Mette Bocks ideer om et åbent, netværkende politisk parti kom rigtignok til udfoldelse, men forhåbentlig ikke som hun havde forestillet sig, så kynisk er hun sig næppe bevidst at være.

Nu er det jo altid nemt at være bagklog, men da jeg i sin tid hørte udsendelsen tænkte jeg: det kan måske være godt nok det der netværkeri, men det kan nemt blive en retorik, der kommer til at dække over skamløst karriererytteri og despekt for vælgere og andre bonderøve.

Så hvad med at gå lidt frisk til sagen og se SF’s store vælgertilslutning som et symptom på, at noget er i gang. Som udgangspunktet for det opgør med den kapitalistiske rationalitets irrationalitet, som så mange sukker efter, i stedet for at bruge al energien på at analysere på, hvad SF ikke er. Det er nemlig ikke Villy Søvndal eller SF, som fremover bør påkalde sig den største interesse, men derimod de tendenser ude i samfundet, som partiet politisk har sat i tale.

Noget mindre positive udlægninger kan man finde på Lars Henrik Carlskovs blog eller fra snart sagt enhver anden stemme med Enhedsliste-sympatier.

Hvad mener undertegnede? Tjaeh…

Det er den eneste værdikamp som virkelig betyder noget!

Der findes strømninger inden for den katolske kirke, som jeg synes, der er lige så lidt plads til i Danmark, som jeg synes, der er plads til Hizb-ut-Tahrirs idéer

OK! Jamen selvfølgelig, kunne man jo sige. Såvel autoritære og intolerante katolikker som muslimer må vel være naturlige modstandere for demokratiske, frisindede socialister? Selvfølgelig!

Men hvad er relevansen, for hulen! Hvad i himlens navn er den umiddelbare sammenhæng mellem eventuelle politiske ubehageligheder i den katolske verden i almindelighed eller Østeuropa i særdeleshed og den indvandring Danmark i øjeblikket modtager fra Østeuropa.

Eventuelle sociale, økonomiske, uddannelsesmæssige, boligpolitiske problemer i den forbindelse har da i udgangspunktet meget lidt at gøre med at en vis andel af disse indvandrere eventuelt skulle nære mere eller mindre ubehagelige sympatier i sammenhæng med deres religion, nøjagtig som man for eksempel ikke lader det indgå som et væsentlig element i dansk socialpolitik at ca. en femtedel af danskerne går ind for dødsstraf.

I et læserbrev i Politiken samt indlæg på sin blog søger Krag da også fornuftigvis at nedtone den ‘kulturalisering’ eller ‘religionisering’ af østarbejderne, som lå lige for med tanke på hendes udtalelelser til Politiken.

Men spørgsmålet er jo om skaden ikke er sket? Krags første ‘udfald mod katolikkerne’ vil blive det der huskes. De efterfølgende ganske fornuftige nuanceringer fanges givetvis af færre. På denne måde opnår SF  at tale både til de vælgere der tiltales af idéen om den overlegne dansk-protestantiske kultur og sekundært at lappe på partiets forhold til de vælgere, der ikke er begejstrede for denne ‘kulturalistiske’ tankegang, men i øvrigt nærer sympati for SF.

Det er ikke uproblematisk. For selvom Astrid Krag ikke er nogen Morten Messerschmidt - det hedder for eksempel ikke: “Vi har ikke et østarbejderproblem, vi har et katolikproblem” - taler hun altså om problemet ‘østarbejderne’ på en måde der alt for let forstås i den retning. Uanset hvad der er hensigten, bliver Astrid Krag fanget ind i en måde at strukturere et problemfelt af denne type på, som ikke er i overensstemmelse med hvad der burde være Socialistisk Folkepartis ideologi.

Man kan i den forbindelse stille to spørgsmål:

1. Er dette emne overhovedet noget som et ledende medlem af Socialistisk Folkeparti bør sætte på dagsordenen? Er det væsentligt i saglig forstand samt ud fra en socialistisk politisk vinkel?

