Oprydningens tildækning – et par beretninger om bøgers tyngde

Jeg har endelig fået mig samlet til at rydde op på bogreolerne. En blandet fornøjelse er det, især fordi jeg skal til at sætte bøgerne op i to lag.

Det er altså lidt underligt at sætte Alice Andersens Kønnets æstetik, Colette Dowlings Askepotkomplekset og Finn Abrahomowitz’ Fire personlighedsmodeller fra Freud til Laing op så de dækker Hegels Åndens fænomenologi. Om et øjeblik skal jeg til at dække Heideggers Sein und Zeit – gad vide hvilke værker som får æren?

Den pragtudgave af 1992-oversættelsen af Bibelen som jeg fik i julegave det år jeg skulle have været konfirmeret har allerede i mange år tjent som anonym bogstøtte. Den er mægtig flot – men lidt for tung til at man gider læse i den.

Salig Hans Jørgen Thomsen, som var en af mine foretrukne undervisere på idehistorie foretrak nibindsværket Bibelen i kulturhistorisk lys – måske også pga. lyset – men navnlig fordi han efter eget udsagn foretrak at læse i en god lænestol. I den sammenhæng var disse lettere bøger velegnede.

Samme Hans Jørgen Thomsens bøger har det forresten med at blive væk. For en tid siden kunne jeg ikke finde Frihed og kontingens som ellers er en tyk og bred sag. Nu er det den lidt mindre Privacy, som jeg savner. Mon ikke den gemmer sig bag en af reolerne – det gjorde Frihed og kontigens i hvert fald.

De ulykkeliges oprør

Følelser er ikke politiske irrelevante. Læs mere om ulykke, uretfærdighed og politik hos den ganske fornuftige unge socialdemokrat Jens Jonatan Steen.

Biograftider

Scope.dk ser ud til at levere den mest brugbare oversigt over biograftider på nettet. I hvert fald når det gælder Århus.

Peter Kemp og andre om tortur

Peter Kemp udtaler sig i Information om justitsministerens underlige torturudmeldinger. Jeg er temmelig enig:

Alle fire eksperter afviser justitsministerens argument om ‘den tikkende bombe’ som irrelevant.

“Du kan ikke lave etik på ekstremer,” siger Peter Kemp. “Man laver nogle normer, og så kan der være ganske særlige tilfælde, hvor man bryder med de normer. Men det betyder jo ikke, at normerne ikke gælder længere.”

Når højtstående politikere – justits- og statsministeren – udtaler at danske myndigheder bør benytte sig af oplysninger som er fremkommet ved hjælp af tortur i forbindelse med terrorbekæmpelse er det selvfølgelig i høj grad symbolpolitik.

For det er vel lidet overraskende at danske myndigheder samarbejder med lande som benytter sig af tortur i forbindelse med terror. Man kunne nævne Egypten og USA.

Peter Øvig Knudsen – forfatter af den fremragende bog om Blekingegadebanden – fortæller i Nyhedsavisen fra i går om det yderst nære samarbejde der tidligere var mellem Mossad og PET. Israelerne er vist heller ikke så ømskindede med den slags, vel?

Og i et vist omfang er det jo også i orden. Selvom folk i visse henseender er røvere kan man ikke altid afbryde enhver forbindelse med dem. Men disse udmeldninger fremstår jo nærmest som støtterklæringer til anvendelsen af tortur – der er i hvert fald en betydelig risiko for at diverse torturregimer vil opfatte dem som sådan.

På Center For Vild Analyses blog kan man finde en interessant diskussion af samme sag.

Forskelligt godt fra Informations nye hjemmeside

Dagbladet Informations nye hjemmeside gør det meget nemmere at følge med i det gode stof avisen bringer.

Naomi Kleins nye bog, The Shock Doctrine anmeldes.

Karen Syberg skriver om “feminismens mange ansigter”.

Den hæderlige 68′er Ejvind Larsen kommenterer lidt af hvert.

Kærlighed

Kærligheden er det eneste som tæller. Det eneste problem er at opdage den!

Trondheim-modellen

Så vidt jeg kan vurdere er den norske venstrefløjs blogmiljø noget mere spændende end den danskes. Særligt de norske bloggere med tilknytning til SV udgør et mere spændende og livligt forum end hvad danske SF kan præstere - NB: der findes i hvert fald en blog, som skrives af et medlem af SF, som ikke optaget på Planet SF, nemlig Pawsefiskens weblog.

