Har de fædrelandsløse en sjæl?

Det nationale er blevet gjort til synden over alle synder, er blevet gjort til genstand for hetz og had, selvom det  nationale jo slet og ret er menneskets nødvendighed af at kunne være sig selv, er sjælens afhængighed af sin rod og sit hjem. Derfor er det nationale sjælfuldt, mens det anationale er sjælløst. Derfor er det nationale en eksistens i ånd og hjertelighed, udtryk i modersmålet, mens det anti-nationale er kunstighed og åndløshed, udtrykt i det pseudo-sprog, der tales af europater og ideologer:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

fra Søren Krarups tale ved Dansk Folkepartis landsmøde, 4. oktober 1997, optrykt i Tidehverv, årg. 1997, nr. 10 under overskriten I undergangens angst.

Man fristes jo til at spørge: har den statsløse, verdensborgeren, den rejsende, flygningen, den som har blandede nationale identiteter overhovedet en sjæl? Er kosmopolitter overhovedet mennesker?

Man kan faktisk blive klogere af at se tv

Tirsdag den 17. oktober havde DR2 en Temaaften om Nürnberg-processerne. Hovedudsendelsen var en engelsk dramadokumentar om Görings sidste kamp – som fortalte om Görings optræden i forbindelse med Nürnberg-rettergangen. Interessant historie om den gamle forbryders dødskamp.

Efterfølgende et program om Nürnberg-processen og Nürnbergprincipperne som Menneskerettighederns vugge. Det var under dette program jeg blev klogere. Nåja – Göringhistoriens detaljer var naturligvis også værd at tænke over. Men historien om menneskeretttighederne indeholdt hele to spændende facts, som jeg ikke tidligere er stødt på.

1. Udover den Internationale Straffedomstol (ICC) eksisterer der to faste menneskerettighedsdomstole. Den europæiske havde jeg naturligvis hørt om, men jeg var ikke klar over at der også fandtes en i OAS‘ regi – OAS er Organisationen af Amerikanske Stater, samarbejdsorganet for staterne i både Syd-, Mellem- og Nordamerika.

Ikke alle staterne i OAS har underlagt sig Den Inter-amerikanske Menneskerettighedsdomstols jurisdiktion, og derfor kan den ikke siges at være så stærk en institution, som sin europæiske fætter. Men den findes dog.

2. Også efter 1. Verdenskrig søgte man at foranstalte et retsopgør med (den tabende sides) krigsforbrydere, bl.a. ved en retssag i Leipzig. Dette forsøg løb dog ud i sandet.

Det er altid spændende at få noget nyt at vide.

Det kan betale sig at stå sammen

Indtil videre har et polsk byggesjak på seks personer, der arbejder med betonnedbrydning på Københavns Hovedbanegård, tilsammen fået en efterbetaling på 150.000 kroner for adskillige overenskomstbrud ved at melde sig i dansk fagforening.

Det har samtidig fået en række andre polske arbejdere med beslægtet arbejde til at henvende sig til fagforeningen. Også de har udsigt til efterbetaling som følge af overenskomstbrud.

- Vi betragter det som lidt af en solstrålehistorie, lyder det fra Michael de Gier, faglig sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København.

Og det bedste af det hele er måske, at også polakkerne er glade, selv om det var noget af en overvindelse at søge hjælp i fagforeningen.

- Jeg har altid været vant til at klare tingene selv og havde lidt svært ved at tro på, at vi kunne få hjælp i fagforeningen. Men det kunne vi, siger Robert Majewski, 37-årig polsk arbejdsmand, som var den, der for fire måneder siden henvendte sig til 3F, fordi han følte sig snydt af sin arbejdsgiver.

Læs resten af historien på 3F’s hjemmeside.

Spanierne – reaktionære katolikker?

Gad vide om der er nogen der kan huske Bertel Haarders tankeløse og hånlige ord udtalelser om den spanske menneskerettighedskommissæren fra Europarådet, Alvaro Gil-Robles?

I følge daværende integrationsminister Bertel Haarder forstod Gil-Robles ikke de danske familiesammenføringsregler, fordi han som spanier ikke havde blik for de “kvindeprogressive” træk ved disse regler. (Læs mere hos TV2).

Det var ikke særlig klogt sagt af Bertel Haarder. Især set i lyset af at den socialistiske spanske regering siden har gennemført en række progressive love, blandt andet love, der skal forhindre vold mod kvinder (læs mere her). Desuden har man gennemført en række tiltag med henblik på at ligestille homoseksuelle.