2. Hvis 1. kan besvares bekræftende: hvordan kan et sådan emne sættes på dagsordenen på en stærk måde, der markant adskiller sig fra den ubehagelige måde højrefløjen aktuelt er tilbøjelig til at behandle integrationspolitiske emner på (dansk-kristen kulturs overlegenhed, hele befolkningsgruppers identifikation med ekstremisme etc.)?

Socialistisk Folkeparti, samt hele venstrefløjen har al mulig grund til at tænke grundigt over denne og lignende problemstillinger, da der kan stilles tilsvarende spørgmål i forbindelse med SF’s håndtering af mange andre emner indenfor det der med en problematisk term kaldes ‘værdipolitikken’.

Jeg har især hæftet mig ved at SF i forbindelse med emner som retspolitik, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed har været tilbøjelig til at komme med meget skarpe udmeldinger, der ligner skud fra hoften.

Men partiet skal vogte sig for ikke at komme til at spille med på de moralske panikker, som plager tidens politiske klima og afleder opmærksomheden fra emner der fra en socialistisk vinkel udgår langt mere væsentlige og overordnede politisk-økonomiske problemer.

I øvrigt har jeg som sædvanlig, havde jeg nær sagt, også en del overvejelser over om det her bloggeri i det hele taget er relevant. Det falder mig ikke sjældent ind at slette hele baduljen. Men det er nu også så drastisk.

Nu er det så i stedet blevet til en opdatering til Wordpress 2.5.1, som faktisk ser ud til at indeholde en del rigtig fornuftige nyheder. Mens jeg sidder og skriver disse ord, kan jeg for eksempel følge med i hvordan kladdeteksten automatisk gemmes en gang i minuttet. Det er smart!

Desuden afprøver jeg også langt om længe et nyt tema - Sandbox. Det skal nok tilpasses en smule, men det ser nu heller slet ikke så tosset ud som det er. Jeg kan godt lide enkeltheden, men må konstatere at fraværet af en højremargen gør læseoplevelsen overraskende træls. Der skal nok også være andre problemer. Kommer tid, kommer råd!

Det er lidt mærkeligt at Forum for Kritiske Muslimer, som blev stiftet i 2001 kaldes en ny forening. For selvom foreningen vist nok er af beskeden størrelse, og selvfølgelig i de senere år i offentlighedens øjne er blevet overskygget noget af Demokratiske Muslimer, er den dog tidligere blevet omtalt en del.

De to foreninger er i øvrigt meget forskellige. Mens Demokratiske Muslimer mest bruger ordet muslim som en sociokulturel markør, delvist sammenfaldende med indvandrer, har Kritiske Muslimer i højere grad et forpligtet forhold til religionen islam som udgangspunkt.

Oprindelig talte Kritiske Muslimers centrale figur, Sherin Khankan i lighed med Khader og co. for adskillelse af religion og politik. I de senere år har hun i højere grad talt for at det er legitimt at gøre sin religion offentligt gældende også politisk, og ’sammenblanding’ af religion og politik ikke nødvendigvis behøver føre til fanatisme, intolerance osv.

Derfor, og fordi Khankan har et nært forhold til Jacob Holdt, som er gået i kærlig klinch med mange forskellige fanatikere,  er det selvfølgelig oplagt at Kritiske Muslimer blander sig i debatten om Hizb ut-Tahrir, blandt andet ved at arrangere et debatmøde med den afhoppede britiske hizbut Maajid Nawaz.

Det virker også underligt at Berlingske tilsyneladende ikke har præsenteret Tina Magaard, som avisen har bedt kommentere Kritiske Muslimers initiativ, for Khankans udtalelser om samme initiativ.

Tina Magaard siger i følge avisen:

Hvis man vil i dialog med Hizb ut-Tahrirs medlemmer, skal man være meget bevidst om, hvad dialogens formål er. Eftersom Hizb ut-Tahrir nok er den mest topstyrede islamistiske bevægelse overhovedet, vil det være begrænset, hvor meget den danske filial kan få lov til at flytte sig i forhold til den internationale ledelse. Det virker umiddelbart mindre kompliceret at gå i dialog med de unge muslimer, der ikke er en del af bevægelsen, men som færdes i de miljøer, hvor Hizb ut-Tahrir rekrutterer.