Nok om det. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på bogudgivelsen Trondheimsmodellen af svenske Aron Etzler, som jeg selv læste om hos en af de gode SV-bloggere, Audun Lysbakken.

Apropos Enhedslistens problemer

Som selvfølgelig er reelle nok, for så vidt som religion og politik faktisk diskuteres i partiet, men mindre åbenlyse når det kommer til de meget omtalte meningsmålinger. LO’s ugebrev A4 bringer i dag  denne historie:

Medierne spørger og spørger danskerne som aldrig før. Ved seneste folketingsvalg steg antallet af meningsmålinger med 50 procent, og alt tyder på, at udviklingen vil fortsætte. Prisen er ensidigt fokus på proces og mindre fokus på substans, mener valgforskere.

SPØRGE-JØRGEN Socialdemokraterne går et mandat tilbage, Enhedslisten ligger under spærregrænsen, Ny Alliance stormer frem, Fogh taber på skattereform. Sådan kan det lyde, når de landsdækkende aviser knap 8.000 gange om året fortsætter med sætningen: Det fremgår af en ny meningsmåling.
Kærligheden mellem meningsmålingsinstitutterne og medierne er i de senere år brudt ud i lys lue. Så sent som ved folketingsvalget i 1998 blev der kun gennemført 18 målinger af, hvor danskerne ville sætte deres kryds, men syv år senere – i den seneste valgkamp i 2005 – var antallet mere end tredoblet til 61 i løbet af valgkampen.

Det fremgår af en optælling, som professor og valgforsker Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har foretaget for Ugebrevet A4. Den viser, at meningsmålingerne igennem de seneste otte folketingsvalg er kommet til at fylde mere og mere i mediebilledet. Men at det for alvor har taget fart ved de seneste to folketingsvalg. Tilbage i 1984, hvor den konservative Poul Schlüter genvandt regeringsmagten, efter hans finanslov var blevet forkastet, blev der kun gennemført fem meningsmålinger. Og i de øvrige to folketingsvalg i 1980’erne steg tallet kun behersket til otte meningsmålinger.

Men også uden for valgkampene er mediernes brug af meningsmålinger steget voldsomt. Ifølge en optælling af artikler i landsdækkende og regionale aviser, som mediedatabasen Infomedia har foretaget, lå antallet af artikler, der blev skrevet på baggrund af en meningsmåling – eller som nævner en meningsmåling – i 2001, 2002 og 2003 på cirka 5.000 om året.

Men fra 2004 er antallet af artikler, hvor ordet meningsmåling optræder, steget til over 7.500 årligt. Og ifølge medieforsker Preben Sepstrup, der er ekstern lektor ved Aarhus Universitet, og som netop er i gang med et projekt om mediernes brug af meningsmålinger, har vi næppe set toppen.

»Jeg tror, der vil gå nogle år endnu, hvor meningsmålingerne vil komme til at fylde endnu mere. Det er så let og billigt at lave meningsmålinger i dag, og når det samtidig øger mediernes chance for at blive citeret i morgenradioavisen, er det helt oplagt at gøre det,« siger Preben Sepstrup.

Form frem for indhold
Ligesom flere valgforskere peger han på, at de mange meningsmålinger er med til at flytte mediernes fokus fra indhold til proces. Preben Sepstrup sammenligner meningsmålingsjournalistikken med sportsjournalistikken.

»Medierne laver det politiske liv om til en form for hestevæddeløb, hvor meningsmålingerne optræder som et utal af målfotos, uden at nogen giver en forklaring på, hvorfor hestene overhovedet løber, eller hvor de løber hen,« lyder det fra Preben Sepstrup.

Tilsvarende toner lyder fra valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet:

»Det bliver ren sportsjournalistik, hvor det mest interessante hele tiden er, hvordan stillingen er. Det mest klassiske eksempel er Mimi Jacobsen, der i sin sidste valgkamp slet ikke fik lov til at tale politik, fordi hun hele tiden skulle svare på, hvad hun skulle lave, når hun røg ud efter valget,« siger Kasper Møller Hansen.

Han og de øvrige valgforskere peger dog på, at det er et endnu større problem, at mange meningsmålinger bliver behandlet forkert eller får en overdreven vinkling i mediernes hænder. Hurtige konklusioner og store overskrifter om, at det ene parti ryger under spærregrænsen, et andet parti vinder et mandat, eller at befolkningen tror, velfærdsstaten er ved at bukke under, kan ofte dementeres på stedet, hvis der tages hensyn til den statistiske usikkerhed eller helt elementær forståelse af spørgeteknik.