Forholdet er jo i Spanien, som i Danmark og de fleste andre steder: højrefløjen er fodslæbende når det gælder fremskridt for kvinder og seksuelle mindretal. Venstrefløjen må som regel gennemføre fremskridt på disse områder under protester fra højre.

Reolgennemgang 17

Gennem de seneste år er det i stigende grad blevet sådan at jeg mest læser fordi jeg vil vide mere om et eller andet – og stadig sjældnere hovedsageligt fordi jeg vil fornøjes eller skærpe sanserne. Min læsemetode har fået noget strengt, akademisk og lidt asketisk over sig.

Det giver imidlertid ikke meget mening at læse Suzanne Brøggers essays – her samlingen Sejd med et snævert vidensperspektiv for øje. Vistnok kan man blive klogere på mange ting ved at læse Brøggers meget personlige, men også alment orienterede overvejelser over kønslivet, samfundet og moralens veje og vildveje, men her drejer det sig altså i høj grad om at skærpe sanserne. Ind i mellem bliver Brøggers overvejelser mig en smule for kategoriske – som når hun i essayet “En køn historie – et kvart århundrede efter” med henvisning til en eller anden historiker (Gordon Rattray Taylor) påstår at vores samfunds overordnede kønslige tanke- og funktionsmåde er skiftet fra at være patristisk – ikke nødvendigvis mandsdomineretet, men styret af mandlige værdier – til at være matristisk: styret – eller rettere ikke styret – i overensstemmelse med kvindelige værdier.

Jeg er på forhånd dybt skeptisk indstillet overfor den slags uforbeholdne enten-eller diagnoser – nøjagtig som jeg er overfor de fleste konspirationsteorier og forfaldshistorier. Hvorfor er det så til at holde ud at læse alligevel? Jo – for det første er det helt tydeligt at Brøgger ikke er ude efter den store forkromede analyse, men den løbende overvejelse, forsøget på at forstå tiden i flugten, for det andet anvender Brøgger ikke sine forudantagelser, fordomme og begrebsapparater uden en vis nænsomhed. Her er plads til detaljerne, den lille forskel og den slags: det skærper sanserne.

I “Kritik der Giraffe” fortæller Brøgger morsomt om da giraffen kom til Europa:

Tout Paris slog sig løs i eufori over giraffens ankomst. Man inviterede til giraf-baller – bals de girafe – høj og lav var med på den sidste girafmode. Der blev lavet giraf-revyer og bagt giraf-kager. I Wien dansede man giraf-valse og spiste giraf-tærter. Og i England drak man te med girafsmag.

Hun fører også en del samtaler blandt andet med selveste Dronning Magrethe og med den palæstinensiske aktivist Liana Badr, som i 1998 siger følgende om Netanyahus aggressive politik:

[D]et er en meget farlig politik for israelerne. For selvom det på kort sigt vil blokere muligheden for en palæstinensisk stat, så skaber det på længere sigt den demokratiske, ikke religiøse bi-nationale stat, som vi oprindelig kæmpede for under revolutionen. Et Palæstina for to folk!

- Historiens blodige ironi. For selvom de helst ikke vil se os i øjeblikket, ligesom de hvide ikke ville se de sorte under apartheid-styret i Sydafrika, så ender det med, at de bliver tvunget til at se os. [..] Der vil blive mere lidelse de næste ti år, men en dag får vi vores uafhængighed, uanset rammerne – inden for den israelske stat.

Liana Badr sammenligner også Israel/Palæstinas historie med den bibelske historie om kong Salomon om de to kvinder, der ikke kan blive enige om hvem af de to der er moder til et nyfødt barn – Suleiman hedder han på arabisk. Det er en tankevækkende, men måske også lidt forvirrende sammenligning.

Teksten “Røvhullets evangelium” fra 1988 er et opgør med forbrugerismen. Igen er det noget udistinkt, men ganske slagfærdigt:

Hver dag bliver man kaldt “forbruger”. Offentligt. Som om det var en neutral identitet. Men jeg synes, den er skammelig. Injurierende. jeg ville hellere tiltales som forbryder. For kan man overhovedet leve uden at komme til at forbryde sig? Men man må da kunne leve uden at for-bruge. Ligesom det må være muligt at spise, uden at kaste op.

Ikke desto mindre er hele markedet tilrettelagt med at henblik på at få os til både at købe og at have bræk i munden, med et tandpastasmil på.

Suzanne Brøgger er slet ikke dårligt selskab. Vi vender sikkert tilbage til hende.

Krtek

Ind i mellem dukker minder fra ens barndom tilsyneladende uprovokeret op til overfladen – det kan naturligvis være en blandet fornøjelse, men for en uges tid siden kom jeg pludselig til at tænke på en lille fyr, som slet ikke var så tosset: Muldvarpen.

