Politiken.dk har sakset en irriterende artikel fra Berlingske og gjort den endnu værre. Den eneste væsentlige forskel på Politiken og Berlingskes udgaver af historien er nemlig at Politiken kalder en 6 år gammel forening ny!
Det er lidt mærkeligt at Forum for Kritiske Muslimer, som blev stiftet i 2001 kaldes en ny forening. For selvom foreningen vist nok er af beskeden størrelse, og selvfølgelig i de senere år i offentlighedens øjne er blevet overskygget noget af Demokratiske Muslimer, er den dog tidligere blevet omtalt en del.
De to foreninger er i øvrigt meget forskellige. Mens Demokratiske Muslimer mest bruger ordet muslim som en sociokulturel markør, delvist sammenfaldende med indvandrer, har Kritiske Muslimer i højere grad et forpligtet forhold til religionen islam som udgangspunkt.
Oprindelig talte Kritiske Muslimers centrale figur, Sherin Khankan i lighed med Khader og co. for adskillelse af religion og politik. I de senere år har hun i højere grad talt for at det er legitimt at gøre sin religion offentligt gældende også politisk, og ’sammenblanding’ af religion og politik ikke nødvendigvis behøver føre til fanatisme, intolerance osv.
Derfor, og fordi Khankan har et nært forhold til Jacob Holdt, som er gået i kærlig klinch med mange forskellige fanatikere, er det selvfølgelig oplagt at Kritiske Muslimer blander sig i debatten om Hizb ut-Tahrir, blandt andet ved at arrangere et debatmøde med den afhoppede britiske hizbut Maajid Nawaz.
Det virker også underligt at Berlingske tilsyneladende ikke har præsenteret Tina Magaard, som avisen har bedt kommentere Kritiske Muslimers initiativ, for Khankans udtalelser om samme initiativ.
Tina Magaard siger i følge avisen:
Hvis man vil i dialog med Hizb ut-Tahrirs medlemmer, skal man være meget bevidst om, hvad dialogens formål er. Eftersom Hizb ut-Tahrir nok er den mest topstyrede islamistiske bevægelse overhovedet, vil det være begrænset, hvor meget den danske filial kan få lov til at flytte sig i forhold til den internationale ledelse. Det virker umiddelbart mindre kompliceret at gå i dialog med de unge muslimer, der ikke er en del af bevægelsen, men som færdes i de miljøer, hvor Hizb ut-Tahrir rekrutterer.
Det er såmænd udmærkede betragtninger, men Khankan taler altså ikke om at flytte den danske afdeling af HuTs officielle holdning. Hun taler om en kritisk dialog med dens medlemmer og sympatisører. Det er dem man skal flytte. Væk fra HuT.
Nuvel. Det er måske ikke helt rimeligt at klandre de rare mennesker på Berlingeren for Magaards udtalelser. Den svada som kommer til at afslutte artiklen, må i hvert fald stå for hendes egen regning.
Her får man at vide at Magaard
er overrasket over, at det netop er Sherin Khankan, som går i kødet på Hizb ut-Tahrir:
»Sherin Khankan har selv argumenteret for indførelse af et »demokratisk kalifat«, så det er altså ikke kalifat-tankegangen, der skiller de to foreninger, men hvordan kalifatet skal forvaltes. Desuden har hun før udtalt sig tvetydigt om Hizb ut-Tahrir. I sin seneste bog er hun for eksempel afvisende over for kritik af helligskrifter, samtidig med at hun opfordrer til, at vi skal kunne »rumme« Hizb ut-Tahrir.«
Tina Magaard er uddannet litteraturhistoriker (se kommentarerne) i fransk og kunsthistorie. Men nuanceret tekstlæsning eller evne til at sætte kulturelle fænomener i kontekst er ikke noget man mærker meget til i pressens citater af Magaard.
