Og så kan man jo tænke lidt over om det maskuline perspektiv virkelig er så fremherskende i pop/ungdomskulturen? Drejer det meste sig i grunden om at vise man er bedre end de andre fyre så man kan komme til damerne? Sikkert..

Men pigerne er jo også – stadig mere – med?!

Det påstår Hans Engell i hvert fald i sin nye bog Farvel til Slotsholmen som udkommer i morgen. Centrale politifolk har svært ved at tro på historien. Det manglede også bare, havde jeg nær sagt. Men Engell har vel ikke nogen særlig interesse i at finde på den? Det kan selvfølgelig være han i en opkogt situation har misforstået en politimand, der blot har udvist en smule sympati eller medfølelse overfor en falden mand. Hvem ved?

For nogen år siden læste jeg den respekterede venstresocialist Preben Wilhjelms selvbiografi Fra min tid. En bog jeg ville have fundet mindre interessant hvis jeg var ældre, for store dele af bogen er genoptryk af gamle debatindlæg.

Søren Krarup gør det samme i et væk. Jeg opfatter Krarups gentagelser som noget mere mere trættende, ikke alene af politiske årsager. Vi holdt Jyllands-Posten i mit barndomshjem i 80′erne og 90′erne. Jeg kender sangen.

Et af Wilhjelms interesseområder er retspolitikken, herunder bl.a. tilsyn med registre, efterretningstjenesterne osv.

I Fra min tid harcelerer Wilhjelm en del over en anden konservativ historie om spritkørsel. Da Per Stig Møller blev leder af det Konservative Folkeparti efter Engells uheld, kom det frem at også han årtier inden havde kørt spritkørsel.

Så vidt jeg husker var Wilhjelm utilfreds med at meget gamle oplysninger om kriminalitet, oplysninger som forlængst er slettet fra folks straffeattest, stadig fremgår af et af politiets registre. I den konkrete situation var der endvidere særlig grund til at beklage sig over det forhold at der ikke var nogen effektiv logføring af registret.

Man kunne følgelig ikke se hvem der havde fundet det værd at slå Per Stig Møller op og lække oplysningen om hans gamle synder. En politiansat har det formodentlig været. Gad vide om man fik bedre styr på det register dengang?

Enhver kan tænke sit. Sandheden får vi måske aldrig.

Man man kan jo for eksempel lægge to og to sammen og brygge sig en sjov lille konspirationsteori om “Engell-fløjen” i det danske politi.

Men selvom blogosfæren på ingen måde kan træde i stedet for de store nyhedsmedier, når det gælder almindelig nyhedsformidling kan den selvfølgelig så meget andet. Ideologisk indpiskning, en eller anden besynderlig nymodens social funktion, som jeg ikke helt kan greje – en slags hygge(?) -  og noget med særlige måder at fremstille specielt kultur- og livstilsstof på. Endelig er der selvfølgelig den personlige vinkel, som i sig selv kan være af værdi, især hvis bloggeren befinder sig i en særlig interessant situation eller har en særlig viden om eller personlige erfaringer fra et specielt felt.

Fred være med det. Jeg vil nødig have skudt et reaktionært mediekritisk synspunkt i skoene. Selvom jeg tror de traditionelle medier kan levere mange af de samme ting, ofte bedre.

Tolborg og Telvin konkluderer at blogosfæren ikke udgør nogen umiddelbar trussel mod de store medieinstitutioner. Alligevel kan man jo godt gøre sig sine tanker om hvilket forskruet verdensbillede man ville kunne danne sig, hvis man alene læste (danske) blogs, og aldrig besværede sig til at læse en avis (det være sig på nettet eller i papirudgaven) eller høre radio eller se tv.

For nu at følge Tolborg og Telvins grove opdeling ville man jo enten blive et kiksemonster eller bidt af en gal muhemadaner. Eller måske bare blive uhyre overfladisk.

Det er såmænd godt nok med blogs, man skal bare tag dem for hvad de er, og helst ikke fortabe sig i dem – så risikerer man alt for let at udarte til en karikatur af en blogger: en lidt overfladisk sjæl, evt. med kværulantiske træk og i hvert fald med en indsnævret horisont.

I medieverdenen, som i mange andre sammenhænge er der altså god grund til at forsvare institutionerne – ikke ukritisk eller for enhver pris, forstås – men netop fordi de traditionelle medieinstitutioner lige så meget som de er traditionsbevarende er med til at sikre kvalitet, redelighed og mangfoldighed i den offentlige meningsudveksling. En enkelt blogger, så velorienteret som han eller hun end kan være er selvfølgelig ikke i stand til at levere et lige så vægtigt bidrag til den offentlige samtale, som det forpligtende arbejdsfælleskab som fx. en avisredaktion udgør.

Der vil jeg gerne indrømme min mediepolitiske konservatisme. Jeg vægter redaktionens praktiske og forpligtende arbejdsfælleskab langt højere en blogosfærens diffuse netværk.

Men artiklens hovedpointe – at hipsterkulturen praktisk taget altid-allerede opsuges og udvandes af den kommercielle mainstream, og at hipsteren derfor som det hedder bliver “livsnerven i det kommercielle system, han prøver at slå ihjel” er efterhånden en standardindvending mod enhver form for forestillet ‘modkultur’, og derfor ikke i sig selv særligt interessant. Som en af kommentarerne til net-udgaven af artiklen også påpeger, gjorde denne mekanisme sig allerede gældende i forbindelse med punken.

Paradoksalt nok er det som fænger i artiklen, de i den trykte udgave lækkert opsatte fodnoter, som beskriver forskellige objekter og institutioner fra hipsterens verden, og på denne måde tegner et ret anskueligt billede af denne flygtige kultur.

