Tina Magaard i pressen: Morten Messerschmidt i forskerklæder?

Politiken.dk har sakset en irriterende artikel fra Berlingske og gjort den endnu værre. Den eneste væsentlige forskel på Politiken og Berlingskes udgaver af historien er nemlig at Politiken kalder en 6 år gammel forening ny!

Det er lidt mærkeligt at Forum for Kritiske Muslimer, som blev stiftet i 2001 kaldes en ny forening. For selvom foreningen vist nok er af beskeden størrelse, og selvfølgelig i de senere år i offentlighedens øjne er blevet overskygget noget af Demokratiske Muslimer, er den dog tidligere blevet omtalt en del.

De to foreninger er i øvrigt meget forskellige. Mens Demokratiske Muslimer mest bruger ordet muslim som en sociokulturel markør, delvist sammenfaldende med indvandrer, har Kritiske Muslimer i højere grad et forpligtet forhold til religionen islam som udgangspunkt.

Oprindelig talte Kritiske Muslimers centrale figur, Sherin Khankan i lighed med Khader og co. for adskillelse af religion og politik. I de senere år har hun i højere grad talt for at det er legitimt at gøre sin religion offentligt gældende også politisk, og ’sammenblanding’ af religion og politik ikke nødvendigvis behøver føre til fanatisme, intolerance osv.

Derfor, og fordi Khankan har et nært forhold til Jacob Holdt, som er gået i kærlig klinch med mange forskellige fanatikere,  er det selvfølgelig oplagt at Kritiske Muslimer blander sig i debatten om Hizb ut-Tahrir, blandt andet ved at arrangere et debatmøde med den afhoppede britiske hizbut Maajid Nawaz.

Det virker også underligt at Berlingske tilsyneladende ikke har præsenteret Tina Magaard, som avisen har bedt kommentere Kritiske Muslimers initiativ, for Khankans udtalelser om samme initiativ.

Tina Magaard siger i følge avisen:

Hvis man vil i dialog med Hizb ut-Tahrirs medlemmer, skal man være meget bevidst om, hvad dialogens formål er. Eftersom Hizb ut-Tahrir nok er den mest topstyrede islamistiske bevægelse overhovedet, vil det være begrænset, hvor meget den danske filial kan få lov til at flytte sig i forhold til den internationale ledelse. Det virker umiddelbart mindre kompliceret at gå i dialog med de unge muslimer, der ikke er en del af bevægelsen, men som færdes i de miljøer, hvor Hizb ut-Tahrir rekrutterer.

Det er såmænd udmærkede betragtninger, men Khankan taler altså ikke om at flytte den danske afdeling af HuTs officielle holdning. Hun taler om en kritisk dialog med dens medlemmer og sympatisører. Det er dem man skal flytte. Væk fra HuT.

Nuvel. Det er måske ikke helt rimeligt at klandre de rare mennesker på Berlingeren for Magaards udtalelser. Den svada som kommer til at afslutte artiklen, må i hvert fald stå for hendes egen regning.

Her får man at vide at Magaard

er overrasket over, at det netop er Sherin Khankan, som går i kødet på Hizb ut-Tahrir:

»Sherin Khankan har selv argumenteret for indførelse af et »demokratisk kalifat«, så det er altså ikke kalifat-tankegangen, der skiller de to foreninger, men hvordan kalifatet skal forvaltes. Desuden har hun før udtalt sig tvetydigt om Hizb ut-Tahrir. I sin seneste bog er hun for eksempel afvisende over for kritik af helligskrifter, samtidig med at hun opfordrer til, at vi skal kunne »rumme« Hizb ut-Tahrir.«

Tina Magaard er uddannet litteraturhistoriker (se kommentarerne) i fransk og kunsthistorie. Men nuanceret tekstlæsning eller evne til at sætte kulturelle fænomener i kontekst er ikke noget man mærker meget til i pressens citater af Magaard.

