligger i “tingenes natur”, men udspringer af guddommelige viljesakter. De taler om folkets ordninger: de politiske og retslige former, som verdens skabelse fortsættes i. De taler om udgang, overgang og vandring [..]. De taler om fortidserindring og fremtidsforventning, samlet i den nutid Gud taler i. Deres hellige handlinger aktualiserer historie, idet de indoptager fortiden og foregriber fremtiden, således som først og fremmest de jødiske og kristne påskeriter viser det. De tænker materielt: kød og blod er hellighedens og guddomsviljens bærere; mennesket lever af brød.
På baggrund af alle disse slægtskabstræk er det ikke overraskende, at det, der adskiller dem, har ført dem til forbitret indbyrdes afvisning. Det er ikke tilfældigt, at jøder og muslimer altid har været sværest påvirkelige for kristen mission.
Derefter peger Balling på Kristusbegivenheden, inkarnationen, “Guds selvafsløring i mennesket Jesus”, som det centrale særpræg ved kristendommen – et særpræg der bevirker en nedrivning af alle religiøse rangforskelle mellem mennesker – “Hvis nemlig Guds selvfornedrelse på én gang er total dom og total befrielse, så har det ene menneske ikke noget at lade det andet høre”. Desuden kommer kristendommen på grund af tanken om Jesu’ korsoffer i særlig grad til at ligge lægge vægt på tro og modtagelse, som den rette religiøse indstilling.