Muldvarpen var hovedpersonen i en serie af små tegnefilm for børn der blev sendt i fjernsynet da onkel Henning var dreng. Han kom fra Tjekkoslovakiet og det viser sig at han hed Krtek på tjekkisk. Gad vide hvordan det skal udtales. 

Filmene blev produceret i halvtredserne, tredserne og halvfjerdserne og var vist ret populære flere steder i Europa. Det var som sagt ganske korte og så vidt jeg husker var stemningen – for der var mere stemning end handling – på en gang lidt bittersød og tuttenuttet. Her er et lille referat af en typisk historie med Muldvarpen, som jeg har fundet på filmport.dk:

Muldvarpen og telefonen: Muldvarpen finder en ringende telefon. Der er en masse lyde i røret, til sidst en grædende baby. Muldvarpen trøster telefonrøret.

Den er måske ikke så smart den lille Krtek, men den er mægtig rar. Jeg vil tro man kan låne VHS-bånd med Muldvarpen på folkebibliotekerne.

Læs mere om Krtek (the Mole) på Wikipedia (engelsk)
Se flere flotte billeder fra tegnefilm med Krtek her

Foranbefaling!

Læs Jacob Holdts kronik i Politiken Information i morgen om hvorfor han ikke skrev under på denne her meget omtalte anmeldelse af ledende DF’ere, for overtrædelse af Straffelovens § 266b!

Varm eventuelt op ved at læse nogen af Jacob Holdts artikler om racisme – noget af det mest indsigtsfulde, varme og frisindede der er skrevet om emnet på dansk. Jeg tror, jeg et sted så ham beskrevet som en næsten evangelisk personlighed.

Mange af de ting Jacob Holdt skriver, giver i hvert fald et indtryk af en mand af en sjælden støbning.

Rettelse: Det var så Informations kronik, ikke Politikens.

Kronikken er et uddrag af Jacob Holdts brevveksling med Søren Espersen, som man kan følge her.

Irak: Flere overgreb end under Saddam

Nogen vil måske sige at situationen før og efter invasionen ikke umiddelbart kan sammenlignes og at en del af overgrebene i Irak – måske de fleste – ikke begås af koalitionsstyrkerne eller deres irakiske medarbejdere, men af diverse militser og jihadgrupper.

Alligevel kan denne nyhed fra BBC (bragt den 21. september i år) nok harme en smule. Ifølge BBC antyder FN’s ledende anti-torturekspert, Manfred Nowak, at det meget vel kan være værre end under Saddam, og at situationen i Irak under alle omstændigheder, med hensyn til tortur og lignende overgreb er “ude af kontrol”.

Jeg faldt over historien hos den britiske gruppe Iraq Analysis, der løbende bringer analyser og nyheder om Irakkrigen.

Som sagt er det meget tænkeligt at hovedparten af disse overgreb begås af grupper der på forskellig vis kæmper mod koalitionsstyrkerne eller den irakiske regering. Selveste præsident Bush har antydet at jihadisterne fra Al-Quaida-inspirerede grupper står for de værste overgreb.

Så kan man vel ikke umiddelbart bebrejde invasionsstyrkerne disse forhold? Selvfølgelig ikke! Men deres øverstkommanderende, selvsamme præsident Bush har i sine taler antydet, at Irak-krigen blandt andet blev indledt for at bekæmpe terroristerne “på deres banehalvdel”, og for på denne måde at forhindre angreb mod Amerikas kerneland. Det trods Irak før invasionen ikke var nogen bastion for islamiske terrorister.

Invasionen af Irak har altså – om det så var Bush og co.’s planlagte hensigt eller ej – hidkaldt rabiate voldsfascistiske jihadkæmpere fra hele verden til Irak, hvor de nu plager livet af det irakiske folk. Hele balladen fortolkes af samme Bush som led i en strategi der skal beskytte Amerika mod terrorangreb.

Irakerne er formodentlig glade for at slippe for Saddam. Mon de er lige så glade for at blive ofret som kanonføde i USA’s kamp mod Al-Quaida? En kamp som deres land, modsat Afghanistan, ind til invasionen ikke var part i.

Hvad angår tortur som statsligt magtmiddel fremstår USA næppe længere som noget lysende eksempel til efterfølgelse – det hedder sig man vil indføre demokrati i Irak: samtidig undergraver man retsstaten på hjemmefronten, jvf. min foregående postering. Hænger det sammen?

Bør tortur være borgerlig politik?

Der er ikke noget skisma mellem at bekæmpe radikal Islam og at opføre sig ordentligt.