Hun har givetvis læst bogen Islam og forsoning, hvor Khankan lancerer det “demokratiske kalifat”. Nu har Khankan ganske vist en tilbøjelighed til akademiske krummelurer og uklarheder, men ikke desto mindre skal man godt nok være overordentlig lidt sensibel i sin læsning af Islam og forsoning, hvis man forstår Khankan som en slags light-udgave af Hizb ut-Tahrir. Det virker som om Magaard stirrer sig blind på Khankans anvendelse af begrebet kalifat og ser bort fra at Khankans synspunkter i øvrigt på snart sagt alle måder står i modsætning til en konservativ eller politisk ekstrem udlægning af islam. Det er ganske vist ikke helt klart hvad begrebet “kalifat” står for hos Khankan, men der er intet belæg for at det skulle stå for et religiøst-politisk diktatur.

I efteråret var der en smule polemik fordi rapperen Marwan skulle optræde på Hovedbiblioteket her i Århus. Balladen drejede sig hovedsageligt om teksten til nummeret “Sten i hans hånd”, som kan læses her.

Det forargelige var især ordene “Død over alle præsidenter, der findes kun Allah”. Den gang kunne man i JP Århus læse følgende:

Post. doc. Tina Magaard, Center for Multireligiøse Studier, Aarhus Universitet, henviser til den klassiske islamiske retstankegang.

»Øverst har vi Allah, under ham profeten Muhammed og dernæst kalifferne. Det er de eneste legitime autoriteter. Rapperen refererer altså til den ortodokse opfattelse af, hvor juridisk, politisk og militær autoritet skal ligge. Når han siger alle præsidenter, så er det alle autoriteter, der ikke er forvaltere af Allahs orden.«

Tak for kaffe! Sidder 26-årige dansk-palæstinensiske rappere nu og kigger i islamistiske politisk-religiøse traktater for at finde inspiration? Mon?

Når man læser Marwans tekst i sin helhed bemærker man da også at der ikke står en bønne om kaliffer eller andre religiøse autoriteter. Teksten trækker på et religiøst sprog i sin protest over palæstinensernes håbløse situation og sine angreb på Israel, den angriber ‘verdensmagterne’ med henvisning både til det undertrykte folk og til en overjordisk, religiøst retfærdighed.

I Jan Guillous Hamilton-romaner argumenterer den aldrende efterretningschef D.G. ind i mellem for juridisk tvivlsomme beslutninger med vendingen “Der er forskel på menneskenes forordninger og Guds love”. Det er en lignende tankegang, der på spil i Marwans tekst. Man kan mene om den hvad man vil, men den fører altså ikke nødvendigvis til et politisk-religiøst diktatur.

Det kan såmænd godt være at Marwan læser Koranen og den slags. Men det betyder altså ikke nødvendigvis at hans tekster propaganderer for synspunkter á la Hizb ut-Tahrir.

Pressens Magaard virker som om hun har beskæftiget sig så meget med de mest vidtgående, militante og reaktionære islamiske tanker, at hun kommer til at læse dem ind i alt der lugter bare det mindste af islam.

Sat på spidsen kommer hun til at lyde som en akademisk udgave af Morten Messerschmidt. Magaard formulerer sig mere forbeholdent, men hendes læsninger af Khankan og Marwan minder mig nu alligevel om følgende rablende Messerschmidt’ske analyse:

Der er en rød tråd fra den muslimske familiefar, som tillader sin datter at gå med tørklæde og kræver overholdelse af ramadanen, til den afsindige terrorist, der kaprer passagerfly og tordner ind i World Trade Center. De er alle bundet af islams befalinger; de er underlagt religionens slavesind. Og når først man har indrettet sig på at følge sin religiøse herrers bud – uagtet at de strider mod enhver naturvidenskabelig tanke – så er der ikke så langt til at binde dynamit om maven og tage metroen ind i Londons undergrund. Den religiøse befaling står over alt.

Woop Aha!

Da Nick og Jay først dukkede op troede jeg en tid lang at de var én person der kaldte sig Nigger-Jay.