»Medierne elsker at fokusere på, at noget har ændret sig. Det er en historie, der sælger bedre, end at der ikke er sket en udvikling. Hvis meningsmålingerne blev udsat for samme kritiske sans, som journalisterne normalt har over for deres andre kilder, ville vi slippe for mange hi-storier, der grundlæggende er noget vrøvl, fordi nogle alt for små udsving er blevet blæst op,« siger Preben Sepstrup.

Læs resten på A4.

Gjøl: årets landsby

Gjøl er for nylig blevet kåret til årets landsby. Tillykke med det. Om Gjøl ved jeg ikke andet end at Hans Kirks da han skrev sin roman Fiskerne lod sig inspirere af sin familie i byen. Det gav bl.a. anledning til følgende reaktion fra virkelighedens ‘Tea Røn’:

»Kære Kirk og Hustru!

Den ser rigtignok broget ud for Dem er jeg bange for ja os med. Hvad tror De Povl Vrist og Mariane med deres stærke Natur vil gøre ved baade Dem og os, og Lars Bundsgaards Kone; jeg er oprigtig ked af at det blev Følgen: Privatlivets Krænkelse her i vor lille afsidesliggende By; hvor to a tre Mennesker forsamles ved man hvad der er det staaende Samtaleemne; maaske hvad vi vil haabe skaber De dem et berømt Forfatternavn og en – i hvert Fald Begyndelse til en Formue; men det ser ud for Jens og mig som vi hellere maa pakke sammen, og rejse ja jeg ved ikke hvorhen, maaske nærmest paa Ladegaarden.

Jeg synes nu heller ikke som jeg sagde til Dem, at De havde Lov til at bruge Guds Ord: Bibelen til Spot og Satire; men vi holder af Dem som vi gør, ja hvad skal jeg sige, som vore Sønner og Døtre der nu voxer til, men ogsaa lever uden Gud, og selv om der er dulgt Spot over enfoldige Menneskers Guds Liv, mærker vi dog ogsaa der er nogen Ærbødighed for det der er helligt for os. Hør kunde De ikke paa en eller anden Maade skrive privat til Povl Vrist og Lars Bundgaard og ialfald holde os udenfor; men De maa ikke lade Dem forstaa med at jeg har skrevet noget derom. Vi vilde gerne selv have Bogen pr. omg. det var henne hos Fiskeeksportør N. N. som har købt den vi hørte og læste noget i den men vi kan ikke faa Raad til selv at købe den. Ja Jens og S. er ude at stange efter Aalene der ikke vilde gaa i Ruserne i Aar. Selvfølgelig var jeg ogsaa ked af dette med Tabitha som er anført som vores Datter, det haaber vi jo ikke paa, hun nogensinde skal komme i denne Situation [at faa et uægte Barn], naa men skidt med os Fortælling er jo Fortælling, og spændende er den, naar blot den var lidt mere ukendelig og uvirkelig, gør dog aldrig dette mere. Fordi man faar et Tilnavn – som jo snart bliver et Øgenavn – Spidslærke – derfor er man jo den samme, og hvad der angaar os, det ler vi bare af, en sund og hjertelig Latter; men alle de andre – hvad skal det dog blive til; naa det sætter maaske lidt Kulør paa det graa og triste Efteraar. Kunde De ikke glæde L. [en af Sønnerne] med at invitere ham ud hos Dem paa Besøg, men De maa ikke gøre ham til Kommunist! ! ! Ja undskyld dette Brev! i dybeste Inkognito.
Deres [................]
Tea Røn Hvor jeg lo af Brevet fra Fru Fabian o. x. v. Vi kunde jo nok kende hende Fruen der var her fra Aalborg som selv kunde ordne det ganske.

[ I Margen: ]

Er det uhøfligt at bede om et Exemplar til os 5 Fiskerfamilier at dele om fordi De ikke har bedt os om Tilladelse først til hele Redeligheden.

Med venligste Hilsener til Deres Hustru og Børn.«

Citat: Kritisk Revy, årgang 1928, hefte 4. Kan læses på det Kongelige Biblioteks hjemmeside. Maren Kirk, som går for at være Fiskernes Tabitha har skrevet et par bøger om sin familie og livet i Gjøl.

Robert Reich

Rune Lykkeberg anmelder Robert Reichs bog Supercapitalism i dagens Information. Det lyder som en interesant udgivelse.