Der er ikke noget skisma mellem at ville bekæmpe terrorisme og at opføre sig ordentligt.

Tro det eller lad være: Al Qaeda tvinger os faktisk ikke til hverken at torturere eller forsvinde vores fanger – det er nogle beslutninger, vi selv har taget, og de tjener os ikke til ære. I det hele taget tjener de os slet ikke i nogen henseende – men hold da op, hvor er vi seje og beslutsomme, når vi gør det!

Jeg har ikke fået samlet mig til at skælde ud over den nye amerikanske lovgivning, der så vidt jeg har forstået legaliserer visse former for tortur og indskrænker frihedsrettighederne i terrorkrigens navn. Citizen Dane skriver en del om amerikansk politik, så den ged har han barberet.

Citatet ovenfor stammer fra en postering, hvor the Citizen hudfletter Per Stigs tvivlsomme indstilling til denne amerikanske lovgivning. Citizen Dane er intet mindre end den borgerlige anstændigheds stemme i politblogland.

At ofre sandheden for magten

Da vi i 1986 protesterede mod flygtningeindsamlingen, kunne vi ganske givet have lavet et politisk parti og være kommet i folketinget med det. Men vi valgte helt bevidst ikke at blive politikere, fordi det var vigtigere, at sandheden blev sagt, end at vi fik magt. Derfor må man også acceptere, at man kan opfattes som irriterende og trættende.

Citat: Søren Krarup i interview i Berlingske Tidende, 13. oktober 1998.

Fordi det var vigtigere at sandheden blev sagt end at vi fik magt – der er vist nogen i Søren Krarups nuværende partiledelse, der tænker lidt anderledes om den slags, jvf. disse dages store partiudrensning i Dansk Folkeparti.

Som Krarup rigtig påpeger må partigængere jo ind mellem tie, hvor andre kan tale frit, men i parti der går ind for folkestyre og ytringsfrihed skal kravet om tavshed vel ikke være hovedreglen? Man kan jo også spekulere lidt på hvad et parti der ikke accepterer den mindste afvigelse i egne rækker vil bruge sin magt over resten af samfundet til? Gælder ordene om ytringsfrihed og folkestyre egentlig, eller er det bare fraser og valgflæsk?

Krarups lejlighedsvise beklagelser – og det er altså hvad det er blevet til fra hans side, han har ikke egentlig anfægtet  ledelsens beslutninger – af enkelte af de mange eksklusioner kommer meget let til at tjene som et alibi for partiledelsen. De kan med den ene hånd pege på Krarup og sige: se! der er plads til andre holdninger – mens de med den anden hånd smider det ene jævne medlem efter det andet ud med mere eller mindre tvivlsomme begrundelser.

Kanon-idiotisk Trykkefrihedskanon

De anti-muslimske tvillinger Lars Hedegaard og Helle Merete Brix har begået endnu et kluntet stykke propaganda i Trykkefrihedsselskabsets regi. De har øjensynligt inspireret af Ove Korsgaard udarbejdet en såkaldt demokrati-kanon, som kan læses i Trykkefrihedsselskabets netpublikation Sappho. Både Korsgaards og Brix/Hedegaards liste rummer da interessante historiske tekster, men det er kun Korsgaards som er værd at diskutere, for Hedegaard og Brix har begået den tåkrummende brøler at medtage deres makværk I krigens hus på listen.

Det er indlysende problematisk at medtage helt nye fænomener i en kanon, I krigens hus er fra 2003 – og Muhammedtegningerne, som også er medtaget kom som bekendt sidste år ved denne tid.

Denne arabiske udgave af Zions Vises Protokoller udkom i Egypten det samme år som I krigens hus

Disse tegningers historiske betydning er det svært at sige noget sikkert om endnu. Jeg hælder til det synspunkt at deres betydning er vildt overdrevet – men det kan man som sagt dårligt vide før om nogen år.

Korsgaard har således anvendt den fornuftige regel, ikke at medtage tekster af nulevende personer i sin demokratikanon. På denne måde har han jo så også afskåret sig fra at medtage egne tekster. Den slags ”jantelov” synes Brix og Hedegaard ikke at være bundet af. Det er en skam, for I krigens hus var en rigtig dårlig bog, som blev vurderet således af Hanna Ziadeh i en anmeldelse i Pen-Nyt:

“En bog kendes på sin titel” siger et arabisk ordsprog for at retfærdiggøre, at man godt, uden at læse, kan danne sig en mening om en bog, hvis indhold åbenbarer sig soleklart fra begyndelsen. For én, der stammer fra et område, som ifølge ”I Krigens Hus” lider under kulturens og ”islams dødvægt”, var det en hård prøvelse at modstå den kulturelle fristelse at skrive en anmeldelse baseret på bogens titel, godt hjulpet af et uundgåeligt kendskab til forfatternes overeksponerede holdninger i medierne. Efter at have (mis)brugt et par dage på at læse bogen – for maven kan kun tage en lille portion ad gangen – for kun at få bekræftet hvad man vidste fra begyndelsen, måtte man erkende at Oscar Wilde havde ret i, at man bør falde for fristelserne. Man kan med fordel slutte læsningen af denne anmeldelse her – med blot at få budskabet slået helt fast: køb den ikke, læs den ikke.