Jeg kan ikke have været den eneste.

Reolgennemgang 226 - Jakob Balling: Kristendommen

I en periode skrev jeg gerne i mine bøger hvor, hvornår og til hvilken pris jeg havde købt dem.  Det har jeg desværre ikke gjort i Jakob Ballings korte fremstilling af kristendommens historie. Jeg undrer mig nemlig lidt over hvornår jeg har anskaffet mig den. Det er en skam jeg ikke har læst den før nu.

Kristendommen er med sine ca. 300 sider og sine mange fine sort-hvide illustrationer en rigtig indbydende bog. Man får her et godt overblik over kristendommens historiske indre udvikling og undervejs også en del oplysninger om religionens vekselvirkning med især det europæiske samfunds historie.

Det er lang tid siden jeg har været så optaget af illustrationerne i en lignende udgivelse. Samlet set er de simpelthen fremragende! Denne bog er ikke som mange tilsvarende historiske fremstillinger fyldt med intetsigende portrætter - her er illustrationerne med til at fortælle historien.

Især et foto af en Mariafigur udskåret i træ, under hvis skjørter hele folket, som en flok bekymrede nisser søger ly, er jeg helt fortryllet af. Bedende middelalderfolk under gudsmoderens beskyttelse - rørende!

Mindre rørende, men illustrativt for disciplinerings- og individualiseringsprocessens mere ubehagelige sider er et billede af kvindefængselskirken på Christianshavn, hvor kirkebænkene var opdelt i celler, kun åbne i prædikestolens retning. Fra den foruroligende ledsagende tekst fra 1893:

Man mene om Cellesystemet hvad man vil - med Kirkegangens Formaal stemmer det i den Grad, at det ubetinget burde indføres ogsaa ude i det frie Liv.

Balling beskriver naturligvis de historiske brudflader, men han er også opmærksom på den historiske kontinuitet. Det udtrykkes for eksempel sådan (på s. 249):

I en religion der er historisk i alle dette ords betydninger, er der ingenting der rigtig dør, og alt nyt der bliver til, må søge at komme til rette med det gamle der ikke dør

Jeg har stor sympati for denne forsigtige og nænsomme tilgang til historien, hvor man ikke stirrer sig blind på en snæver forståelse af ‘udviklingen’, men forstår at historiske omvæltninger sjældent fuldt ud destruerer de hidtidige former.

Når det er snart, så er det selvfølgelig klart at man i en så kort fremstilling af et så omfattende stof må koncentrere sig om nogle overordnede hovedtendenser.  Således savnede jeg undervejs en smule flere oplysninger om to vigtige grænsefænomener, henholdsvis en indre og en ydre: diverse kættere, mystikere etc. og kristendommens forhold til fremmede religioner især i middelalderen og nyere tid.

Dette savn blev dog i nogen grad afhjulpet af et rigtigt godt afsluttende og sammenfattende afsnit under den for religionshistorien som sådan sigende overskrift Én ting - mange ting, hvor man blandt andet kan læse følgende om jødedommen, kristendommen og islams fællestræk:

På disse præmisser udfolder de tre religioners konkret fællesudtryk sig. De taler alle om Guds lov: påbud og forbud, som ikke ligger i “tingenes natur”, men udspringer af guddommelige viljesakter. De taler om folkets ordninger: de politiske og retslige former, som verdens skabelse fortsættes i. De taler om udgang, overgang og vandring [..]. De taler om fortidserindring og fremtidsforventning, samlet i den nutid Gud taler i. Deres hellige handlinger aktualiserer historie, idet de indoptager fortiden og foregriber fremtiden, således som først og fremmest de jødiske og kristne påskeriter viser det. De tænker materielt: kød og blod er hellighedens og guddomsviljens bærere; mennesket lever af brød.