Man (gen)kender typen, kort sagt, uden i øvrigt at have stødt på vedkommende så ofte – undertegnede bor jo i provinsen, og kommer ikke så meget på kasernen – hvor Aarhus Universitets æstetiske fag findes – eller andre steder i mit universitære nærområde, hvor mere eller mindre rendyrkede hipstere kunne tænkes at færdes.

Så flygtig kan hipster-kulturen følgeligt ikke være, tænker jeg?

To spørgsmål:

1) Er det ikke fra starten af misforstået at opfatte den skitserede subkultur som distinkt modkulturel?  Er det i grunden ikke bare fyre, som så at sige “passer deres have” – laver lidt kunst, musik, film eller what ever og i øvrigt køber ind, går til fester og prøver at score damer med en vis smag og originalitet samt ungdommelighed, ikke at forglemme. Som unge mennesker med en vis smag og orginalitet nu gør.

Bevares. Det kan da godt være at der er en hipster eller to som har forlæst sig på Walter Benjamin, Adorno eller noget queer-teori af en slags, fx. Men d’herrer og damer er – bl.a. måske netop derfor – næppe så naive at de har særligt massive modkulturelle ambitioner. Mon ikke det allerhøjest for de mere avancerede og kreative typer drejer sig om at rydde sig en liden beskeden jordlod, som ganske vist står i en uundgåelig forbindelse med mainstreamen, men som man dog kan gå og pirke lidt i som man vil?

2) Som sådan lider hipsteren jo ikke noget stort nederlag (altså i kraft af sin hipsterhed). Artiklens “Mads” har det såmænd sikkert alligevel bare lidt sjov undervejs, selvom han citeres for følgende:

“Når vi tager til fester, har alle deres venneflok med i deres mobiltelefon, så vi kan ikke være et sted ad gangen. Vi skal hele tiden videre til et nyt sted. Så står vi på Vesterbro, og så er der pludselig en fest i Sydhavnen, der er endnu smartere, fordi den er endnu mere undergrundsagtig. Det er sindssygt stressende.”

Nu er det ikke fordi jeg vil spille sur gammel mand og beskylde nutidens ungdom for at være sart og blødsøden. Godt nok kan man ikke stole på nogen over tredive, men nej: Faktisk er jeg ikke utilbøjelig til at tro at Mads’ sorger er en ganske relevant reaktion på tidstypiske fænomener. For nylig præsenterede Anders Fogh Jensen i DJØF-Bladet (af alle steder!) sin tese om “projektsamfundet”. Læs interviewet eller andre af filosoffens samtidsdiagnostiske tekster – han er inde på noget meget vigtigt, som tangerer Mads’ sorger.

Mere interessant ville det altså være at se på (ungdoms)kulturen mere helhedsorienteret, og se hipster-elitens nederlag til mainstreamen i sammenhæng med den gammeldags generiske modes funktionsmåde. Her i provinsen, i hvert fald, ser det nemlig ud til at der stadig er betydeligt flere overpudrede pigebørn af diverse afskygninger og tilsvarende (bøv)smarte fyre i stramme t-shirts, hængerøvsbukser og hvad har vi end der er rendyrkede supersemiotiske hipstere. Bøvsmarte jo netop kun set fra et synspunkt præget af en kulturel smag, der sikkert i høj grad er præget af fænomener, som er udviklet af hipsterne.

Og selvom “elite-hipsteren” forsøger at undslippe modens og mainstreamens hierarkier, kommer mange af de tegn af den type som artiklen opremser, til at indgå i kulturelle rum, der i hvert fald på visse stræk fungerer mere “gammeldags” og hierarkisk?

Hmm… Der tænkes højt.. Og ikke særligt distinkt eller avanceret for den sags skyld. Jeg er ikke særligt godt inde i den sociologi som behandler disse spørgsmål. Bordieu tænker jeg for eksempel har interessante bidrag til diskussionen.

Men Asmussen udlægning af historien er appellerende ikke alene fordi den gør op med denne opfattelse, som simpelthen virker alt for almindelig, men også fordi den virker afbalanceret, for så vidt som de påståede motiver til Ankers tilbagetræden ikke virker synderligt hæderværdige.

Desuden er det forfriskende at Asmussen lader det stå ganske klart at både politikerne og den økonomiske sagkundskab har det med at hænge sig i økonomiske lovmæssigheder, som imidlertid ikke altid er i stand til at forudsige det faktiske forløb.

Sådan helt aktuelt er arbejdsløsheden jo så vidt undertegnede forstår faldet under et niveau, som i hvert fald visse økonomer tidligere har betragtet som et nærmest naturligt laveste niveau.

Historien om Ankers uformåenhed og Superman Schlüter  – og især senere socialdemokraters manglende vilje til at forsvare deres partis fortid – er et tydeligt tegn på den kvælende økonomiske konsensus som har bredt sig i dansk politik op gennem 1980′erne.

Apropos kan man i gårsdagens Information læse et interessant interview med Ove K. Pedersen og John L. Campbell, som mener den danske debat bl.a. på baggrund af denne økonomiske konsensus er blevet for fikseret på nationaløkonomi.

Prøv at høre. Musikken er mildest talt lovlig flødet, men der altså noget over den gamle mands lidt tøvende ordstrøm – især den knortede sang tilsidst:

Til gengæld var jeg svært begejstret for Jonas Breums gamle orkester Coolsville som desværre kun nåede at udgive en plade, Langtfra landet, som jeg hører tit og gerne, især når jeg er i dårligt humør. Det er nemlig en usædvanlig varm og personlig pop/rockplade.

Youtube byder på nummeret “Det gælder”:

Et muligt svar er: “Jeg er pænt god til krop”.

Kosteligt!