Det er såmænd udmærkede betragtninger, men Khankan taler altså ikke om at flytte den danske afdeling af HuTs officielle holdning. Hun taler om en kritisk dialog med dens medlemmer og sympatisører. Det er dem man skal flytte. Væk fra HuT.

Nuvel. Det er måske ikke helt rimeligt at klandre de rare mennesker på Berlingeren for Magaards udtalelser. Den svada som kommer til at afslutte artiklen, må i hvert fald stå for hendes egen regning.

Her får man at vide at Magaard

er overrasket over, at det netop er Sherin Khankan, som går i kødet på Hizb ut-Tahrir:

»Sherin Khankan har selv argumenteret for indførelse af et »demokratisk kalifat«, så det er altså ikke kalifat-tankegangen, der skiller de to foreninger, men hvordan kalifatet skal forvaltes. Desuden har hun før udtalt sig tvetydigt om Hizb ut-Tahrir. I sin seneste bog er hun for eksempel afvisende over for kritik af helligskrifter, samtidig med at hun opfordrer til, at vi skal kunne »rumme« Hizb ut-Tahrir.«

Tina Magaard er uddannet litteraturhistoriker (se kommentarerne) i fransk og kunsthistorie. Men nuanceret tekstlæsning eller evne til at sætte kulturelle fænomener i kontekst er ikke noget man mærker meget til i pressens citater af Magaard.

Hun har givetvis læst bogen Islam og forsoning, hvor Khankan lancerer det “demokratiske kalifat”. Nu har Khankan ganske vist en tilbøjelighed til akademiske krummelurer og uklarheder, men ikke desto mindre skal man godt nok være overordentlig lidt sensibel i sin læsning af Islam og forsoning, hvis man forstår Khankan som en slags light-udgave af Hizb ut-Tahrir. Det virker som om Magaard stirrer sig blind på Khankans anvendelse af begrebet kalifat og ser bort fra at Khankans synspunkter i øvrigt på snart sagt alle måder står i modsætning til en konservativ eller politisk ekstrem udlægning af islam. Det er ganske vist ikke helt klart hvad begrebet “kalifat” står for hos Khankan, men der er intet belæg for at det skulle stå for et religiøst-politisk diktatur.

I efteråret var der en smule polemik fordi rapperen Marwan skulle optræde på Hovedbiblioteket her i Århus. Balladen drejede sig hovedsageligt om teksten til nummeret “Sten i hans hånd”, som kan læses her.

Det forargelige var især ordene “Død over alle præsidenter, der findes kun Allah”. Den gang kunne man i JP Århus læse følgende:

Post. doc. Tina Magaard, Center for Multireligiøse Studier, Aarhus Universitet, henviser til den klassiske islamiske retstankegang.

»Øverst har vi Allah, under ham profeten Muhammed og dernæst kalifferne. Det er de eneste legitime autoriteter. Rapperen refererer altså til den ortodokse opfattelse af, hvor juridisk, politisk og militær autoritet skal ligge. Når han siger alle præsidenter, så er det alle autoriteter, der ikke er forvaltere af Allahs orden.«

Tak for kaffe! Sidder 26-årige dansk-palæstinensiske rappere nu og kigger i islamistiske politisk-religiøse traktater for at finde inspiration? Mon?

Når man læser Marwans tekst i sin helhed bemærker man da også at der ikke står en bønne om kaliffer eller andre religiøse autoriteter. Teksten trækker på et religiøst sprog i sin protest over palæstinensernes håbløse situation og sine angreb på Israel, den angriber ‘verdensmagterne’ med henvisning både til det undertrykte folk og til en overjordisk, religiøst retfærdighed.

I Jan Guillous Hamilton-romaner argumenterer den aldrende efterretningschef D.G. ind i mellem for juridisk tvivlsomme beslutninger med vendingen “Der er forskel på menneskenes forordninger og Guds love”. Det er en lignende tankegang, der på spil i Marwans tekst. Man kan mene om den hvad man vil, men den fører altså ikke nødvendigvis til et politisk-religiøst diktatur.