Hun har givetvis læst bogen Islam og forsoning, hvor Khankan lancerer det “demokratiske kalifat”. Nu har Khankan ganske vist en tilbøjelighed til akademiske krummelurer og uklarheder, men ikke desto mindre skal man godt nok være overordentlig lidt sensibel i sin læsning af Islam og forsoning, hvis man forstår Khankan som en slags light-udgave af Hizb ut-Tahrir. Det virker som om Magaard stirrer sig blind på Khankans anvendelse af begrebet kalifat og ser bort fra at Khankans synspunkter i øvrigt på snart sagt alle måder står i modsætning til en konservativ eller politisk ekstrem udlægning af islam. Det er ganske vist ikke helt klart hvad begrebet “kalifat” står for hos Khankan, men der er intet belæg for at det skulle stå for et religiøst-politisk diktatur.
I efteråret var der en smule polemik fordi rapperen Marwan skulle optræde på Hovedbiblioteket her i Århus. Balladen drejede sig hovedsageligt om teksten til nummeret “Sten i hans hånd”, som kan læses her.
Det forargelige var især ordene “Død over alle præsidenter, der findes kun Allah”. Den gang kunne man i JP Århus læse følgende:
Post. doc. Tina Magaard, Center for Multireligiøse Studier, Aarhus Universitet, henviser til den klassiske islamiske retstankegang.
»Øverst har vi Allah, under ham profeten Muhammed og dernæst kalifferne. Det er de eneste legitime autoriteter. Rapperen refererer altså til den ortodokse opfattelse af, hvor juridisk, politisk og militær autoritet skal ligge. Når han siger alle præsidenter, så er det alle autoriteter, der ikke er forvaltere af Allahs orden.«
Tak for kaffe! Sidder 26-årige dansk-palæstinensiske rappere nu og kigger i islamistiske politisk-religiøse traktater for at finde inspiration? Mon?
Når man læser Marwans tekst i sin helhed bemærker man da også at der ikke står en bønne om kaliffer eller andre religiøse autoriteter. Teksten trækker på et religiøst sprog i sin protest over palæstinensernes håbløse situation og sine angreb på Israel, den angriber ‘verdensmagterne’ med henvisning både til det undertrykte folk og til en overjordisk, religiøst retfærdighed.
I Jan Guillous Hamilton-romaner argumenterer den aldrende efterretningschef D.G. ind i mellem for juridisk tvivlsomme beslutninger med vendingen “Der er forskel på menneskenes forordninger og Guds love”. Det er en lignende tankegang, der på spil i Marwans tekst. Man kan mene om den hvad man vil, men den fører altså ikke nødvendigvis til et politisk-religiøst diktatur.
Det kan såmænd godt være at Marwan læser Koranen og den slags. Men det betyder altså ikke nødvendigvis at hans tekster propaganderer for synspunkter á la Hizb ut-Tahrir.
Pressens Magaard virker som om hun har beskæftiget sig så meget med de mest vidtgående, militante og reaktionære islamiske tanker, at hun kommer til at læse dem ind i alt der lugter bare det mindste af islam.
Sat på spidsen kommer hun til at lyde som en akademisk udgave af Morten Messerschmidt. Magaard formulerer sig mere forbeholdent, men hendes læsninger af Khankan og Marwan minder mig nu alligevel om følgende rablende Messerschmidt’ske analyse:
Der er en rød tråd fra den muslimske familiefar, som tillader sin datter at gå med tørklæde og kræver overholdelse af ramadanen, til den afsindige terrorist, der kaprer passagerfly og tordner ind i World Trade Center. De er alle bundet af islams befalinger; de er underlagt religionens slavesind. Og når først man har indrettet sig på at følge sin religiøse herrers bud – uagtet at de strider mod enhver naturvidenskabelig tanke – så er der ikke så langt til at binde dynamit om maven og tage metroen ind i Londons undergrund. Den religiøse befaling står over alt.
En aften i december lagde lagde jeg mig til rette i bakken - den mindste af sofaerne i kollegiekøkkenet - og gav mig forventningsfuldt i lag med denne lille appetitlige udgivelse som består af små fyndige tekster af blandet indhold, ifølge udgiveren, Twinka Thiebaud referater af Millers anekdoter og udredninger fra middage og sammenkomster i den sidste del af forfatterens liv.