De tre forfattere vil gerne advare alle jer intetanende danske læsere mod – en indtil nu – ukendt fare: islam. ”I ”– alle ikke-muslimer uden for den islamiske verden som ikke har set tv de sidste 15 år – ”lever i krigens hus” og er legitimt bytte for muslimernes ”vold og plyndring” indtil de opnår, hvad de hele tiden har planlagt: at I opgiver jeres vestlige værdier og bliver muslimer.

Forfatterne har endda kunne afdække en tretrins plan for, hvordan ”muslimske tilflyttere” vil overtage kontrol med de vestlige lande. Først kommer de som uskyldige tilflyttere, så forplanter de sig ”gennem rigelige børnefødsler”, så kræver de retten til at gå med tørklæder og ups… inden man ser sig om, hedder residenten på Amalienborg Dronning Fatima den Tækkelige.

Som en ’vestliggjort’, frankofil, kristen araber, har jeg ofte skammet mig over den ret udbredt fordummende og fordomsfulde ’videnskabelige’ litteratur om ’Det Kristne Vest’ i den arabiske verden. Her er Vesten fremstillet som gudsfornægtende, porno-fikseret, magtsyg etc.. og ”Zions Vises Protokoller” bliver ofte betragtet som en sand gengivelse af ”jødernes ægte perfide natur”. Men med de senere års blomstring af genren ”1001 gode grunde til at hade muslimer”, som skyder upåagtet op, med highlights à la Oriana Fallacis ”Vrede og Stolthed” og ”I krigens hus”, er regnskabet ved at blive gjort op. En fordummende kulturel ligestilling indtræffer snart, hvilket betyder, at jeg får mindre ”dødvægt” af kulturel skam at bære på.

Man kan tilgive forfatterne deres sort/sorte billede af islam, civilisationernes sorte hul i menneskehistoriens galakse. Man kan tilgive forfatterne, at de igennem deres ”studie” af 15 århundreders islamiske historie ikke kunne
finde et eneste formildende træk ved det, eller endda at de ikke lader som om de prøvede på det. Det sorte syn kan man tilgive, fordi det er et modefænomen blandt vestlige ’opinionsmagere’, og man får jo solgt nogle bøger. Det som er utilgiveligt er, at den nationale treenighed har kastet sig ud i en øvelse som minder om den famøse ”Zions Vises Protokoller”. En bog om jødernes – og frimurernes – plan for at overtage magten i Verden. De tre forfattere stiller sig ikke tilfredse med at beskrive alle islams skyggesider: ”islam er endnu mere totalitær end fascismen og kommunismen”, at ”islam” har stået ”uændret gennem mere end 1000 år”, fordi det ”islamiske ideal er ikke-udvikling”, at islam er imod videnskab, imod kønnenes ligestilling, imod demokrati… nej forfatterne har også fundet et (kom)plot til deres historie. De har fundet en mening bag alle muslimernes handlinger, et mål bag alle deres besværligheder med at fastholde ’middelalderlige skikke’, et stratagem bag sløret: at underminere Vestens demokratier, at overtage andre
religioners territorier og at udvide islams hus til at omfatte hele verden.

Ziadehs anmeldelse kan i det hele taget læses som en fremragende hudfletning af de mere fladpandede ‘islamkritikere’ som huserer i Europa i disse år. Meget anbefalelsesværdigt, også fordi Ziadeh ikke forklejner de problemer der faktisk findes i den islamiske verden, som når han skriver:

Social, økonomisk og kulturel marginalisering har intet at gøre med, at mange indvandrere vender ryggen til ’den overlegne vestlige kultur’ og falder for en – indtil for nyligt – velsmurt islamiske propagandamaskine. Det hele skyldes den uforanderlige essens i islam, imamernes uvigende kontrol over de muslimske – med få undtagelser – lydige masser. At gøre islamismen til islam, og derefter at give islam hovedansvaret til alle Mellemøstens onder, er lige så forkert som at benægte at religiøsitet generelt, islam og islamismen i særdeleshed spiller en vigtig rolle i opretholdelse af undertrykkende regimer og styrkelse af menneskefjendske ideologier.