En alternativ teori om Freverts skifte til CD

Det er da slet ikke Louise Frevert – hun har da bare sendt en anden: ligesom for ti år siden:

Den 14. maj 1998 havde Internationalt Hus i Odense hyret mavedanserinden Louise Frevert fra København til at komme og optræde. Huset var fyldt til bristepunktet af samtlige mavedanserinder på Fyn, som forventede en kæmpe oplevelse.

Det fik de. Og det gjorde arrangørerne også, blot ikke som planlagt. Lousie Frevert var nemlig blevet forhindret af et møde i København og sendte i stedet en dygtig stand-in. Det er selvfølgelig hvad der kan ske – og ville sikkert også være blevet accepteret i dette tilfælde, hvis ikke den fremmødte stand-in simpelthen stædigt udgav sig for at være Louise Frevert. Erstatnigen for Louise Frevert påstod hårdnakket over for arrangørerne, at hun var den rigtige “Louise”.

Et telefonopkald hjem til Louise Frevert afslørede, at årsagen til at hun i stedet for selv at møde op havde sendt en stand-in var, at hun var indkaldt til et møde. Louise Frevert sad dengang i Københavns Borgerrepræsentationen for de Konservative. Konfronteret med denne oplysning svarede den falske Louise Frevert, at det var rigtigt nok, at hun skulle til møde, men at hun var gået før tiden, hoppet ind i bilen og havde skyndt sig til Odense.

Det er jo skørt nok i sig selv. Men det bliver endnu værre. Læs resten af historien hos verdensmusikmagasinet Djembe Online.

Spørgsmålet er så bare hvem der er inden i Ben Haddou?

København Noir

Langt det meste mediekritik fra højredebattører på internettet er overdrevent vås. Men bloggeren Jarl Corduas kritik af Forbrydelsen er nu for så vidt reel nok.

Jeg blev selv lidt irriteret da Rama ikke ville ‘anmelde’ Theis.  I Danmark er det altså bare ikke sådan en forbryder kan slippe hvis ofret nægter at ‘press charges’. Det var ellers en stærk scene.

Men sådanne brud med virkelighedens regler kan ikke uden videre afskrives som kunstnerisk frihed når det gælder en realistisk kriminalserie som Forbrydelsen. Noget af det fascinerende ved en serie som Forbrydelsen er jo netop at seriens fiktive København ligner virkelighedens København. Den realistiske kriminalfortælling er i familie med journalistikken.

Forbrydelsen er i øvrigt en glimrende serie, derfor er den slags afvigelselser mellem reglerne i det fiktive og det virkelige København desto mere irriterende.

Klap nu lige tørklædet?!

Jeg har selv tænkt i samme baner som den gerne fornuftige og besindige Henrik Hansen når det gælder Enhedslistens aktuelle krise:

Udsvingene i meningsmålingerne er netop udsving – og så er der oven i købet den statistiske usikkerhed. Desuden kan der tænkes mange andre årsager til dem end netop balladen om I hvem nok hvem. Henrik nævner bl.a. SF’s aktuelle styrke.

Europapolitikken er formodentlig den afgørende forskel på SF og Enhedslisten, i hvert fald hvis man udelukkende kigger på ‘issues’ og ser bort fra organisationskultur etc. Måske svigter den traditionelle EF-modstand evne til at mobilisere venstrefløjens vælgere med tiden?

Helt personligt er jeg på mange måder enig med Enhedslistens kritik af den politik der føres i EU, men jeg har det svært med listens afvisning af overstatsligt samarbejde.

Ud fra en internationalistisk og demokratisk holdning går det bare ikke at Danmark eller Malta i enhver international beslutningsproces skal ligestilles med Frankrig eller Polen.

Men lad nu det ligge. Under alle omstændigheder er det farligt at gå i panik over hele den her Asmaa-ballade. Hvis man tager den lidt med ro og prøver at holde sig til de aktuelle, praktiske og væsentlige politiske spørgsmål, fremfor at fortabe sig i alle mulige mere eller mindre højtflyvende fejder om den rette marxistiske lære så skal vælgerne nok holde ved.

Jeg gør i hvert fald.

Jeg skulle ha’ været bibliotekar

Så ville jeg måske ha’ en lige så morsom, systematisk, informativ og interessant blog som Sune Hundebøll.

Besøg sh blog.

Læsetanke

Engang vil jeg gerne læse Olof Lagercrantz’ Om kunsten at læse og skrve. Tror det er en temmelig god bog.