På baggrund af alle disse slægtskabstræk er det ikke overraskende, at det, der adskiller dem, har ført dem til forbitret indbyrdes afvisning. Det er ikke tilfældigt, at jøder og muslimer altid har været sværest påvirkelige for kristen mission.

Derefter peger Balling på Kristusbegivenheden, inkarnationen, “Guds selvafsløring i mennesket Jesus”, som det centrale særpræg ved kristendommen - et særpræg der bevirker en nedrivning af alle religiøse rangforskelle mellem mennesker - “Hvis nemlig Guds selvfornedrelse på én gang er total dom og total befrielse, så har det ene menneske ikke noget at lade det andet høre”. Desuden kommer kristendommen på grund af tanken om Jesu’ korsoffer i særlig grad til at ligge lægge vægt på tro og modtagelse, som den rette religiøse indstilling.

Husker du Liljegren, Bent Jensen?

Det er et spørgsmål man virkelig får lyst til at stille når man læser Bent Jensens anmeldelse af Kim Møllers bog Vejen til Damaskus.

Her skriver Bent Jensen blandt andet om behandlingen af det speciale som ligger til grund for Møllers bog:

Det er værre for universiteterne. Hvis de mener, at begavede og kritiske studenter skal trynes og bortjages, går de deres egen undergang i møde.

De ord klinger temmelig hult i Bent Jensens mund, når man tænker på hans engagement i sagen om et andet speciale. Man kan blandt andet læse om sagen i Forskeren (pdf).

Reolgennemgang 237 - Svend Bjerg: Århusteologerne

Det er gerne svært tilfredsstillende når ens læsning omend ikke helt tilfældigt, så dog utilsigtet danner mønstre og sammenhænge. For nylig læste jeg Aristoteles Retorikken - en lærerig og ikke mindst ganske underholdende bog. Aristoteles’ sunde fornuft kaster mange tilsyneladende indlysende, næsten banale, men også fyndigt formulerede iagtagelser om menneskets natur af sig.

Retorikken rummer altså en del stof man kunne kalde social-psykologi. Men den handler selvfølgelig også om det retoriske håndværk - de teknikker man bruger til at overbevise andre mennesker om dette eller hint.

Et centralt afsnit af Svend Bjergs bog om de fire store teologer P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Johs. Sløk og Regin Prenter, handler om prædikenen - om de fires syn på og praktiske arbejder i den genre.

Svend Bjerg skriver:

Dette topos, at præsten ikke råder for virkningen af sine ord - Gud alene råd - er fast inventar i århusteologernes dialektiske homiletik. De har både ret og uret. Ret, fordi vore ord, både de der forløser, og de der frustrerer, kan bevirke ting, vi ikke har magt over, og samtidig er det selvindlysende, at vi ikke kan tvinge nogen, slet ikke Gud, til at give vore ord opbakning. Uret har de, fordi de er blinde for deres egen, måske ubevidste retorik, men de gør alle brug af et større arsenal af overtalelsesmidler.

Som man ser er det ikke en bog man læser ubesværet uden et vist kendskab til teologisk jargon og historie. Hvis man fx. ikke aner hvem Karl Barth er eller hvad dialektisk homiletik kan være for en størrelse er Århusteologerne ikke stedet at starte. For læsere, der som undertegnede kender lidt til teologihistorie, og gerne vil vide mere om den teologiske debat i perioden, er den dog absolut læsværdig, selvom jeg dog mindes i hvert fald et sted hvor den teologiske fagjargon blev mig lige tæt nok.

Især fandt jeg det interessant at få lidt mere at vide om Regin Prenter, som i dag nok er den mindst kendte af de fire. Prenter er for mig særlig interessant fordi han som barthianer og fortaler for Dansk Samling, såvel teologisk som politisk indtager en position, som er interessant i forhold til Tidehverv. Også P.G. Lindhardt, som jeg kun kender som kirkehistoriker, og for den store debat om ‘det evige liv’, var det interessant at lære mere om. Jeg ser frem til en gang at læse i Lindhardts prædikensamlinger - Lindhardt skulle være en mester i den kunst at prædike.