Søren Pinds eventyr

I dagens udgave af Jyllands-Posten demonstrerer Venstres nye medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Søren Pind under overskriften FN har glemt sin opgave sit ukendskab til både FN’s historie og H.C. Andersens digtning. Det er jo i sig selv ganske imponerende. Men det Pind’ske Kinder-æg rummer også denne elegante sammenkobling af invasionen af Irak og krigen mod terror:

Kampen mod terror har efterladt FN magtesløst. Flere gange har organisationen haft mulighed for at træffe beslutninger, der skulle sende et klart signal til verdens lande om, at man ikke ville tolerere understøttelse af terror. Men Irak-krigen kom på grund af FN’s vaklen. Fordi FN ikke tog sine egne beslutninger alvorligt. Hvorved der blev skabt usikkerhed, en usikkerhed den vestlige verden, anført af USA, naturligvis ikke kunne leve med i skyggen – eller måske netop ikke i skyggen – af de to faldne tårne.

Undskyld mig, men var det ikke i Afghanistan hr. Bin Laden residerede? Er der på noget tidspunkt nogen som har kunne bevise at Hussein-regimet havde nogen andel i 11. september? Med andre ord: Hold nu op med at påstå at invasionen af Irak havde noget med terrorbekæmpelse at gøre!

Pind antyder at det som lammer FN er tilstedeværelsen af udemokratiske regimer i organisationen, men blandt modstanderne af en FN-godkendelse af Irak-krigen fandtes jo altså også demokratiske lande.

Det er i øvrigt ret morsomt at Pind giver udtryk for den opfattelse at præs. Bush skulle være den eneste der egentlig lever op til FN’s høje idealer, al den stund at samme Bush i en række sager har udvist slet skjult foragt for det internationale aftalesystem og har indledt en af de dårligst begrundede krige i USA’s historie trods bred international modstand. Pind godtager tilsyneladende uden videre disse dårlige begrundelser.

Om FN’s historie skriver Pind:

Organisationen, skabt på amerikansk initiativ, der skulle promovere demokrati og menneskerettigheder.

Alt det er siden ændret.

I dag har FN glemt sin oprindelige opgave. Man ler ad FN-charteret. Alle lande kan i princippet optages – selv de værste diktaturlande. På nær, paradoksalt nok, Taiwan, der i dag er en mønsterdemokratisk stat. Af alle lande nægter man netop dette land optagelse på grund af det store kommunistiske Kina.

Men det har aldrig været FN’s primære opgave at kæmpe for demokrati. Blandt FN’s fædre finder man jo også diktaturstater som Sovjetrusland og det førkommunistiske Kina – og Taiwan, som var arvtager til dette kinesiske diktatur, sad faktisk indtil 1971 på Kinas plads i FN – det var i øvrigt før Taiwan blev et demokrati – og blandt andet fordi USA nægtede at anerkende det kommunistiske Kina.

Selvom fremme af demokrati og menneskerettigheder er blandt FN’s formål er det primære formål at sikre fred og gensidig anerkendelse af alle verdens nationer/stater:

Artikel 1 .De Forenede Nationers formål er:

1. at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed og i dette øjemed: træffe effektive fælles forholdsregler til forebyggelse og fjernelse af trusler mod freden og til undertrykkelse af angrebshandlinger eller andre brud på freden, og ved fredelige midler og i overensstemmelse med retfærdighedens og folkerettens grundsætninger at ordne eller bilægge mellemfolkelige tvistigheder eller situationer, som kunne føre til brud på freden;

Citat: FN-pagten

Hvis man skal løse denne opgave er det naturligvis nødvendigt at også diktaturer har plads i FN, selvom det skaber visse problemer. I øvrigt er stadigt flere af verdens lande jo blevet mere demokratiske gennem de sidste 20 – det slår naturligvis også i gennem i FN. Man får da også uvilkårligt den tanke at Pinds egentlige problem er at landene fra den mindre rige del af verden i disse år i stigende grad allierer sig og taler for en mere retfærdig fordeling af verdens rigdomme. Han skoser derfor også Kofi Annan for at appelere til FN’s generalforsamling om hjælp til det trængte Afrika. Det hele er jo de afrikanske lederes skyld, ikke sandt? EU’s handelspoltik fx. har ingen rolle at spille.