Det kan såmænd godt være at Marwan læser Koranen og den slags. Men det betyder altså ikke nødvendigvis at hans tekster propaganderer for synspunkter á la Hizb ut-Tahrir.

Pressens Magaard virker som om hun har beskæftiget sig så meget med de mest vidtgående, militante og reaktionære islamiske tanker, at hun kommer til at læse dem ind i alt der lugter bare det mindste af islam.

Sat på spidsen kommer hun til at lyde som en akademisk udgave af Morten Messerschmidt. Magaard formulerer sig mere forbeholdent, men hendes læsninger af Khankan og Marwan minder mig nu alligevel om følgende rablende Messerschmidt’ske analyse:

Der er en rød tråd fra den muslimske familiefar, som tillader sin datter at gå med tørklæde og kræver overholdelse af ramadanen, til den afsindige terrorist, der kaprer passagerfly og tordner ind i World Trade Center. De er alle bundet af islams befalinger; de er underlagt religionens slavesind. Og når først man har indrettet sig på at følge sin religiøse herrers bud – uagtet at de strider mod enhver naturvidenskabelig tanke – så er der ikke så langt til at binde dynamit om maven og tage metroen ind i Londons undergrund. Den religiøse befaling står over alt.

Kristendommen er med sine ca. 300 sider og sine mange fine sort-hvide illustrationer en rigtig indbydende bog. Man får her et godt overblik over kristendommens historiske indre udvikling og undervejs også en del oplysninger om religionens vekselvirkning med især det europæiske samfunds historie.

Det er lang tid siden jeg har været så optaget af illustrationerne i en lignende udgivelse. Samlet set er de simpelthen fremragende! Denne bog er ikke som mange tilsvarende historiske fremstillinger fyldt med intetsigende portrætter - her er illustrationerne med til at fortælle historien.

Især et foto af en Mariafigur udskåret i træ, under hvis skjørter hele folket, som en flok bekymrede nisser søger ly, er jeg helt fortryllet af. Bedende middelalderfolk under gudsmoderens beskyttelse - rørende!

Mindre rørende, men illustrativt for disciplinerings- og individualiseringsprocessens mere ubehagelige sider er et billede af kvindefængselskirken på Christianshavn, hvor kirkebænkene var opdelt i celler, kun åbne i prædikestolens retning. Fra den foruroligende ledsagende tekst fra 1893:

Man mene om Cellesystemet hvad man vil - med Kirkegangens Formaal stemmer det i den Grad, at det ubetinget burde indføres ogsaa ude i det frie Liv.

Balling beskriver naturligvis de historiske brudflader, men han er også opmærksom på den historiske kontinuitet. Det udtrykkes for eksempel sådan (på s. 249):

I en religion der er historisk i alle dette ords betydninger, er der ingenting der rigtig dør, og alt nyt der bliver til, må søge at komme til rette med det gamle der ikke dør

Jeg har stor sympati for denne forsigtige og nænsomme tilgang til historien, hvor man ikke stirrer sig blind på en snæver forståelse af ‘udviklingen’, men forstår at historiske omvæltninger sjældent fuldt ud destruerer de hidtidige former.

Når det er snart, så er det selvfølgelig klart at man i en så kort fremstilling af et så omfattende stof må koncentrere sig om nogle overordnede hovedtendenser.  Således savnede jeg undervejs en smule flere oplysninger om to vigtige grænsefænomener, henholdsvis en indre og en ydre: diverse kættere, mystikere etc. og kristendommens forhold til fremmede religioner især i middelalderen og nyere tid.

Dette savn blev dog i nogen grad afhjulpet af et rigtigt godt afsluttende og sammenfattende afsnit under den for religionshistorien som sådan sigende overskrift Én ting - mange ting, hvor man blandt andet kan læse følgende om jødedommen, kristendommen og islams fællestræk:

På disse præmisser udfolder de tre religioners konkret fællesudtryk sig. De taler alle om Guds lov: påbud og forbud, som ikke ligger i “tingenes natur”, men udspringer af guddommelige viljesakter. De taler om folkets ordninger: de politiske og retslige former, som verdens skabelse fortsættes i. De taler om udgang, overgang og vandring [..]. De taler om fortidserindring og fremtidsforventning, samlet i den nutid Gud taler i. Deres hellige handlinger aktualiserer historie, idet de indoptager fortiden og foregriber fremtiden, således som først og fremmest de jødiske og kristne påskeriter viser det. De tænker materielt: kød og blod er hellighedens og guddomsviljens bærere; mennesket lever af brød.