Svend Bjerg nøjes heldigvis ikke med at referere de fires synspunkter, men sætter dem i forbindelse med hinanden, og forholder sig aktivt og kritisk til dem. På denne måde bliver man klogere på hvorledes og hvordan teologien udvikler sig.

Reolgennemgang 53 - Henry Miller/Twinka Thiebaud: Bordmonologer

En aften i december lagde lagde jeg mig til rette i bakken - den mindste af sofaerne i kollegiekøkkenet - og gav mig forventningsfuldt i lag med denne lille appetitlige udgivelse som består af små fyndige tekster af blandet indhold, ifølge udgiveren, Twinka Thiebaud referater af Millers anekdoter og udredninger fra middage og sammenkomster i den sidste del af forfatterens liv.

Twinka Thiebaud, som på billedet her ses bag den aldrende Henry Miller, kan man kigge lidt mere på her.

En passage i Twinka Thiebauds forord morede mig så højlydt at jeg blev afkrævet en forklaring hvad der var så sjovt, og herefter på hvad Henry Miller var for en forfatter.

Forklaringen lød sådan cirka: damehistorier og andre anekdoter, (lomme)filosofi, mystik og østens visdom. Rødvinssnak!

En uhøjtidelig men ikke fuldstændig urimelig karakteristik. Min samtalepartner mente det var typisk mig at holde af den slags litteratur. Til det kunne jeg kun smile.

Jeg holder rigtig meget af Henry Miller og deler hans forkærlighed for det eksessive, men jeg tror nu nok jeg er en lidt mere tør og dogmatisk natur end ham. Noget af det spændende ved at læse Miller er netop dette sammenstød - at ikke forstå og dog fascineres. Som når Miller skriver:

Kyskhed er noget selvpålagt, mens uskyld er en tilstand af væren, - man er født med den. Man kan ikke stræbe efter at blive uskyldig, enten er man det, eller man er det ikke. Kyskhed, renhed er, måske den mest betydningsfulde dyd, fordi den kræver hårdt arbejde, disciplin, stræben.

Jeg har i hele mit liv været en uskyldig person. Jeg føler mig ikke skyldig p.gr.a. noget, jeg har foretaget mig, jeg afviser at føle skyld! Jeg påstår ikke, at det er nogen bedrift eller dyd, sådan er jeg bare.

Jeg forstår tanken men rent personligt har jeg overordentligt svært ved at acceptere at nogen på denne måde skulle kunne være uskyldige fordi jeg selv i den grad opfatter mig som skyldig. For mig findes uskyldigheden højst i glimt. Den slags er værd at overveje.

Ganske karakteristisk for det konfliktfyldte og spændstige - nogen ville måske sige overspændte ved Henry Miller - er overskriften på den næste tekst “Hvad der nager mig”! I denne tekst fortæller Miller om sit problemfyldte forhold til sine børn.

Bordmonologer er en herlig let udgivelse. Perfekt til natbordet. En række korte og pointerede tekster, som udgør en fin smagsprøve på Millers forfatterskab.

Debatten om Blekingegadebanden i Information

Er ikke uinteresserant. Følg med her. Journalist Lars Villemoes hævdede i går at Information stadigvæk (!) befinder sig i en ‘lejr-offentlighed’. En beskyldning jeg ærlig talt finder lidt komisk. Offentligheden er vel for pokker som sådan en lejr-offentlighed! Der er vel ikke noget forgjort i at en avis tager stilling? Weekend-Avisen eller Jyllands-Posten indgår jo også i en lejr-offentlighed.

I øvrigt kan man med en vis ret sige at Information med sin serie om Blekingegadebanden og venstrefløjen ikke just kan siges at tage med fløjshåndsker hverken på venstrefløjen eller sig selv for den sags skyld. I en række stort opsatte interviews offentliggjort i avisen her i den sidste uges tid såvel venstrefløjen som Information nu blevet grillet for sin fortidige holdning til politisk vold i almindelighed og den danske terrorcelle i særdeleshed.