I disse år finder i det internationale samfund en række brydninger mellem hensyn til national suverænitet, menneskerettigheder, demokrati, fred, international handel og global retfærdighed. Men løsningen på disse problemer findes da helt sikkert ikke i blokdannelser og nedbrydning af det internationale samarbejde, men i mere global samtale og mere globalt demokrati.

Det er derfor lidt uhyggeligt at en ledende udenrigspolitiker fra Venstre kan bringe en så kortsigtet betragtning til torvs som følgende:

Hvad enden på FN-eventyret bliver, ved ingen. Men fortsætter det som nu, vil Europa snart måtte forholde sig til, om ikke NATO skal laves om til en demokratiernes sammenslutning, med FN’s oprindelige idealer, så de ikke længere korrumperes.

Om det i længden kan kaldes eventyr, ved jeg ikke. Men der er mere Grimm end Andersen i denne historie…

FN-systemet er langt fra perfekt, og det er i særdeleshed vigtigt at overveje hvordan man kan sikre at verdensorganisationen får en større demokratisk legitimitet – men dette opnås da ingenlunde ved at verdens førende demokratier trækker sig ud og danner deres egen organisation.Til sidst det med H.C. Andersen. Pind skriver:

DER VAR ENGANG… I Danmark kender vi om nogen indledningen, H. C. Andersen gjorde den til sin. Det er altid indgangen til de smukkeste, mest gruopvækkende og medrivende eventyr. Men ender de altid godt? Ikke nødvendigvis. Læser man Grimms eventyr ved man, at ondskaben lever side om side med godheden.

Pind anvender altså ‘eventyret’ som en metafor for FN – på denne måde kan Pind som ellers tilsyneladende fastholder idéerne bag FN, samtidig antyde at der var noget verdensfjernt, pladderhumanistisk over det hele. Men til sidst skriver han altså:

Om det i længden kan kaldes eventyr, ved jeg ikke. Men der er mere Grimm end Andersen i denne historie…

Hvorved man altså skal forstå at der i allerhøjeste grad er en slange i paradiset – at FN er truet af de onde anti-amerikanske kræfter. Well, for det første anvendte H.C. Andersen langt fra altid indledningen “Der var en gang” – nok i virkeligheden ikke så tit. Og desuden antyder Pind med sin modstilling mellem Andersens og Grimms eventyr, hvor “ondskaben lever side om side med godheden” at Andersen ikke skulle have haft øje for tilværelsens mørke sider og at hans eventyr altid endte godt. Det er noget slemt sludder.

Pind skulle måske prøve at læse et af H. C. Andersen eventyr, han kunne fx. starte med “Den lille Havfrue” – og jeg taler ikke om Disney-versionen!

Der var engang et Højre

Jeg har nu i et par omgange stillet spørgsmålstegn ved det betimelige i Dansk Folkepartis mani med at ekskludere folk i tide og utide – og i den forbindelse angrebet DF for at have et tvivlsomt forhold til demokratiet.

En af de ekskluderede tidligere Dansk Forum-folk, som Søren Krarup i øvrigt i modsætning til den højeste DF-ledelse synes er en fin fyr er formanden for det politiske dødsbo Dansk Samling, Adam Wagner. Wagner er også aktiv i den ærkekonservative debatklub Nomos, hvor også den førende danske polit-blogger, Kim Møller, spiser med.

Hele den her diskussion om partidemokrati og åbenhed til side, så forstår jeg da personligt meget godt at man nødigt vil lege med Wagner i en politisk sammenhæng, når han kan skrive sådan noget som følgende:

For mig at se, burde man tage grundloven alvorligt: Den taler om folketing, regering og konge. Ikke om partier. Partierne skal ikke forbydes men fratages deres magt over regering og også gerne deres magt over folketing. I og for sig er grundloven fin, som den er; jeg anser snarere den siden 1901 fremvoksede parlamentariske praksis for at være skadelig. Man kunne for at komme dette til livs betænke, om ikke Dansk Samlings tidligere overvejelser om adskillelse af følgende syv magtfaktorer var brugbar: Den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, organisationsmagten, den økonomiske og den informerende magt samt partimagten (Dansk Samling i et halvt århundrede. 1986). Man burde med andre ord gøre det ulovligt for ledere af et politisk parti at få del i den udøvende magt. Kunne dette blot udvikles til en praksis, ville man allerede være nået langt. Endvidere burde man vel håbe, at kongemagten atter ville påtage sig sin metapolitiske rolle og i virkeligt ansvar uden om partierne udpege den mest egnede regering. Som sikkerhed for at regeringen ikke går folkets flertal imod, har folketinget sin i 1953 erhvervede rettighed til at afsætte regeringen; er regeringen sagligt dygtig og i øvrigt bredt sammensat, ville dette ikke ske som led i et partitaktisk spil. En dygtig regering burde sagtens kunne sidde under skiftende folketingsflertal.