På baggrund af alle disse slægtskabstræk er det ikke overraskende, at det, der adskiller dem, har ført dem til forbitret indbyrdes afvisning. Det er ikke tilfældigt, at jøder og muslimer altid har været sværest påvirkelige for kristen mission.

Derefter peger Balling på Kristusbegivenheden, inkarnationen, “Guds selvafsløring i mennesket Jesus”, som det centrale særpræg ved kristendommen - et særpræg der bevirker en nedrivning af alle religiøse rangforskelle mellem mennesker - “Hvis nemlig Guds selvfornedrelse på én gang er total dom og total befrielse, så har det ene menneske ikke noget at lade det andet høre”. Desuden kommer kristendommen på grund af tanken om Jesu’ korsoffer i særlig grad til at ligge lægge vægt på tro og modtagelse, som den rette religiøse indstilling.

Her skriver Bent Jensen blandt andet om behandlingen af det speciale som ligger til grund for Møllers bog:

Det er værre for universiteterne. Hvis de mener, at begavede og kritiske studenter skal trynes og bortjages, går de deres egen undergang i møde.

De ord klinger temmelig hult i Bent Jensens mund, når man tænker på hans engagement i sagen om et andet speciale. Man kan blandt andet læse om sagen i Forskeren (pdf).

Retorikken rummer altså en del stof man kunne kalde social-psykologi. Men den handler selvfølgelig også om det retoriske håndværk - de teknikker man bruger til at overbevise andre mennesker om dette eller hint.

Et centralt afsnit af Svend Bjergs bog om de fire store teologer P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Johs. Sløk og Regin Prenter, handler om prædikenen - om de fires syn på og praktiske arbejder i den genre.

Svend Bjerg skriver:

Dette topos, at præsten ikke råder for virkningen af sine ord - Gud alene råd - er fast inventar i århusteologernes dialektiske homiletik. De har både ret og uret. Ret, fordi vore ord, både de der forløser, og de der frustrerer, kan bevirke ting, vi ikke har magt over, og samtidig er det selvindlysende, at vi ikke kan tvinge nogen, slet ikke Gud, til at give vore ord opbakning. Uret har de, fordi de er blinde for deres egen, måske ubevidste retorik, men de gør alle brug af et større arsenal af overtalelsesmidler.

Som man ser er det ikke en bog man læser ubesværet uden et vist kendskab til teologisk jargon og historie. Hvis man fx. ikke aner hvem Karl Barth er eller hvad dialektisk homiletik kan være for en størrelse er Århusteologerne ikke stedet at starte. For læsere, der som undertegnede kender lidt til teologihistorie, og gerne vil vide mere om den teologiske debat i perioden, er den dog absolut læsværdig, selvom jeg dog mindes i hvert fald et sted hvor den teologiske fagjargon blev mig lige tæt nok.

Især fandt jeg det interessant at få lidt mere at vide om Regin Prenter, som i dag nok er den mindst kendte af de fire. Prenter er for mig særlig interessant fordi han som barthianer og fortaler for Dansk Samling, såvel teologisk som politisk indtager en position, som er interessant i forhold til Tidehverv. Også P.G. Lindhardt, som jeg kun kender som kirkehistoriker, og for den store debat om ‘det evige liv’, var det interessant at lære mere om. Jeg ser frem til en gang at læse i Lindhardts prædikensamlinger - Lindhardt skulle være en mester i den kunst at prædike.

Svend Bjerg nøjes heldigvis ikke med at referere de fires synspunkter, men sætter dem i forbindelse med hinanden, og forholder sig aktivt og kritisk til dem. På denne måde bliver man klogere på hvorledes og hvordan teologien udvikler sig.