Vist står Information i en eller anden forstand med en ben i en meget bredt defineret dansk venstreoffentlighed. Men at beskylde avisen for at være ukritisk overfor venstrefløjen er noget værre sludder - i hvert fald i dag!

Det store knivhysteri

Er der noget som tyder på at flere end tidligere går med kniv i nattelivet? Næ. Nok nærmest tværtimod.

Er vold i nattelivet, eller vold i det hele taget et stigende problem? Næ. Der anmeldes vist nok flere voldsforbrydelser, men det skyldes efter alt at dømme at folk accepterer voldsforbrydelser i mindre grad end tidligere. Det er altså for så vidt et indicium på at samfundet er blevet mindre voldeligt, eller i hvert fald netop mindre tolerant overfor vold.

Alt det taget i betragtning er det temmelig mærkeligt at et par tragiske knivoverfald i den grad kan piske stemningen op ikke alene i pressen, men også i det politiske liv.

Det er netop sådan en oppisket stemning, som gerne går forud for de retspolitiske hovsaløsninger, som tiden er så fuld af.

Gad vide hvad vi nu får. Hårdere straffe? Lynjustits? Et unødvendigt totalforbud? Videoovervågning eller permanente visitationszoner?

Min personlige favorit er de ungborgerliges fantastiske forslag om automatisk livstid for tredje knivoverfald. Det er så tosset at man dårligt ved hvor man skal begynde og slutte.

Et knivoverfald skal altså under visse omstændigheder straffes hårdere end mange drab? Skal der slet ikke levnes domstolene nogen mulighed for skøn straks en kniv er involveret?

Jeg lod mig i går lokke til at købe Ekstra-Bladet som averterede med en “Voldens top ti: Så farlig er din by!”

Farlig? Hvis man synes danske byer er farlige så trænger man godt nok til at få udvidet sin horisont. Hvis der endeligt skulle være noget som skulle være farligt så skulle det da være faren for at kede sig i hjel over trafikkens monotoni, remouladen og regnvejret.

Inde i Ekstra-Bladet, som jo i øvrigt er langt bedre end sit rygte, kunne man læse at man i Odense havde opnået gode resultater med at komme volden til livs ved en målrettet politiindsats. I Jyllands-Posten maner en ledende politimand til besindighed og afviser at ordensmagten skulle have behov for flere beføjelser:

“Vi har haft en del isolerede hændelser over en kort periode, men det betyder ikke, at udviklingen går i en helt forkert retning. Jeg får nok bank for at sige det, men det er, som om der har sneget sig en tendens ind blandt politikerne til at lovgive på baggrund af enkeltsager,” siger informationschef i Københavns Politi Flemming Steen Munch.

Netop. Folketingspolitikere får kløe i stemmefingeren fordi de partout gerne vil se handlekraftige ud, selvom det bedste de kan gøre er, well, ingenting.

Her er en idé: hvorfor ikke bare lade politiet, domstolene samt kommunerne, foreninger og andre organer der arbejder kriminalpræventivt passe deres arbejde?

Dobbeltmoral er dobbelt så godt..

Uriasposten er en af de mest besøgte danske blogs. Hovedindlæggene er som regel kedelige og irriterende. Det er de meget omfattende kommentarspor som er det interessante. Her udfolder sig en samtale som giver et fint indblik i hvordan der tænkes fra Dansk Folkeparti og ud. Nogen af de faste deltagere er ganske velbegavede og forholdsvis moderate. Forholdsvis. Andre er fuldstændig ude i hampen.

Et af de tilbagevendede gakkerier på Uriasposten er ideen om at det ville være rigtig fedt at bombe Mekka og Medina. Tanken bag er vist noget i retning af at muslimerne holder op med at være muslimer, hvis bare Kabaen går op i røg. Ellers er det mest almindelig Zend dem hjem snak. Selvfølgelig ofte udstafferet som angreb på påstået eftergivenhed over for islamismen. Nåja.. og så er pressen selvfølgelig også rød. Og hele kulturlivet er styret af radikale venstreekstremister som hader den vestlige civilisation.