Det har egentlig undret mig, at ingen har taget det antiparlamentariske standpunkt op til seriøs overvejelse. Måske er det fordi, det anses for et ligegyldigt emne. Det mener jeg dog ikke, det er, og nu er tankerne i det mindste samlet op igen, og jeg håber, at også andre vil vende dem et par gange, inden de måske atter smider dem bort.

Citatet stammer fra teksten Antiparlamentariske tanker på Dansk Samlings hjemmeside. En demokratisk forfatning behøver naturligvis ikke være parlamentarisk. Man kan jo også vælge en præsidentiel ordning, som i USA. Men lade en ikkevalgt adelsfamilies overhovede udpege regeringen? Der er mildest talt næppe mange, der vil se det som et demokratisk fremskridt.

Wagners modvilje mod partierne falder i øvrigt ganske fint i tråd med klassiske højresynspunkter a la Estrup, Pürchel etc. Et af de største problemer med partierne (i særdeleshed Socialdemokraterne og de Radikale) er i denne bedagede tankeverden at de insisterede på sådanne ødelæggende tiltag som parlamentarisme og lige og almindelig valgret (herunder stemmeret for kvinder og fattigrøve).

Vi andre mener så nok at den slags i allerhøjeste grad giver de poltiske partier en vis historisk legitimitet, samt at det i øvrigt under alle omstændigheder er et gode at folk har mulighed for at organisere sig politisk også med henblik på at få valgt repræsentanter ind i folketinget.

Adam Wagner har desuden været i vælten med en kronik i Jyllands-Posten, den 9. september, hvor han lettere revanchistisk fabulerer over “tabet” af Sydslesvig efter 1945.

Her som i forbindelse med Irak, krigen mod terror og deslige synes højrehovedernes motto at være “Hvad indad tabes – skal udad vindes” – man undergraver retsstaten og demokratiet derhjemmer og forsvarer det med et angiveligt demokratisk korstog i fremmede lande.

Weekendens helt?

Merete Dea Larsen, datter af den ekskluderede DF-lokalformand Finn O. Larsen, hvis genvordigheder med Dansk Folkepartis kyniske og magtsyge partiledelse jeg tidligere har omtalt, var ifølge DR reportage fra partiets landsmøde, den eneste som fra talerstolen tog de nylige eksklusioner af lokalformænd op til debat.

Det var modigt. Ytrer man sig kritisk i det parti risikerer man jo omgående at blive udskreget som kværulant, landsbytosse etc. og smidt eller frosset ud. Efter stykket med Merete Larsens tale valgte DR at klippe til en Thulesen Dahl der forsikrede om at der naturligvis skal være plads til den slags synspunkter, og at Merete Larsen derfor ikke blev afskåret fra talerstolen. Endelig søgte han efter min opfattelse at forklejne Merete Larsens indvendinger mod eksklusionerne med henvisning til hendes familiebånd til Finn O. Larsen.

Det undrer mig så inderligt at der ikke var flere i partiet der havde lyst til at debattere denne sag. Det er forståeligt at man ikke ønsker de samme rodede forhold som i det gamle Fremskridtsparti – men skal prisen være at ledelsen får carte blanche til at begå urimeligheder helt uimodsagt?

Jeg har svært ved at forstå at man overhovedet vil være med i sådan en organisation, men jeg tager nu alligevel hatten af for Merete Dea Larsen. Gad vide hvad der bliver af hende i fremtiden?

___________________

Opdatering, 25.09.2006: DR’s rapportage var ikke helt dækkende, for der var faktisk andre kritiske stemmer. Således stillede en Vagn Christensen op og blev næsten valgt til partiets hovedbestyrelse med krav om et mere åbent parti. Hos Rune Engelbreth finder man en udmærket postering om DF’s årsmøde.

September Blues

Festuge, semesterstartschok, grim forkølelse med en slem eftersmag af bronkitis, kriminalromaner, formatering af harddiske og bølgende anfald af tungsind = blogpause for Henning H. Men det er da stadig dejligt at være her i Universitetsparken:

Og der læses naturligvis fortsat avis – jeg holder også på et par bøger som er læst færdig og forlængst burde være blevet afleveret på Statsbiblioteket, fordi jeg ikke kan få mig taget sammen til at blogge om dem.

Apropos formatering, så vidste man det jo egentlig godt, men det er nu alligevel lidt rystende hvor mange data man kan hive ud af en formateret harddisk med enkelt software fra nettet. Godt det samme når man har klokket i det.