Når man bestyrer sådan et site så er det saftsusemig mærkeligt at man kan blive så skide forarget over og forhippet på at lukke munden på andre personager med forkærlighed for konspirationsteorier og voldsfantasier, som i det her tilfælde.

Indkøbsliste og ukendt citat

Rejeost, Ost, Frugt, Brød, Svin, Salat, Peberfrugt, champignon

This is not about being right.. We all think we’re right. It doesn’t make you special

Sådan står der på en lap jeg fandt i mine papirdynger. Hvorfra stammer citatet? Formodentlig en film?

Glædelig jul!

Jeg synes årets julehilsen her på bloggen skulle være en af de mindre kendte julesalmer. Denne her husker jeg i hvert fald ikke:

Vor Jesus kan ej noget herberg finde
i Betlehem, sin egen fædreby,
han lader dér i ringe svøb sig binde,
hvor ellers fæ og får går ind i ly,
en krybbe er hans første eje,
det tørre græs og strå hans første barneleje.

Den Herre har sig fattigdom tilegnet,
som alle gode gaver har i hånd,
og bliver slet blandt arme syndre regnet,
indtil han sønderriver Satans bånd;
nu er her liv for alle døde,
fordi Guds egen Søn på jorden lod sig føde.

Velsignet være Herrens store nåde,
hans store magt til evigt minde sat,
som vidste på vor jammer bod at råde
i denne underfulde nådes nat.
Velsignet mørke uden lige,
da lyset selv brød frem af søde Himmerige!

Så vil vi os trods alle fjender fryde,
Gud har os givet det, ham kærest var,
og lader alle nåde-strømme flyde,
hvad er der, som han os ej givet har!
Så være ham da også livet,
og hvad vi er og har, til evigt offer givet.

Johann Daniel Herrnschmidt 1714.
oversat fra tysk af Hans Adolph Brorson 1733.

Se og hør mere på Den Danske Salmebog Online.

Alice Deejay

Jeg har aldrig været nogen stor ynder af dance og deslige, men har dog tilbragt en del af min endnu ikke overståede ungdom på etablissementer hvor den slags var populært - eller i hvert fald blev spillet. Og så får man jo gerne en svaghed eller to.

I en film om seriemordere - den engang meget omtalte Silence of the Lambs - tales der i forbindelse med en af disse morderes valg af ofre om hvordan begær starter: “Vi begærer det vi ser hver dag”. Nåja - vi begærer det vi hører hver weekend, en tid, i vores ungdom.

Alice Deejay var en hollandsk gruppe som i følge Wikipedia “achieved success from 1999 to 2002″. Netop i den periode kom jeg en del i Frederiksgade - og det var ikke bare morgenværtshuset George Washington men også ind i mellem det rædsomme diskotek Alexis:

Alice Deejay. En single, minder om tider i Århus’ natteliv til langt op over formiddagen. Ikke mere. Det havde måske været bedre om jeg havde siddet hjemme og læst - alene!

Tja.. jeg kan nu stadigvæk smile lidt over at LP’en hed Who needs guitars anyway.

Udlængsel

Big Sur, københavnsk eksotika og hvad ved jeg. Jeg tror der er en som snart trænger til at komme lidt ud i verden…. Hvor skal man ta’ hen?

Det er det jeg altid har sagt!

Der er altså noget eksotisk over københavnske piger. De er jo næsten svenskere!

Big Sur, CA.

Big Sur - det er lidt af et drømmenavn. Det ligefrem stråler af solskin, strand og blide eventyr.

Jeg ved ikke meget om stedet, udover at mange af Henry Millers bøger er skrevet der. Det er selvfølgelig også noget. 

Og så var der The Thrills fine lille ørehænger, endnu en melankolsk drøm om stranden: